Monumenternes mænd

Med film som Good Night, and Good Luck og Kamæleonen – subtile dramaer med veldoceret politisk brod – har Clooney gennem det sidste tiår markeret sig som meget mere end et gråsprængt colgate-smil. Og trofæhylden derhjemme er kun blevet vægtigere med årene.

Monumenternes mænd, der atter har Clooney i dobbeltrollen som instruktør og skuespiller, er imidlertid en træg affære, som behandler sit emne lettere nonchalant.

Efter filmens premiere på Berlinalen var det imidlertid Clooney selv, der trak overskrifter med udtalelser om, at British Museum burde levere sine kunstskatte tilbage til de oprindelige ejere. Dermed aktualiserede han det spørgsmål, der udgør den tematiske krog i filmen: Hvem tilhører kunst?

Historiens største kunsttyveri fandt sted under Anden Verdenskrig, og var søsat af Hitler, der selv forsøgte sig som kunstmaler i Wien, inden han foretog et karriereskift af dimensioner. Nazisterne stjal op mod fem millioner kunstværker, der skulle udstilles på et gigantisk Führer-museum i Hitlers østrigske barndomsby, Linz.

Clooney spiller kunsthistorikeren Frank Stokes, der opstøver en broget skare af kunstinteresserede herrer. Deres umulige mission er at stjæle Europas arvegods tilbage, for som Stokes heroisk ytrer i sin salgstale for præsident Eisenhower: ”Fortjener ikke alle mennesker at se Mona Lisas smil?”

Titlens flok af monumentmænd udgøres af et glorværdigt ensemble af skuespillere, der foruden Clooney inkluderer Matt Damon, Bill Murray, John Goodman og Jean Dujardin (The Artist).

Men allerede under militærtræningen cementeres den platte jargon, der misfarver en autentisk fortælling med et enormt potentiale.

”Jeg er på vandvognen,” konstaterer den drikfældige Donald Jeffries (Hugh Bonneville) eksempelvis tørt, da Stokes tilbyder ham en drink. ”Hvor længe har du været det?” spørger Stokes. ”Siden i morges!”

Da mændene ankommer til Europa, spankulerer små fraktioner af gruppen lystigt på kryds og tværs af et underligt mennesketomt og problemfrit kontinent i jagten på de forsvundne kunstskatte.

James Granger (Matt Damon) tager til Paris for at charmere sig ind på den franske kurator Claire Simone (Cate Blanchett), der har bogført nazisternes systematiske tyveri.

Hele tre gange må vi høre Matt Damons karakter snakke vrøvlefransk, blot for at blive irettesat af franskmændene (der selvsagt bærer alpehue).

Med sin nostalgiske fernis og kække dialog placerer Monumenternes mænd sig genremæssigt langt tættere på den hygsomme Dirch Passer-komedie Soldaterkammerater end Saving Private Ryan. Slagmarken er ikke et nervepirrende og realistisk helvede, snarere en nødvendig kulisse for at udvikle nogle interessante karakterer.

Den virkelige krig foregår imidlertid mellem en hær af gedigne skuespillere og et manuskript, der bliver en ørkenvandring af uforløste one-liners og plat patriotisme.

Kun i teamet med arkitekten Richard Campbell (Bill Murray) og Preston Savitz (Bob Balaban) er den komiske kemi intakt. Bill Murray har en upåklagelig timing bag det notoriske stenansigt.

I en af filmens mere rørende scener returnerer Granger et maleri til en tom, parisisk lejlighed. De jødiske beboere er for længst deporteret og formodentligt dræbt

Et imponerende og for mange formentlig ukendt kapitel af verdenshistorien ender derfor som en lavkomisk farce uden hverken det samfundspolitiske bid eller den begavede dialog, der tidligere har været Clooneys signatur.

Balancegangen mellem satiriske optrin og krigens umiskendelige alvor lykkes kun sjældent. Af samme grund bliver det heller ikke for alvor rørende, da scenariet rent faktisk spidser til, og flere af kunstheltene mister livet.