Monsters University

Tolv år er der gået, siden vi så det behårede udyr James P. Sullivan og den lille grønne kyklop Mike Wazowski skræmme livet af børn for at få livgivende skrig ud af dem.

Den originale historie blev en bragende succes og indbragte animationsselskabet Pixar en Oscar og en indtjening på 500 millioner dollars alene på biografbilletter.

Nu er monstrene så tilbage, og denne gang er de optaget på universitet. I Monsters University, som er noget så relativt atypisk som en animations-prequel, får vi serveret Mike og Sullivans forhistorie og ser, hvordan de ender med at blive bedste venner.

Mike er som lille på besøg på Monsters Inc.-fabrikken, hvor han nysgerrigt åbner en af de velkendte døre til menneskenes børneværelser. Oplevelsen af en ”skræmmer” i aktion sætter sit præg på den unge Wazowski, der derefter drømmer om selv at blive skræmmer, selvom hans udseende ikke er særligt skræmmende.

Mike starter derfor på Monster Universitet med store forventninger, men det skal hurtigt vise sig, at det ikke er alt, man kan læse sig til.

Som ivrig Pixar-tilhænger sidder man og venter på, at en original fortælling skal begynde. Men i stedet får vi en parodi over det fortærskede coming-of-age drama, hvor vi følger en outsiders udvikling gennem et skoleår.

Der er sjove elementer i det ellers klichefyldte plot, som da Mike og Sullivan bliver bortvist fra Skræmmeskolen og derfor skal finde et nyt hovedfag.

”Der er nogen, der siger, at en tilværelse som skrigflaskedesigner er spild af liv,” beretter den livstrætte lærer henslæbt og monotont i uddannelsen for skrigflaskedesignere og bekræfter selv fordommen. Har man nogensinde haft et kursus på Teknisk Skole, vil scenen ramme plet.

I slutningen af filmen kommer Mike og Sullivan ufrivilligt på hold sammen i den årlige skræmmekonkurrence, og her skal de i den morsomme disciplin labyrintløb blandt andet undgå teenagedøtre, der uafladeligt råber ting som ”jeg taler i telefooon”, ”ingen forstår mig…” og ”men far, jeg elsker ham!”.

Monsters University er generelt underholdende, men det er kun i glimt, vi får Pixars ellers karakteristiske intelligente humor at mærke. Deres altid imponerende CGI-animation fungerer dog til fulde i 3D, og selvom originalversionen med Billy Crystal og John Goodman nok er at foretrække, gør de danske stemmer det godt med Donald Andersen og Peter Aude i hovedrollerne.

Men selvom der er mange gengangere fra Monsters Inc.-produktionen, savner man Pete Docters originale touch.

Han var hovedmanuskriptforfatter og instruktør på Monsters Inc. (og også på den fremragende Op) og kunne have gjort historien mere magisk og på-hoved-vendt. Som når monstrene i Monsters Inc. er ved at dø af skræk over en lille, nuttet pige, eller når vi fra legetøjets perspektiv ser børnene i Toy Story opfører sig som de rene monstre.

I Monsters University savner man den interaktion mellem den magiske verden og menneskeverdenen, som får os til at betragte vores eget forunderlige univers på en ny måde.

Til gengæld får man før selve filmen fornøjelsen af Pixars syv minutter lange kortfilm The Blue Umbrella, som man ønsker ville vare længere. Det er en poetisk perle om to paraplyers forelskelse i regnvejret, som sagtens kunne bære at blive løftet til en større historie. Men denne gang må vi nøjes med en middelmådig Pixar-produktion, der hurtigt vil gå i glemmebogen.

Trailer: Monsters University