Monsterfamilien – den uperfekte mission

Det hører til sjældenhederne, at en efterfølger bliver vist i biografen, når den første film ikke gjorde. At der er tale om en ikke særligt kendt animationsfilm, gør det endnu mere usædvanligt.

Tysk-engelske Monsterfamilien – den uperfekte mission kan da også noget, selv om den langt fra er perfekt.

Den monstrøse familie Ønskeben er som udgangspunkt ganske almindelig. Som så mange andre familier har de for travlt i hverdagen og er ikke opmærksom på hinandens behov.

Sønnen Max (William Klink Rasmussen) er hovedpersonen. Det er ham, som elegant giver en lille opsummering af begivenhederne i den første film, så nye publikummer kan følge med.

På grund af en forbandelse blev de alle forvandlet til forskellige monstre. Max var en varulv, storesøster Fay (Sasia Mølgaard) en mumie og mor Emma (Karoline Munknæs) en vampyr, mens far Frank blev til Frankensteins monster.

Forvandlingen skete, fordi de generede en heks. Den eneste måde at blive normale igen var ved at blive lykkelige.

Nu er der endnu engang problemer i den lille familie, og samtidig er de nødt til at redde deres venner.

De idealistiske videnskabsfolk Maddox (Caspar Phillipson) og Marlene Stjerne (Christine Albeck Børge) har nemlig søsat en storstillet plan: Projekt Red Menneskeheden!

For at udføre planen skal de bruge mange klassiske og udødelige monstre. Deres datter Mila (Fanny Bornedal) har til at opgave at indfange dem, og da hun kidnapper en af familien Ønskebens venner, bliver det op til den dysfunktionelle familie at redde dagen.

Og kvaliteten fejler ikke noget.

Når Max i varulvetilstand bliver gennemblødt, er detaljegraden i pelsen virkelig imponerende. Det er en lækker detalje, hvordan vandråberne glimter og bevæger sig.

Udseendet af Monsterfamilien – den uperfekte mission er bevidst karikeret. Derved undgår man, at Dracula og andre monstre fremstår skrækindjagende for filmens målgruppe. Det er nok også med den in mente, at der lige pludselig dukker musical-agtige scener op i filmens anden halvdel.

Der er flere sjove øjeblikke. Som når Max kommenterer søsterens skolefærdigheder med en spydig bemærkning: ”De bliver nødt til at udvide karakterskalaen, for du kan ikke komme længere ned.”

Der er også noget herligt diabolsk i familien Stjerne, der uden tøven mener, at de er helte i fortællingen, selv om deres metoder er tvivlsomme. Det er trods alt ikke særligt nobelt at kidnappe en masse mennesker, som bare vil leve i fred og ro.

Monsterfamilien – den uperfekte mission leder tankerne hen på Pixars superhelteklassiker De utrolige, hvis originalitet og animation den trods alt ikke kan matche.

Begge film omhandler en familie, der er ud over det sædvanlige, men alligevel har meget relaterbare problemer. Forskellen ligger i høj grad i personerne.

Hvor medlemmerne af familien Utrolig alle – på nær baby Jack Jack – er fuldt nuanceret, står det anderledes til med Ønskeben.

Max og til dels søster Fay er godt tegnet, mens mor og far mest er baggrundskarakterer, der en gang imellem skal være genstand for en vittighed eller fysisk komik.

Til gengæld er pigen Mila flot skildret. Hun er en klassisk tolvtalspige, der vil gøre alt for at behage sine meget kloge videnskabsforældre. Samtidig er hun en slags håndlanger for papa og mama Stjerne.

Hun erkender langsomt, at tingene ikke er, som de skal være. Det fører til en god morale om, at man ikke skal være bange for at stille spørgsmål og tro på sig selv.

Derfor har Monsterfamilien – den uperfekte mission sin eksistensberettigelse. Filmen er langt fra perfekt, men den har noget på hjerte, og det tæller i sidste ende.