Modig

Modig er en Pixar-film, der ikke blot handler om en modig hovedperson. Den har også krævet mod af sine skabere. For her prøver folkene på det hæderkronede studie så meget nyt, at man kunne frygte, at det ville blive for stor en mundfuld. Langt fra den nutidige verden, der danner bagtæppe for selv de mest fabulerende Pixar-film, kaster de sig ud i en fortidig historie fra legendernes Skotland, med magi, kras humor, fuldblods eventyr og en hel del skræk og gru. Med helt andre referencer end den amerikanske kultur, der ellers har besjælet deres film – og med en helt ny vægt på drama og dybde.

Heldigvis er forsøget vellykket. Med tre Toy Story-film og to Biler-film anede man konturerne af en skabelon, der blot skulle følges, men ligesom det gamle forbillede, Walt Disney, er driften i retning af noget nyt og anderledes alligevel så stor, at de kommercielle krav tilsidesættes. Kun i valget af hovedpersonen Merida mærker man en vis indflydelse fra dem, der skal markedsføre produktet. For selvom omgivelserne er middelalderlige og eventyret magisk, er Merida selv fra det 21. århundrede. Hun er den klassiske rebelske, halvvoksne teenager, der ikke vil følge familietraditionerne og gifte sig med den, forældrene udser. Hun vil faktisk slet ikke giftes, for hun er tomboy og mesterbueskytte og bortset fra et voldsomt stort, rødt hår slet ikke piget eller drømmende.

Måske har der været Merida’er blandt de skotske klaner, måske tilmed af nordisk afstamning, for vikingeindflydelsen er mærkbar. Men hendes forælderopgør serveres som en 2012-kamp mellem teenagedatter og mor.

Uanset hvad fungerer Merida fremragende som drivkraft i historien. Hendes modvilje mod tvangsægteskabet er så stærk, at hun ikke holder sig tilbage fra at bruge sort magi for at undslippe. Den finder hun i skoven, hvor hun følger en skotsk variation af de danske lygtemænd, en will-o’-the- wisp, som fører hende til en heks, der kaster en forbandelse over moren. Forbandelsen er dog så voldsom, at Merida må bruge resten af filmen på at redde sin familie fra den sorte magi.

I scenerne, hvor Merida føres med af skovens magiske væsener, træder den længe ventede indflydelse fra Hayao Miyazaki ind i Pixars stil. John Lasseter, Pixars chef, har i mange år dyrket den japanske tegnefilmmester, men man har aldrig før mærket noget til denne kærlighed. I disse scener får vi en ro, en slags magiens sære, uforståelige logik, ikke blot som en hilsen til for eksempel Prinsesse Mononoke, men som en helt enkel og klar fremstilling af naturens trolddom.

Komikken er dog også markant. I de skotske klaner får vi rendyrkede animerede karikaturer, men aldrig så smarte og distancerede som de ellers meget beslægtede vikinger i Dreamworks’ Sådan træner du din drage. Der er ironi, men den er venlig, med hyggelige vitser og visuel farceagtig komik, udlevet af en stribe fantastiske, originale og samtidig sært velkendte figurer. Meridas brødre er reinkarnationer af Rip, Rap og Rup, og tonsvis af andre gamle, animerede stjerner og bifigurer befolker filmen i 3D-forklædning.

Det ville ikke kunne lade sig gøre overbevisende, hvis ikke Pixars figuranimation havde udviklet sig så dramatisk. Toy Story-filmenes levende dukker og de talende sportsvogne i Biler er fyldt med sjæl, men de ligner, hvad de er: levendegjorte døde objekter. I Modig er figurerne mennesker, og de er animeret med den blanding af karikatur og livagtighed, man ellers kun har set i de klassiske 2D-tegnefilm. Figurerne er med andre ord mere levende end i nogen tidligere computeranimeret film. Og tilsat en historie, der er overraskende opbygget og krydret med magiske scener, hvor det hele får lov at gå klædeligt i stå, bliver Modig endnu en milepæl i animationsfilmens historie.