Mod naturen

Jeg cyklede ture i skoven som stor dreng, hjulede længere og længere ind i det vilde. Som måske ikke var rigtig vildt, for jeg befandt mig på Sjælland, og det er svært at fare vild på Sjælland. Jeg var alene med tankerne, mens jeg bar min cykel over træstammer og vandløb, standsede for at tisse, klatrede op i et træ og følte mig i pagt med alt. Mens jeg fantaserede om alle de bedrifter, jeg ville foretage mig, når jeg kom tilbage til civilisationen.

På den måde føler jeg mig genkendt af den norske instruktør, forfatter og skuespiller Ole Giævers Mod naturen, der handler om Martin (Giæver selv), som løber ind i skovene, op i fjeldet med sin fornuftige rygsæk, sit tætsiddende løbetøj og sit stopur.

Vi hører hans åndedræt. Vi hører skovbunden knase under hans hurtige, fjedrende trin. Han har en weekend, før han skal tilbage til sit arbejde, til sin kone, som han har et formelt forhold til, og sit barn. Han har et mål: At overnatte i en hytte. Han fantaserer og reflekterer. Han slipper tankerne løs, ikke mindst de erotiske. Han møder et par mennesker. Han har sex, også i virkeligheden.

Det er mildest talt ikke verdens mest plotstærke fortælling. Til gengæld afvikler Giæver den koncentreret og sanseligt på 80 minutter.

Den er på sin egen køligt underfundige måde værd at se for sin ligefremme tilgang til et menneskes indre verden. I en voiceover hører vi, hvad han tænker i en enkel og ucensureret stream of consciousness – som da han standser efter et heftigt løb og mærker noget:

”Er der noget i brystet? Måske er det lungekræft. Nej, det er aldrig kræft. Det er bare sådan nogle kedelige skavanker. Jeg har også ondt i knæene. Og i hofterne, der er noget dér, ja. Tænk, hvis det har sat sig. Kronisk. Det går ikke. Jeg lever for de her ture. Højre. Højre. Højre. Højre. Hold op med ’højre’. Jeg er træt af at tænke. Hvorfor kan jeg ikke bare tænke på ingenting? Bare se. Hvid. Grønt. Beige. Rødt. Gulbrunt. Mest brunt faktisk. Højre. Højre. Højre.”

Kameraet følger hans blik. Vi ser op i den hvide himmel, vi følger skovens farver. Og er tæt på hans lægge, mens han bevæger sig fremad og siger sit rytmiske højre, føler os et øjeblik som den pind, han snitter i og straks efter kaster væk.

Vi kommer som tilskuere tættere på naturen, end Martin gør. Han kan ikke trænge helt ind i den. Vi mærker afstanden, samtidig med at vores sanser bliver åbnet.

Og nu lyder det måske, som om det er en særligt højstemt film.

Vi kommer straks ned på jorden igen, da Martin bliver forstyrret af en jæger, mens han står bag et træ og onanerer. Han prøver at redde sig selv fra at blive opdaget ved at føre en kultiveret snak om udsigten. Men jægeren forstår, hvad der sker og trækker sig bare væk med et ”Så skal jeg ikke forstyrre!”

Mod naturen er i slægt med Erlend Loes skæve roman Doppler om mønsterborgeren, der vender civilisationen ryggen, fordi han ikke længere vil være kompetent. Loes roman er ekstremt litterær med sin hovedpersons refleksioner over det moderne menneskes skavanker.

Men skulle Doppler en dag filmatiseres, ville Giæver måske være et godt bud på en instruktør. På trods af de lange monologer virker Mod naturen, som om den fra starten er tænkt som en film.

Ikke alt lykkes. Jeg havde ikke behøvet at se Martins erotiske fantasier visualiseret som i onani­scenen, hvor han først slikkes af en pige fra byen og dernæst af en mand. Her bliver filmen bange for at kede, men scenen havde stået stærkere, hvis vi bare var tæt på Martins ansigt og på træet.

Da Martin lidt efter sætter sig på hug i lyngen, samler en frø op og lader den vandre på sin hånd, hvorefter han slipper den fri igen og selv begynder at hoppe som en frø, lever filmen. Mod naturen byder på masser af den slags fine øjeblikke.