Miyazaki: Spirit of Nature

Hayao Miyazaki er den japanske Steven Spielberg og den vigtigste japanske instruktør siden Yasujirô Ozu (Tokyo Story), Ishirô Honda (Godzilla) og Akira Kurosawa (De syv samuraier). 

Ikke desto mindre forblev Miyazaki ukendt for danske biografgængere længe efter sit kunstneriske og kommercielle gennembrud i 1984. 

Invasionen af japanske tegnefilm på det danske videomarked fandt sted omkring 1990 og var en euforisk aha-oplevelse, der ændrede opfattelsen af animationsfilmens potentiale. Men det var uden skyggen af hverken Osamu Tezuka (den japanske Walt Disney) eller Hayao Miyazaki. 

De danske distributører var opmærksomme på Miyazaki, men kunne ikke få lov til at vise hans film. Angiveligt fordi Disney ejede dem og ikke ønskede, at nogen skulle se, at der fandtes tegnefilm så meget bedre end deres egne. Hvilket lyder sandsynligt, skønt det vistnok var en skrøne. 

Tingene ændrede sig, da Chihiro og heksene fra 2001 vandt en Oscar som bedste tegnefilm og i 2003 endelig fik dansk premiere på Buster Filmfestival. Miyazakis øvrige film fulgte efter, men enkeltvis, langsomt og ukronologisk. Eksempelvis fik Prinsesse Mononoke fra 1997 først dansk biografpremiere i 2010. Debuten Slottet i Cagliostro fra 1979 måtte vi vente helt indtil 2024 på. 

Danske Miyazaki-beundrere har derfor et fragmenteret indtryk af denne store kunstners udvikling som tegner og instruktør. Derfor giver det god mening, at Cph:Dox nu viser en dokumentar, der kan tjene som introduktion og overblik. 

Miyazaki er født i 1941, hvor japanerne bombede Pearl Harbour. Hans familie tjente penge på at bygge de berygtede Mitsubishi A6M Zero kamikazefly, og i Miyazaki: Spirit of Nature informeres vi om, at han voksede op med en blanding af selvlede over at have bidraget til krigens helvede og æstetisk beundring af flyenes elegante, aerodynamiske designs. 

Sit kald som animator fandt han som syttenårig, da han så en slange forvandle sig til en smuk kvinde i tegnefilmen Hakuja den fra 1958. Hans kunstneriske talent var åbenlyst fra de første instruktørjob såsom en krimikomedie om gentlemantyven Lupin III. 

Men for at få lov til at realisere sine personlige idéer, måtte han først demonstrere dem i en syvbinds-manga om en ung prinsesses heroisme i en verden af krig og økologiske katastrofer. Udgivelsen var en kunstnerisk triumf, som han fik lov selv at filmatisere. 

Den findes i øvrigt på danske biblioteker som Nausicaä of the Valley of Wind, hvor man bør undgå Perfect Collection-udgaven, der er trykt så småt, at den nærmest er ulæselig. 

Filmatiseringen Nausicaä –- fra vindenes dal blev efterfulgt af Laputa – Slottet i himlen. Derefter kom Min nabo Totoro, et idyllisk mesterværk om to små pigers liv i et hus med et kæmpemæssigt kamfertræ beboet af venligtsindede træånder. 

Herefter kunne han sådan set have trukket sig tilbage og nydt et eftermæle som en af den japanske tegnefilms mestre. Men i stedet skabte han og kollegaen Isao Takahata (Ildfluernes grav; Fortællingen om Prinsesse Kaguya) filmstudiet Ghibli, hvis produktioner siden har domineret japansk animations image. 

I 2022 blev Ghibli også navnet på en forlystelsespark, det japanske Disneyland. 

Miyazaki: Spirit of Nature er en beundrende, gennemført ukritisk og traditionelt udformet tv-produktion. Den er for en stor dels vedkommende filmet i forbindelse med Prinsesse Mononoke. 

Instruktøren interesserer sig ikke nævneværdigt for Miyazakis visuelle geni, hans filmiske iscenesættelse eller designet af hans miljøer, fartøjer og figurer. 

Fokus er på filmenes tematik i forbindelse med eksempelvis animisme og naturkatastrofer. Men det er unægteligt også interessant at se klip fra filmene kædet sammen med optagelser af de mange katastrofer, Miyazaki gennem årtierne har oplevet i sit hjemland. 

Der er meget, meget mere at sige om Miyazaki og hans film, end vi hører her. Men uanset dokumentarens mangler er den velkommen og værd at se.