Mit ustyrlige hjerte

Efteråret er så sandelig over os. Det er blevet vintertid og mørkt. Regnen fra tunge, grå skyer står ned over os i stimer.

Men måske er der mulighed for at få en smule solskin i biografens mørke de næste måneder.

Tyske Mit ustyrlige hjerte vil med sit gode humør og livsbekræftende historie servere vaskeægte feelgood til de kolde tider.

Der er dog intet nyskabende ved Marc Rothemunds komediedrama, og man skal ikke forvente filmkunst af højeste kaliber. Manuskriptet er proppet med klichéer og floskler.

Vi har set og hørt det hele før.

Til gengæld lever filmen i kraft af sin gode historie: en human fortælling om to vidt forskellige mennesker, der på hver sin måde redder hinanden og giver livet mening.

Sådanne historier har vel altid deres berettigelse.

Mit ustyrlige hjerte fortæller den sande historie om flot-fyr-typen Lenny, der er en uansvarlig og forkælet rich kid i 30’erne. Han bor hjemme hos sin rige far, der er læge og ifølge Lenny har så mange penge, at han ikke har tid til at bruge dem.

Da Lenny en nat efter en vild bytur kører sin lækre Audi ned i farens pool, bliver hans tankeløse tilgang til livet for meget for den arbejdssomme far.

Sønnen får et ultimatum: Hjælp en femtenårig hjertepatient, eller kassen smækkes i!

Modvilligt tager han opgaven på sig, og mødet med den alvorligt syge David giver Lenny fornyet perspektiv på livet og lys i en svær tilværelse for David.

Det er svært ikke at drage en parallel til det franske komediedrama De urørlige, hvor ghetto-drengen Driss tager sig af den lamme mangemillionær Phillipe. Et umage par, der ender med at lære af hinanden – akkurat som Lenny og David.

De urørlige er en film, der er elskelig, charmerende – og noget sentimental. Men når karaktererne er så velkomponerede og komikken så vellykket, overgiver man sig og accepterer den fløde, der hører med til genren.

Denne anmelder ville da også hellere end gerne elske Mit ustyrlige hjerte, men Rothemunds film mangler charmen og komikken, selv om den prøver ihærdigt. Man kommer heller ikke rigtigt til at holde af hverken hjælperen eller den sygdomsramte.

Elyas M’barek er glimrende, når han giver den som overfladisk, festglad rigmandssøn,der bare gerne vil drikke sig fuld, tage stoffer og feste med vennerne. Men han formår desværre ikke at give spasmageren en større, menneskelig dybde.

Phillip Schwarz, der spiller den alvorligt syge David, har sine bedste øjeblikke, når desperationen rammer karakteren. Det sker for eksempel, når David nægter at tage på hospitalet, når pillerne giver ham maveonde, eller når kroppen siger stop.

Filmen var en bragende succes i Tyskland og lå længe lige efter Star Wars: The Last Jedi med flest solgte billetter. Det er en historie med en bred appel, der vil kunne begejstre med sin hjertevarme historie om håb i mørke tider.

Men det kan desværre ikke overskygge klichéerne og følelsen af at have set det alt sammen før.