Mit tunesiske eventyr

”Vi arabere taler meget. Mine kunder snakker løs,” siger salonejeren Baya til den unge Selma, som efter mange års ophold i Paris er rejst tilbage til hjemlandet Tunesien for at forsøge at starte sin egen praksis som psykoanalytiker.

Planen er ikke helt uden udfordringer. For som Baya skeptisk fortsætter: ”Når kunderne går fra salonen, har de fået flot, glat hår eller striber. Efter at have været i hamam er de helt rene. Men hvad får de ud af at komme og snakke med dig?”

Med den fransk-tunesiske komedie Mit tunesiske eventyr viser Manele Labidi i en humoristisk og let tone et tunesisk samfund i en tid fyldt med forandringer.

Landets mangeårige præsident Ben Ali er flygtet i eksil efter folkelige oprør, som også skulle vise sig at blive startskuddet på hele det arabiske forår. Det tunesiske samfund befinder sig i en brydningstid, hvor de skal genopbygge sig selv. En tilstand, som Labidi sammenligner med de første måneder af psykoterapi.

Det er i dette kaotiske og forandrede Tunesien, at Selma forsøger at starte sin praksis op.

Med et billede af Freud under armen har hun forladt sit liv i Europa for at vende tilbage til familien og rødderne. Her tager hun nu kampen op med blandt andet et ustruktureret, bureaukratisk helvede, og Selma giver sine kunder en anderledes mulighed for at reflektere over deres eget liv og identitet.

Gennem filmen vises en række sjove og aldeles charmerende små, kulturelle detaljer ved det arabiske samfund, som ikke kan undgå at få én til at trække på smilebåndet.

Det er alt fra den ikoniske stressende og hidsige mellemøstlige trafik fyldt med evig råben og dytten til den alt for flittige brug af vendingen ”Inshallah” (hvis Gud vil). Med den lille vending kan man lægge al ansvar fra sig.

Selma kæmper med at få autorisation fra myndighederne til at drive sin praksis, og da hun hos Sundhedsministeriet spørger en ansat om mulighederne for, at ansøgningen går igennem, får hun svaret ”Inshallah”. Og da Selma senere er fortvivlet over pludselig at skulle have en anbefaling fra en højerestående, tunesisk funktionær for at ansøgningen kan blive godkendt, er den ansattes eneste svar og hjælp, at det skal hun nok finde ud af, hvis Gud vil.

Filmen byder på adskillige humoristiske karakterer. Særligt salonejeren Baya er yderst underholdende, når hun med sit tykke lag af tung makeup, store guldsmykker og hårlak-stive krøller brokker sig højlydt over, at hun kun får en ti minutters session hos Selma, fordi hun kommer tyve minutter for sent.

Da hun efterhånden endelig har lært at komme til tiden, truer hun de andre kunder til ikke at fortælle det videre. Hun har jo sit ry at passe på.

Også Selmas kusine Olfa (Aïsha Ben Miled), der kun går med tørklæde for at dække sin hårfarvningskatastrofe, og som gifter sig med en ung, homoseksuel mand for at kunne rejse til Europa med ham, er en interessant figur.

Samspillet mellem Golshifteh Farahanis Selma og Majd Mastoura i rollen som den regelrette politibetjent Naim fungerer også aldeles godt.

I det kaotiske land kæmper han en ensom kamp for at opretholde en vis portion orden. Og han bliver aldeles fornærmet over Selmas forsøg på at snige sig uden om myndighedernes godkendelse af hendes praksis og efterfølgende forsøg på at bestikke ham.

”Du tror, at vi er helt uciviliseret – ren jungle,” siger han og fortsætter: ”Vi har regler, som vi skal overholde. Uden regler går landet til grunde.”

Man kunne dog godt ønske, at man havde fået mere at vide om Selmas baggrund og motivation for at kæmpe for de tunesiske borgeres mulighed for at kunne lette deres hjerte hos hende. Hvorfor brænder hun netop sådan for det?

Men når det er sagt, er Mit tunesiske eventyr et sødt og uskyldigt bekendtskab, som efterlader én i højt humør.