Serieanmeldelse
07. juli 2017
The Mist
Karaktererne er skabeloner, fra venstre: militærmanden med hukommelsestab (Okezie Morro), narkomanen med lig i lasten (Danica Curcic), familiefaren, der redder dagen (Morgan Spector), og datterens biseksuelle ven (Russell Posner), hvis far ikke forstår ham. Foto | Dimension Television

The Mist

Christian Torpes debut som amerikansk showrunner er et uinspireret og til tider dilettantisk opkog af halvdårlige skrækfilm.

Af Niels Jakob Kyhl Jørgensen

I denne tv-seriernes guldalder kan man godt glemme, at der stadig produceres rigeligt med middelmådigt fyldstof til pauserne mellem reklamepauserne.

Det bliver man mindet om, når man ser The Mist. Overraskende nok, for der er ellers rigeligt med gods i historien om den søvnlige lille by, som bliver indhyllet i en mystisk tåge fyldt med drabeligt kryb.

Stephen Kings korte roman blev i 2007 omsat til en skarp, lille gyser af Frank Darabont, en stemningsmættet film, der hager sig fast i erindringen med tiltagende paranoia og hysteri og et brag af en slutning.

Christian Torpes tv-filmatisering står i skærende kontrast. De første tre afsnit føles som en ørkenvandring gennem skrækfilmklichéer, billige CGI-effekter og samvittighedsløs forhaling.

Der er den liberale lærermor (Alyssa Sutherland), der bliver fyret fra skolen, fordi hun i seksualundervisningen fortæller de unge, hvad de har brug for at vide. Men i sit eget liv holder hun hyklerisk fast i, at hendes sekstenårige datter (Gus Birney) er for ung til at tage til fester.

Hun har sine grunde, siger hun, og så forstår vi, at vi får det at vide senere.

Men faren (Morgan Spector) synes, at hun er lige drakonisk nok og trøster sin datter: ”Snig bare ud, efter din mor falder i søvn. Tag derhen et par timer. Vær tilbage inden midnat.”

Man studser et øjeblik: Hvor tidligt går den mor i seng?

Til festen bliver datteren voldtaget. Eller var det en voldtægt? Og hvem gjorde det? Det får vi nok også at vide senere.

Christian Torpe (Stille hjerte, Rita) har som den første dansker taget springet over Atlanten som showrunner (altså den øverst ansvarlige for produktionen). Han bruger megen tid i de første par episoder på at antyde de betændte sladderhistorier, der verserer i småbyen, og som utvivlsomt ender med at skabe farlige grupperinger blandt de overlevende.

For da tågen sænker sig over byen, bryder helvede løs. Folk dør på blodigste vis for blot at genopstå som en art spøgelser, der prøver at lokke de levende i døden.

De overlevende forskanser sig indendørs. Mor og datter søger tilflugt i et indkøbscenter, faren redder sig i sikkerhed på politistationen, hvor han blandt andet støder på Danica Curcics narkoman Mia.

Curcic er et lyspunkt på skuespilfronten, men har ikke meget at arbejde med. De første par afsnit præsenterer hele karaktergalleriet som typer, og så er det op til de efterfølgende afsnit at nuancere portrætterne, så de føles som virkelige personer.

Der er den overbeskyttende mor, som bare vil sin datter det bedste; den viljestærke far, der altid holder hovedet koldt, og så de stokkonservative naboer, der er karikerende udstilles med replikker som: ”Hvor vover du at lære vores børn om sex!”

Spændingen i serien burde opstå fra den panisk-klaustrofobiske stemning blandt de belejrede. Men dialogen er så uelegant, at man ikke kan indleve sig i personerne, hvor gerne man end ville.

”I modsætning til mig er du en flink fyr,” siger Mia til faren, selv om hun vel ret beset heller ikke er en fyr.

Serien forsøger tydeligvis at fremelske en trykket klaustrofobi på linje med The Walking Dead, men spænder gang på gang ben for sig selv med en til tider dilettantisk udførelse.

Forholdene karaktererne imellem virker utroværdige og underudviklede, kampscenerne er drænet for dramatik, og de genkommende chokeffekter er så overgjorte, at de falder ubehjælpeligt til jorden.

Som da den konservative soccer mom trodsigt forlader indkøbscentret i første afsnit, skriger i tågen og kommer rendende mod glasruden med underkæben revet af og tungen dinglende ud fra den blodige strube – en effekt skabt med skrabet computergrafik.

Der er forskel på tre afsnit og en hel sæson, men man skal være mere end almindeligt tålmodig for at blive hængende.

Titel:
The Mist

Land:
USA

År:
2017

Serieskaber:
Christian Torpe

Medvirkende:
Morgan Spector, Alyssa Sutherland, Gus Birney, Danica Curcic, Isiah Whitlock Jr.

Spilletid:
Ti afsnit á 40-45 minutter

Anmeldelse:
Tre afsnit

Premiere:
22. juni på amerikanske Spike

Relevante artikler

Nyhed
12. maj 2017
Nyt Ekko med stort tema om Twin Peaks

Nyt Ekko med stort tema om Twin Peaks

Fra samme skribent

Streaminganmeldelse
10. mar. 2018
Annihilation

Annihilation

Biografanmeldelse
05. okt. 2017
Blade Runner 2049

Blade Runner 2049

cph pix 2017
02. okt. 2017
A Ghost Story

A Ghost Story

Nyhed
11. dec. 2025
Jes Dorph og Jens Gaardboe angriber TV 2

Jes Dorph og Jens Gaardboe angriber TV 2

Nyhed
10. dec. 2025
TV 2 beklager, men står fast på fyring

TV 2 beklager, men står fast på fyring

Nyhed
09. dec. 2025
Apple Tree Productions lukker

Apple Tree Productions lukker

Miss Austen
Serieanmeldelse
11. dec. 2025

Miss Austen

Long Story Short
Serieanmeldelse
10. dec. 2025

Long Story Short

Mira
Biografanmeldelse
10. dec. 2025

Mira

Mand op
Biografanmeldelse
10. dec. 2025

Mand op

Mest læste

Jes Dorph og Jens Gaardboe angriber TV 2
Nyhed
11. dec. 2025

Jes Dorph og Jens Gaardboe angriber TV 2

Hans film var for grufuld for BBC
Nekrolog
08. dec. 2025

Hans film var for grufuld for BBC

Ekko
Magasin · oktober 2025

Ekko#99

På forsiden af det nye Ekko slår Sofie Gråbøl ud med en symbolsk knytnæve – 25 år efter Blinkende lygter. Hun har kun ros til overs for Anders Thomas Jensen, men ser med langt mindre begejstring på de krav, der blev stillet til unge kvindelige skuespillere i 1980’erne og 90’erne. ”Det var som en parasit, jeg havde. Uanset hvilken rolle jeg fik i de første mange år af karrieren, var der nøgenscener,” fortæller hun og beskriver en grænseoverskridende oplevelse fra Nattevagten