festivalanmeldelse
15. maj 2025
Mission: Impossible – The Final Reckoning

Hollywoods ekstremsports-entusiast nummer ét, Tom Cruise, står igen for at levere selvmorderiske stunts i rollen som Ethan Hunt.  

Foto | Paramount Pictures

Mission: Impossible – The Final Reckoning

Stjernen over dem alle – Tom Cruise – sætter et markant punktum for sin signaturserie med et sidste brag af Hollywood-underholdning i topklasse.

Af Niels Jakob Kyhl Jørgensen

Man ved efterhånden, hvad man går ind til, når man løser billet til en Mission: Impossible-film. 

Der er storpolitik, agent-intriger og kupfilmmekanik, som Nicolas Barbano rigtigt påpeger i sin store artikel om serien i Ekko #98. For ikke at glemme alle de selvmorderiske stunts, som Hollywoods ekstremsports-entusiast nummer ét kan udføre ved egen kraft. 

Set udefra kan The Final Reckoning lede tankerne hen på Daniel Craigs svanesang som 007, No Time to Die, men de to agentserier er stadig milevidt fra hinanden. 

Seriens sidste kapitel – hvis ellers legen stopper her – serverer det hele i så generøs overflod, at ingen vil gå skuffede fra biografen. 

Som i hver af seriens film til dato prøver Tom Cruise og co. at toppe den foregående, og The Final Reckoning er både en velfortjent sejrsrunde for serien og dens mest underholdende kapitel siden Ghost Protocol fra 2011. 

Det virker nærmest misforstået at forsøge at ridse handlingen op. Instruktør og forfatter Christopher McQuarrie leverer nemlig en rendyrket forlystelsesfilm, der springer fra lynklippet action til lynklippet action, suppleret af forklarende replikker til at kitte historien sammen undervejs. 

Som i den forrige film i serien, Dead Reckoning, forsøger Ethan Hunt (Tom Cruise) og hans hold at stoppe en mere eller mindre almægtig AI kaldet The Entity, som den megalomaniske papskurk Gabriel (Esai Morales) vil bruge til at erobre verdensherredømmet. 

Nu bare med den krølle, at The Entity er løbet løbsk og har inficeret alt, der hedder it. Den spreder desinformation, inspirerer dommedagsdisciple og pønser på at udslette menneskeheden ved at hacke verdens atomarsenaler og sprænge kloden i småstykker. 

For at afværge apokalypsen må Ethan og hans venner rejse kloden rundt – fra Østrig over London og Washington til et iskoldt dyk i Beringhavet og en halsbrækkende finale i Sydafrika. De skal finde programmets kildekode og inficere det med en virus, der gør den mere medgørlig. 

Min notesbog bugner af ubesvarede spørgsmål, men det er efterhånden blevet en tradition i Mission: Impossible-universet. Siden Brian De Palmas paranoide thriller fra 1996 har serien langsomt, men sikkert bevæget sig ind i et stiliseret, tegneserieinspireret overdrev, hvor realisme er sekundært.

Det har især været tilfældet, siden Christopher McQuarrie overtog styringen med Rogue Nation fra 2015 og satte stilen på formel med skæve vinkler, hurtig klipning, klar koreografi og firskårne fortællinger. 

Den største fornøjelse ved Tom Cruises blockbustermaskine er at overgive sig til endnu en hæsblæsende rutsjebanetur med både gamle og nye kupmakkere. 

Ving Rhames er altmulig-geniet Luther og Simon Pegg computerhviskeren Benji, der har udviklet sig fra komisk indspark til Hunts suppleant i felten. Pom Klementieff er skæg og bastant som den fransktalende lejemorder Paris, mens oversete Hayley Atwell får det bedste ud af rollen som mestertyven Grace, den nye kvinde i Ethans liv. 

Over dem våger militærmænd i forskellige afskygninger. Der er småroller til Nick Offerman, Holt McCallany, Shea Whigham og Henry Czerny, som har været med siden begyndelsen. Og allerøverst den amerikanske præsident spillet af Angela Bassett, der må afgøre, om hun tør sætte sin lid til Ethans løsgængerpatrulje. 

The Final Reckoning er både en direkte fortsættelse og afslutning af Dead Reckoning og en hyldest til hele filmserien, hvor det først og fremmes kan betale sig at have nummer et og tre i frisk erindring. 

At filmens handling udspiller sig i 2026, er næppe for at gøre publikum mere AI-nervøse, end de er i forvejen. Det er snarere for at runde serien af med et 30-års jubilæum. 

Hvis man kan se bort fra de mange flashbacks i den næsten tre timer lange film, er det rørende at se, hvor langt Tom Cruise har bragt sin signaturserie. 

Det kan godt være, at Mission: Impossible ikke fornyr actionfilmen, men filmene har altid været buldrende og bragende eksempler på gedigent Hollywood-håndværk. 

Undervejs er Ethan Hunt mere og mere blevet et tyndt lag lak over Cruises egen filmstjernepersona – og man kan håbe, at han sætter skuespiltalentet mere på prøve med sin kommende hovedrolle i Alejandro G. Iñárritus næste film. 

Men når det gælder karisma, charme og star power, er der stadig ingen, der når ham til sokkeholderne. Og hvis han virkelig har accepteret sin sidste umulige mission, er der ingen, som står parat til at tage hans plads.

Titel:
Mission: Impossible – The Final Reckoning

Land:
Storbritannien, USA

Årstal:
2025

Instruktør:
Christopher McQuarrie

Manuskript:
Erik Jendresen, Christopher McQuarrie

Medvirkende:
Tom Cruise, Hayley Atwell, Ving Rhames, Simon Pegg

Længde:
169 minutter

Premiere:
15. maj på Cannes-festivalen og 22. maj i danske biografer

Mission: Impossible i Ekko #98

Nicolas Barbano undersøger fascinationskraften ved Mission: Impossible-serien og sender Tom Cruise ud på en sidste umulig opgave. 

Få en filmgave, når du tegner abonnement.

Bestil magasinet her og få det tilsendt.

Magasinet kan købes i løssalg over hele landet.

Abonnenter kan også læse bladet digitalt.

Relevante artikler

Fra samme skribent

Biografanmeldelse
01. dec. 2025
No Other Choice

No Other Choice

Biografanmeldelse
11. nov. 2025
Jay Kelly

Jay Kelly

Biografanmeldelse
19. okt. 2025
Frankenstein

Frankenstein

Nyhed
11. dec. 2025
Jes Dorph og Jens Gaardboe angriber TV 2

Jes Dorph og Jens Gaardboe angriber TV 2

Nyhed
10. dec. 2025
TV 2 beklager, men står fast på fyring

TV 2 beklager, men står fast på fyring

Nyhed
09. dec. 2025
Apple Tree Productions lukker

Apple Tree Productions lukker

Miss Austen
Serieanmeldelse
11. dec. 2025

Miss Austen

Long Story Short
Serieanmeldelse
10. dec. 2025

Long Story Short

Mira
Biografanmeldelse
10. dec. 2025

Mira

Mand op
Biografanmeldelse
10. dec. 2025

Mand op

Mest læste

Jes Dorph og Jens Gaardboe angriber TV 2
Nyhed
11. dec. 2025

Jes Dorph og Jens Gaardboe angriber TV 2

Apple Tree Productions lukker
Nyhed
09. dec. 2025

Apple Tree Productions lukker

Hans film var for grufuld for BBC
Nekrolog
08. dec. 2025

Hans film var for grufuld for BBC

Ekko
Magasin · oktober 2025

Ekko#99

På forsiden af det nye Ekko slår Sofie Gråbøl ud med en symbolsk knytnæve – 25 år efter Blinkende lygter. Hun har kun ros til overs for Anders Thomas Jensen, men ser med langt mindre begejstring på de krav, der blev stillet til unge kvindelige skuespillere i 1980’erne og 90’erne. ”Det var som en parasit, jeg havde. Uanset hvilken rolle jeg fik i de første mange år af karrieren, var der nøgenscener,” fortæller hun og beskriver en grænseoverskridende oplevelse fra Nattevagten