Mission: Impossible – The Final Reckoning

Man ved efterhånden, hvad man går ind til, når man løser billet til en Mission: Impossible-film. 

Der er storpolitik, agent-intriger og kupfilmmekanik, som Nicolas Barbano rigtigt påpeger i sin store artikel om serien i Ekko #98. For ikke at glemme alle de selvmorderiske stunts, som Hollywoods ekstremsports-entusiast nummer ét kan udføre ved egen kraft. 

Set udefra kan The Final Reckoning lede tankerne hen på Daniel Craigs svanesang som 007, No Time to Die, men de to agentserier er stadig milevidt fra hinanden. 

Seriens sidste kapitel – hvis ellers legen stopper her – serverer det hele i så generøs overflod, at ingen vil gå skuffede fra biografen. 

Som i hver af seriens film til dato prøver Tom Cruise og co. at toppe den foregående, og The Final Reckoning er både en velfortjent sejrsrunde for serien og dens mest underholdende kapitel siden Ghost Protocol fra 2011. 

Det virker nærmest misforstået at forsøge at ridse handlingen op. Instruktør og forfatter Christopher McQuarrie leverer nemlig en rendyrket forlystelsesfilm, der springer fra lynklippet action til lynklippet action, suppleret af forklarende replikker til at kitte historien sammen undervejs. 

Som i den forrige film i serien, Dead Reckoning, forsøger Ethan Hunt (Tom Cruise) og hans hold at stoppe en mere eller mindre almægtig AI kaldet The Entity, som den megalomaniske papskurk Gabriel (Esai Morales) vil bruge til at erobre verdensherredømmet. 

Nu bare med den krølle, at The Entity er løbet løbsk og har inficeret alt, der hedder it. Den spreder desinformation, inspirerer dommedagsdisciple og pønser på at udslette menneskeheden ved at hacke verdens atomarsenaler og sprænge kloden i småstykker. 

For at afværge apokalypsen må Ethan og hans venner rejse kloden rundt – fra Østrig over London og Washington til et iskoldt dyk i Beringhavet og en halsbrækkende finale i Sydafrika. De skal finde programmets kildekode og inficere det med en virus, der gør den mere medgørlig. 

Min notesbog bugner af ubesvarede spørgsmål, men det er efterhånden blevet en tradition i Mission: Impossible-universet. Siden Brian De Palmas paranoide thriller fra 1996 har serien langsomt, men sikkert bevæget sig ind i et stiliseret, tegneserieinspireret overdrev, hvor realisme er sekundært.

Det har især været tilfældet, siden Christopher McQuarrie overtog styringen med Rogue Nation fra 2015 og satte stilen på formel med skæve vinkler, hurtig klipning, klar koreografi og firskårne fortællinger. 

Den største fornøjelse ved Tom Cruises blockbustermaskine er at overgive sig til endnu en hæsblæsende rutsjebanetur med både gamle og nye kupmakkere. 

Ving Rhames er altmulig-geniet Luther og Simon Pegg computerhviskeren Benji, der har udviklet sig fra komisk indspark til Hunts suppleant i felten. Pom Klementieff er skæg og bastant som den fransktalende lejemorder Paris, mens oversete Hayley Atwell får det bedste ud af rollen som mestertyven Grace, den nye kvinde i Ethans liv. 

Over dem våger militærmænd i forskellige afskygninger. Der er småroller til Nick Offerman, Holt McCallany, Shea Whigham og Henry Czerny, som har været med siden begyndelsen. Og allerøverst den amerikanske præsident spillet af Angela Bassett, der må afgøre, om hun tør sætte sin lid til Ethans løsgængerpatrulje. 

The Final Reckoning er både en direkte fortsættelse og afslutning af Dead Reckoning og en hyldest til hele filmserien, hvor det først og fremmes kan betale sig at have nummer et og tre i frisk erindring. 

At filmens handling udspiller sig i 2026, er næppe for at gøre publikum mere AI-nervøse, end de er i forvejen. Det er snarere for at runde serien af med et 30-års jubilæum. 

Hvis man kan se bort fra de mange flashbacks i den næsten tre timer lange film, er det rørende at se, hvor langt Tom Cruise har bragt sin signaturserie. 

Det kan godt være, at Mission: Impossible ikke fornyr actionfilmen, men filmene har altid været buldrende og bragende eksempler på gedigent Hollywood-håndværk. 

Undervejs er Ethan Hunt mere og mere blevet et tyndt lag lak over Cruises egen filmstjernepersona – og man kan håbe, at han sætter skuespiltalentet mere på prøve med sin kommende hovedrolle i Alejandro G. Iñárritus næste film. 

Men når det gælder karisma, charme og star power, er der stadig ingen, der når ham til sokkeholderne. Og hvis han virkelig har accepteret sin sidste umulige mission, er der ingen, som står parat til at tage hans plads.