Mission: Impossible – Fallout

En ordentlig røvfuld plutonium er kommet i de forkerte hænder, men heldigvis løber den hemmelige agent Ethan Hunt (Tom Cruise) stadig hurtigt nok til at give skurkene kamp til stregen.

Sådan kan plottet i Mission: Impossible – Fallout hurtigt beskrives, til trods for at filmens instruktør og forfatter Christopher McQuarrie tydeligvis prøver at gøre tingene lidt mere interessante.

Men interessant er den sjette film i rækken kun, når Ethan springer faldskærm i tordenvejr eller ruller rundt i vragede helikoptere på iskolde bjergtoppe.

Filmens actionscener fungerer upåklageligt og holder hjertet oppe i halsen på samme måde, som da Ethan hang i en line og lavede en sprællemand over laserstråler i den første film.

Med sig på missionen har Ethan sin godhjertede makker Luther (Ving Rhames), som har været med siden den første film, og Benji (Simon Pegg), der siden sin første optræden som computernørd i Mission: Impossible 3 er blevet fuldblods field agent.

Der er god kemi mellem de tre agenter og deres chef Alan Hunley (Alec Baldwin), og den hemmelige organisation IMF er tydeligvis en trofast familie.

Familien virker dog ofte lidt for trofast, især over for publikum. De glimrende skuespillere viser fint, hvad de føler og tænker gennem deres kropssprog. Men de skal også sige replikker, og her bliver alt så tungt og overtydeligt, at filmen til tider ligner en parodi på en agentfilm.

Som når Ethans store kærlighed Julia (Michelle Monaghan) spørger den storsmilende Ethan, hvad han føler, og han svarer: ”Jeg er glad.” Eller når Luther skal uskadeliggøre en atombombe med ordene: ”Det bliver godt nok svært med alle de ledninger.”

Filmens skurk er den tilbagevendende anarkist Solomon Lane (Sean Harris), der atter skuler så tilpas ondt gennem sine små øjne, at ingen kan være i tvivl om, han er en slem fyr.

Nyeste påfund er Ethans påtvungne makker, CIA-agenten Henry Walker (Henry Cavill), et muskelbundt, som er med på missionen for at ordne eventuelle løse ender.

I filmens bedste scene totalsmadrer Ethan og Henry et toilet på en technoklub i Paris, og man nyder deres meget forskellige kampstil.

Agenterne supplerer hinanden godt, men på grund af filmfranchisens trang til maskerade og plottwist ender Walker som en intetsigende kliché i filmens slutning.

Den sjette film i rækken føles som en bragende gentagelse af noget, vi har set mange gange før.

Plothuller fra tidligere film bliver fyldt ud, og vi får i glimt følelsesladede scener med hovedpersonerne, men alt i alt ruller filmen afsted i et hunden-efter-katten-efter-musen-tempo, som er stabilt, men forudsigeligt.

Den ræsende struktur med motorcykel i Paris og helikopterture over bjergtoppe er både filmens styrke og svaghed.

Serien er bedst, når Ethan også må bruge list: lasershowet i den første film og i klatrescenen på verdens højeste bygning i Mission: Impossible – Ghost Protocol.

En ligegyldig sidehistorie om den smukke og mystiske antihelt White Widow (Vanessa Kirby) og hendes komiske bror kunne snildt skæres bort. Det havde også bragt de 147 minutter ned på en mere fordøjelig spilletid.

Flot ser det dog ud, når Tom Cruise med stunts, som han selv udfører, spæner af sted til lands, vands og i luften. Bare ærgerligt, at udfordringerne kan løses ved blot at løbe rigtig hurtigt.