Minkavlerne

De nordjyder er sgu nogen fladpander, ikke sandt?

Her menes der naturligvis nordjyderne på den forkerte side af Aalborg. Dem, der nyder fadøl med Fernet Branca-shots, kalder konen for mor og vogter minkfarmen med et gammelt gevær.

Det er i grunden ikke så ringe endda et udgangspunkt for en komedie. De sidste par år har Danmarks kernefamilier ladet sig underholde af serier som Landmand søger kærlighed, hvor godmodige, men akavede jyder bliver sat på prøve i det moderne kærlighedsliv.

”Du har et symmetrisk ansigt som en mink,” forsøger den torskedumme bondeknold Allan at charmere en flot blondine med på den lokale kro.

Ham og broren Martin passer familiens minkfarm for deres sygemeldte far, men som i resten af landbrugsindustrien er minkforretningen ikke, hvad den var engang. Køberne underbyder, så priserne styrtdykker, den skrantende økonomi holdes oppe med kviklån, og som om det ikke var nok, lukker dyreaktivister konstant de små krapyl ud af deres bure.

Men efter to afsnit af TV 2 Zulus nyeste serieskud, Minkavlerne, er det stadig svært at forstå, om vi skal grine ad eller med de forvildede minkavlere.

Genistregen ved Landmand søger kærlighed er, at landmændene fremstår sympatiske og søde. På den anden side kunne Minkavlerne have været sortkomisk ved at spidde romantiseringen af Udkantsdanmark i stil med Anders Thomas Jensens vidunderligt sadistiske komedier Blinkende lygter og Adams æbler.

Minkavlerne ser sig derimod tilfreds med blot at liste et par fordomme op om nordjyder. Familiens stædige patriark Niller er invalid, men ruller rundt på en kontorstol i stedet for en kørestol, fordi han er for stolt til at indrømme sit handicap. Og da han finder røde tal i regnskabsarkene, fortæller konen, at det skam bare er, fordi printeren er løbet tør for sort toner.

Kromutter Sonja (Bodil Jørgensen) himler over de udenbys besøgende, som spørger efter kolde Carlsberg Nordic, mens sognepræsten (Frank Hvam) fortæller overbegejstret om sine sognebørns drukproblemer.

Det er alt sammen tilforladeligt og gemytligt, men ikke just latterfremkaldende. Bedre går det ikke med selve handlingen, der kæmper for at holde sig interessant.

Den fortabte søn Jakob (Ruben Søltoft) vender hjem fra universitetsstudierne i København for at søge ly fra sin kæreste (Julie Rudbæk fra 31) og deres lejekontrakt, som gerne skal underskrives. Minkbrødrene behandler ham som Judas, men småskænderierne udvikler sig ikke til andet end, at Allan tager den sidste slurk af morgenkaffen for snuden af Jakob.

Imens har Allan og Martin større problemer, da de skal skaffe sig af med en container fyldt med kanonslag, og Allan ved et uheld skyder en arrogant sælger – spillet af Mick Øgendahl – i skulderen. Men igen munder konflikten ikke ud i andet end irettesættelser fra den bistre Martin og dumme kommentarer fra Allan.

Det hjælper heller ikke på sagen, at manuskriptforfatterne Kasper Gross og Jonas Mogensen, der spiller henholdsvis Martin og Allan, leverer deres replikker og vittigheder uden nævneværdig indlevelse.

Meget energi er der heller ikke at finde på den ellers stjernespækkede rolleliste. Frank Hvam er mere akavet pinagtig end akavet morsom, og selv ikke den ellers så bastante Mick Øgendahl kan sparke liv i det søvndyssende manuskript.

For caffe latte-drikkende københavnersnuder er det måske nok at grine ad de tykke jydedialekter. Men for alle andre graver serien ganske enkelt ikke dybt nok i den nordjyske muld til at få lattermusklerne i omdrejninger.

Det er lige så melet og intetsigende som en omgang tarteletter fra LokalBrugsen.