Mine helte

Et sted i sin bog om Jørgen Leths film, Alt er i billedet (2013), beskriver Lars Movin filmmanden og digteren som et køligt, distanceret kamera, der er bevidst om sig selv som den, der ser. Og netop denne side af Jørgen Leth er rigt til stede i hans nye portrætbog: Mine helte.

Jørgen Leth portrætterer nøgternt, men med subjektive indgangsvinkler. Med poetisk staccato.

Kunstneren zoomer ind på sine oplevelser og tanker om filmfolk, dansere, musikere, kunstnere, krigsmordere og venskaber fra et helt liv. Helte og skurke i I-lande og U-lande. Filminstruktøren Antonioni, komponisten Komeda, præsidenten Papa Doc, skuespilleren Dustin Hoffmann, jazz-musikeren Chet Baker, digteren Inger Christensen.

Portræt-udvalget er flyvsk, med andre ord Leth’sk. Kun han kan binde polsk avantgarde sammen med voodookrigere i et ellers nådesløst univers.

Nådesløs, for han indrømmer gerne, han er fordomsfuld. Som når han afslører, at han aldrig kunne drømme om at se en film med Susanne Bier.

”Det siger jeg ikke for at provokere,” skriver han. Han har en fornemmelse af, at det ikke interesserer ham. Faktisk ser han ikke særligt mange film. Til gengæld følger han sine helte helt ind i sindet. Og ud til os. Befriende ærligt.

Bedst er bogen, når den omhandler de mere excentriske personligheder. Biografmanden og den danske forfatter Ove Brusendorff er en af dem. Han var ejer af Vesterbro-biografen Carlton, der viste film af de franske auteurs Godard og Chabrol. Han var digter, udgav bøger med Poul Henningsen og var en del af kulturparnasset i 1930’erne. En levemand lidt for glad for god mad, pornografi, kvinder – også de købte – og narkotika.

”En smuk mand. Han sidder bare der. Og så siger han de ord, jeg skrev til ham, langsomt, sætning efter sætning. Hans dybe, lidt hæse stemme, hans tunge åndedræt og modulering af ordene. De små knæk i ordene. Uforligneligt. Jeg elsker ham.”

Stilen er scenisk som et filmmanuskript. Og impulsiv. Den er også en gave til Rytteriet, der nærmest vil kunne tage passager og bruge i sin satire over Jørgen Leth.

Hans møde med Andy Warhol i New York under optagelserne til mesterværket 66 scener i Amerika er et af de uforglemmelige i karrieren. Warhol spiser en burger foran kameraet. Uden væske.

”Han er under tortur. Han er et offer. Han er en helgen, han er en Jesus.”

Det er netop dem, der rager højt, Jørgen Leth er interesseret i. Om Lars von Trier står der, at han er for exceptionel til et småligt Danmark, som aldrig accepterer det anderledes og exceptionelle. Hvorfor skulle biografversionen af Nymphomaniac absolut skæres ned til fire timer? spørger Jørgen Leth.

Bogen handler selvfølgelig også om Jørgen Leth selv. Allerede i bogens andet portræt undskylder han mod slutningen, at det kom til at handle mere om Jørgen Leth end maleren Per Kirkeby.

Jørgen Leths meget umiddelbare skrivestil har en bagside. Han giver os reportager med krigsmordere, ofre og kunstnere på Haiti. Og namedropper personer og begreber i tilfældig rækkefølge, som om læseren også kender til Haitis historie. Af og til får man oplysninger, der kan være uforståelige for den uindviede. For eksempel om antropologen Bronislaw Malinowski:

”Det, han opdagede i sit feltarbejde, gik stik imod freudianske idé om et universelt Ødipus-kompleks. Han viste, at såkaldte ’primitive folk’ var på fuldt højde med ’avancerede samfund’.”

Og så ikke mere om Freud. Man skal have en forhåndsviden.

På den måde er bogen egocentrisk. Det er godt for energien, det giver liv i sproget og scenerne. Vil man have noget uddybet, kan man google. Jørgen Leths ophøjede stil er helt tilgivelig.