Min søsters børn og guldgraverne

Det er filmisk arvesølv. Især Axel Strøbyes portræt af Onkel og den bedårende Pusle i de første ombæringer af Min søsters børn-serien fra 1966 og frem stjal danskernes hjerter. Siden har man forsøgt at genrejse serien, senest i 2013 hvor min søsters børn tog til Afrika anført af Peter Mygind som den nørdede Onkel og professor Erik Lund.

Inden da havde Peter Gantzler i starten af 00’erne givet sit bud på Onkel, og han blev glimrende assisteret af Lotte Andersen som Irene Flinth. Helt så gode som de originale film blev de aldrig, men Gantzler/Andersen-filmene er de bedste remakes til dato.

Min søsters børn og guldgraverne er desværre et historisk lavpunkt.

Denne gang tager min søsters børn til Canada, hvor et guldgravereventyr venter. Det viser sig, at Onkel (Rasmus Botoft) har en grandtante ved navn Anna (Lone Hertz) i Canada. Pusle og de andre rødder synes selv, de mangler penge til iPads, computere og mobiltelefoner og får lokket den legat-rige Onkel med til Canada, hvor de øjner en skattejagt.

Her får Jan (Magnus Nørgaard Larsen) og Michael (Carl Nygaard) den uvidende Onkel ud på dybt vand – denne gang for at finde en forsvunden guldmine.

Det vrangvillige, kærlighedshungrende fruentimmer Irene Flinth (Lærke Winther) kører stalker-stilen helt ud og forfølger Onkel til Canada. Hun mistolker hans poetiske udsagn om vildmarken som værende erotiske invitationer og bliver af omveje møffet ind i guldjagten.

De tidligere børneskuespillere var blevet for gamle, og filmselskabet har benyttet lejligheden til stort set at udskifte hele castet. Rasmus Botoft slipper bedst fra opgaven i rollen som Onkel. Han er mere fjollet end Mygind og har en Buster Keaton-agtig timing, der er charmerende og sjov for voksne.

Når det endelig lykkes filmen at være bare et mulehår morsom, som når Onkel skal forklare ungerne, hvordan man laver børn, eller når han dvæler ved sin tid som piccolo i Kort & Matrikelstyrelsen, er det udelukkende, fordi Rasmus Botoft er en begavet skuespiller.

Efter tyve år væk fra dansk film gør Lone Hertz sensationelt comeback, men man havde gerne undt hende en mindre tåkrummende rolle end den hvinende oversøde Grandtante. På skurkesiden leverer den ellers dygtige Zlatko Buric lutter bøvede oneliners i sin vel nok værste præstation til dato. Og børnene lades i stikken af en svag instruktion.

Man har ellers engageret triumviratet bag den kommercielle succes, Klassefesten: instruktøren Niels Nørløv og manuskriptforfatterne Claudia Boderke og Lars Meering – og på manussiden oven i købet suppleret med Jonathan Vanger, Erik Leca og producenten Michael Obel.

Men de mange kokke har fordærvet maden.

Seriens drama har i hvert fald måttet vige for en mere plat falden-på-halen-komik, og historien læner sig op ad karikerede karakterer.

Der er skruet godt op for lummerknappen. Hvor fru Flinth før var kronisk frigid, men modvilligt draget af Onkel, er hun anno 2015 en fuldblods-cougar, der dufter Onkels aftershave på tværs af en solid ligusterhæk, lokker ham til tægetjek mellem sine ben og mimer orgasmer, når hun popper proppen på en flaske nitroglycerin.

Det kan man vist kalde et uskyldstab.

Vi møder lutter canadiere, der sjovt nok kun har svært ved at udtale æ, ø og å på dansk, og putter w ind i alle ord, så guld bliver ”guwl” og bål til ”bowl”.

Det virker, som om der er sparet gevaldigt på pengene denne gang. Lydsiden er helt på vildspor. Store dele af filmen synes at være efterindtalt og følger på pinlig vis tegnefilmens overgearede lydlogik. Og hvor der i Min søsters børn i Afrika var en vellykket biljagt, har man i Min søsters børn og guldgraverne valgt at sende Onkel & Co. ud på en dårligt animeret køretur i guldgravervogne, der emmer af Bonbon-Land.

Børn er mere end letpåvirkelige forbrugere. Men filmen er et produkt af den guldgriskhed, som den gerne vil fortælle er fordærvende. Det understreges af en scene, hvor filmbørnene ender med at sige ”fuck jer” til hinanden. Og pludselig er Min søsters børn på grænsen til at være uegnet for børn.