Biografanmeldelse
03. juni 2015
Min nye veninde
Romain Duris spiller den mystificerende enkemand, som viser en helt ny side af sig selv i François Ozons seneste film. Foto | Bertrand Calmeau

Min nye veninde

En kvinde opdager en overraskende hemmelighed om sin afdøde venindes mand i François Ozons godartede drama.

Af Lars Bukdahl

François Ozons Min nye veninde ligner frugten af et homoseksuelt fornuftsægteskab mellem to væsensforskellige auteurer, køligt sardoniske Claude Chabrol og melodramatisk campede Pedro Almodóvar.

En stor del af filmens spænding beror på usikkerheden om sammensætningen af gener fra de to – flest fra Claude eller flest fra Pedro? Og min forholdsvise skuffelse skyldes nok, at jeg igen og igen håbede på – og følte, at jeg blev lovet – at filmen ville tage en sort Chabrol’sk vending, og hver gang valgte den at te sig kulørt Almodóvar’sk i stedet.

Og selvfølgelig var jeg aldrig blevet lovet andet, men smagsdomme baserer sig også på forventninger, skuffede og opfyldte og overrumplede, uretfærdigt nok.

Filmens første minutter er suverænt subversivt løfterige: Vi hører kirkeklokker og ser en smuk, ung kvindes ansigt helt tæt på, hendes læber tegnes op med læbestift, hendes ører gennembores med øreringe, og så – chok! – lukkes hendes øjne, kameraet zoomer ud, og vi ser kvinden ligge, iklædt brudekjole, i en hvid kiste, hvis låg glider på plads.

Hvem vil ikke se den film?

Derefter går det næsten parodisk hurtigt: bisættelsen i en kirke, den afdødes veninde Claire taler, hun og Laura var bedste veninder, siden de var syv, klip til montage af fælles barndom: Laura er den nye pige i klassen, gyngeskub, løb i skov, Claire reder Lauras hår, og klip:

Vi farer videre til ungdom, hvor Claire hele tiden befinder sig i skyggen af og to skridt efter Laura, der bliver gift først og får barn først, før hun bliver syg og dødssyg og dør, og vi er tilbage ved begravelsen og nede i konventionelt realistisk tempo.

Claire er tyst knuget af sorg, men har en rar og omsorgsfuld, rig og køn ægtemand, Gilles. En dag jogger hun forbi Lauras hus, hører barnegråd, lister indenfor, ser en kvinde sidde med ryggen til og give babyen flaske, hun vender sig og – chok nummer to! – det er Lauras mand, David, i paryk og kvindetøj.

Claire bliver også chokeret over Davids forvandling – til på samme tid almindelig transvestit og Lauras dobbeltgænger på Hitchcock’sk manér, som var det Vertigo eller Psycho. Men hun bliver tillige fascineret og nysgerrig – og oplivet.

Snart er Virginia, som Claire døber Davids kvindeidentitet, blevet Claires hemmelige, nye veninde, som hun hjælper med at gøre sin entré ude i virkeligheden. De tager på en triumferende shoppingtur og på et mere forbumlet sommerhusophold inklusive natklubbesøg.

Med tiden bliver David/Virginia og Claire mere og mere identitets- og kønsforvirrede i forhold til sig selv og i forhold til hinanden. Da jeg for sidste gang troede, at filmen ville udvikle sig thrillerdiabolsk, gik den i stedet i total soap-agtig melodrama-mode.

Der er både æstetisk og humørmæssigt en fin balance i filmen mellem Claires dirrende perfekte mellemlagshverdag og hendes overgivne og rådvilde razziaer ind i ingenmandsland med David/Virginia. Chabrol versus Almodóvar.

Anaïs Demoustier overbeviser med sit diskret intense nærvær som en pæn pige med eksploderende eventyrlyst. Mens Romain Duris’ præstation, måske lidt uretfærdigt, kommer til at virke forceret som en dygtig skuespiller, der dygtigt spiller en mand, der dygtigt spiller en kvinde. Han forvirrer aldrig tilskuerens blik, hvilket faktisk lykkes for den autentiske, tror man på, drag-sangerinde i natklubscenen.

Min nye veninde er en film, der kedede mig på en meget spændende måde – den ene bombe efter den anden tikker insisterende og afslører sig hver gang som en godartet diskokugle.

Titel:
Min nye veninde

Original titel:
Une nouvelle amie

Land:
Frankrig

År:
2014

Instruktør:
François Ozon

Manuskript:
François Ozon

Medvirkende:
Anaïs Demoustier, Romain Duris

Spilletid:
105 min.

Aldersgrænse:
Tilladt for børn over 15 år

Premiere:
4. juni 2015

Relevante artikler

Biografanmeldelse
08. juli 2014
Ung og smuk

Ung og smuk

Biografanmeldelse
13. maj 2014
Selv i de bedste hjem

Selv i de bedste hjem

Fra samme skribent

Biografanmeldelse
26. nov. 2022
Vanskabte land

Vanskabte land

Biografanmeldelse
12. juli 2022
Et sekunds lykke

Et sekunds lykke

Biografanmeldelse
06. mar. 2022
Benedetta

Benedetta

Nyhed
11. dec. 2025
Jes Dorph og Jens Gaardboe angriber TV 2

Jes Dorph og Jens Gaardboe angriber TV 2

Nyhed
10. dec. 2025
TV 2 beklager, men står fast på fyring

TV 2 beklager, men står fast på fyring

Nyhed
09. dec. 2025
Apple Tree Productions lukker

Apple Tree Productions lukker

Miss Austen
Serieanmeldelse
11. dec. 2025

Miss Austen

Long Story Short
Serieanmeldelse
10. dec. 2025

Long Story Short

Mira
Biografanmeldelse
10. dec. 2025

Mira

Mand op
Biografanmeldelse
10. dec. 2025

Mand op

Mest læste

Jes Dorph og Jens Gaardboe angriber TV 2
Nyhed
11. dec. 2025

Jes Dorph og Jens Gaardboe angriber TV 2

Hans film var for grufuld for BBC
Nekrolog
08. dec. 2025

Hans film var for grufuld for BBC

Ekko
Magasin · oktober 2025

Ekko#99

På forsiden af det nye Ekko slår Sofie Gråbøl ud med en symbolsk knytnæve – 25 år efter Blinkende lygter. Hun har kun ros til overs for Anders Thomas Jensen, men ser med langt mindre begejstring på de krav, der blev stillet til unge kvindelige skuespillere i 1980’erne og 90’erne. ”Det var som en parasit, jeg havde. Uanset hvilken rolle jeg fik i de første mange år af karrieren, var der nøgenscener,” fortæller hun og beskriver en grænseoverskridende oplevelse fra Nattevagten