Biografanmeldelse
14. dec. 2015
Min mor
Margherita Buy spiller hovedrollen i Min mor, som filminstruktøren Margherita, hvis travle og stressende hverdag gør det svært for hende at håndtere, at hendes aldrende mor ligger alvorligt syg på hospitalet. Foto | Arnaldo Catinari

Min mor

Nanni Moretti har lavet en af sine allerbedste film, der handler om døden, men udfolder sig i flere tonearter og leder tankerne hen på Buñuel.

Af Morten Piil

Den italienske auteur Nanni Moretti forbindes ofte med underfundig humor og venstrevendt samfundssatire.

Men i sine vægtigste værker, Guldpalmevinderen Min søns værelse (2001) og Min mor (2015), har han døden som hovedmotiv. Ja, selv i den kapriciøse Kære dagbog (1993) trænger døden sig på, når Moretti opsøger det sted, hvor instruktøren Pier Paolo Pasolini blev myrdet og i øvrigt gør sidste tredjedel af filmen til en historie om sin egen kræftsygdom.

Min mor kan opfattes som companion piece til Min søns værelse. Begge handler om, hvordan den velpolstrede middelklasse tackler eksistensens endelige udfordring.

I Min søns værelse spiller Nanni Moretti selv hovedrollen som psykiateren, der må opgive sin praksis, da hans halvvoksne søn omkommer. Og Min mor har igen en hovedperson, der i dødens umiddelbare nærvær oplever en livskrise.

Her er det en midaldrende kvinde, filminstruktøren Margherita, hvis mor ligger alvorligt syg på hospitalet, mens hun selv er travlt optaget af at optage en af den slags firkantet politiske film, hun er bedst kendt for.

Margherita er på overfladen en selvsikker kvinde og noget ugenerøs og overkritisk i sine personlige relationer. En del af den ellers ganske ordrige films attraktion ligger i at følge hendes minespil, som det registreres af den fremragende Margherita Buy, der har et af disse pivåbne ansigter, som kameraet elsker.

Der ligger en stor indre rådvildhed gemt i de smukke grå-blå øjne, selv i øjeblikke, hvor hun blot agerer som filminstruktør og under optagelserne tager stilling til de myriader af trivielle spørgsmål, der hagler ned over hende (filmens syn på instruktørens arbejde er decideret afglamouriserende).

For hvad betyder egentlig alle hendes films fiktive, politiske paroler i sammenligning med den kendsgerning, at moren er ved at dø?

Hun rammes af en ydmygende følelse af uformåenhed, mens hendes bror (spillet af Moretti selv) foregår hende med et skyldgivende godt eksempel med sin mere helhjertede patientomsorg.

Mangen en nordisk instruktør ville tvære masochistisk i dette set-up, men Moretti har sin egen tørt lakoniske stil. Bemærk, hvor abrupt han ofte slutter sine scener. Vi skal ikke masseres følelsesmæssigt (heller ikke af dramatisk underlægningsmusik), men påvirkes akkumulativt af den måde, de ofte ret korte scener føjer sig ind i hinanden som et nuanceret puslespil.

Følelserne er store, men billedstilen nøgternt registrerende, lidt som hos den spanske Luis Buñuel.

Min mor udfolder sig alligevel i flere tonearter end Min søns værelse, og det skyldes ikke kun, at filmen har en morsom bifigur i John Turturros overdådigt barnlige og selvcentrede Hollywood-skuespiller.

Moretti blander denne gang fantasi-, drømme- og erindringsafsnit med de ordinært fortællende scener på en måde, så man aldrig kan være helt sikker på, hvad der ”reelt” sker i historiens sammenhæng (atter som Buñuel).

Det giver en pirrende ambivalens i flere scener, for eksempel når Margherita vågner og opdager, at hele hendes lejlighed er oversvømmet.

Mareridt eller virkelighed?

Det sidste, viser det sig, men scenen bliver ikke mindre drømmeagtig (og symbolsk) af den grund. Og hendes hjælpeløshed over for moren får knivskarp kant i en kort (fantasi)scene, hvor hun hårdhændet smider moren væk fra rattet i dennes egen bil – hun har ikke længere kørekort. Og i fortvivlet raseri selv kører bilen ind i en mur.

Moren spilles selvudslettende af den uanseelige Giulia Lazzarini. Igen en klog taktik, for pointen mod slutningen er, at hun var en større personlighed, end datteren (og vi) anede – med livgivende kontakter uden for familiekredsen. For nok handler Min mor om døden som udfordring, men ikke som forbandelse.

Som i Min søns værelse går der livstråde videre til de overlevende. Døden får ikke det sidste ord.

Titel:
Min mor

Original titel:
Mia madre

Land:
Italien, Frankrig

År:
2015

Instruktør:
Nanni Moretti

Manuskript:
Nanni Moretti, Francesco Piccolo, Valia Santella

Medvirkende:
Margherita Buy, John Turturro, Giulia Lazzarini, Nanni Moretti, Beatrice Mancini

Spilletid:
106 min.

Aldersgrænse:
Tilladt for alle, men frarådes børn under 7 år

Premiere:
25. december 2015

Relevante artikler

Fra samme skribent

Biografanmeldelse
13. sep. 2017
Borg

Borg

Biografanmeldelse
15. juni 2017
Den bedste mand

Den bedste mand

Nyhed
11. dec. 2025
Jes Dorph og Jens Gaardboe angriber TV 2

Jes Dorph og Jens Gaardboe angriber TV 2

Nyhed
10. dec. 2025
TV 2 beklager, men står fast på fyring

TV 2 beklager, men står fast på fyring

Nyhed
09. dec. 2025
Apple Tree Productions lukker

Apple Tree Productions lukker

Miss Austen
Serieanmeldelse
11. dec. 2025

Miss Austen

Long Story Short
Serieanmeldelse
10. dec. 2025

Long Story Short

Mira
Biografanmeldelse
10. dec. 2025

Mira

Mand op
Biografanmeldelse
10. dec. 2025

Mand op

Mest læste

Jes Dorph og Jens Gaardboe angriber TV 2
Nyhed
11. dec. 2025

Jes Dorph og Jens Gaardboe angriber TV 2

Hans film var for grufuld for BBC
Nekrolog
08. dec. 2025

Hans film var for grufuld for BBC

Ekko
Magasin · oktober 2025

Ekko#99

På forsiden af det nye Ekko slår Sofie Gråbøl ud med en symbolsk knytnæve – 25 år efter Blinkende lygter. Hun har kun ros til overs for Anders Thomas Jensen, men ser med langt mindre begejstring på de krav, der blev stillet til unge kvindelige skuespillere i 1980’erne og 90’erne. ”Det var som en parasit, jeg havde. Uanset hvilken rolle jeg fik i de første mange år af karrieren, var der nøgenscener,” fortæller hun og beskriver en grænseoverskridende oplevelse fra Nattevagten