Min bror, mit hjem

21-årige Popal kalder præsteparret Merete og Jarle for mor og far.

Han flygtede fra Taliban, inden den islamiske bevægelse nåede at gøre ham til en selvmordsbomber. Og han fik asyl i Danmark som sekstenårig. Trods sit maskuline ydre er Popal yderst åbenhjertig og følsom.

For et år siden fandt han på mirakuløs vis sin lillebror Darmal i Tyskland efter ni års adskillelse. Deres liv bliver udfoldet i Min bror, mit hjem,der har verdenspremiere på dokumentarfestivalen Cph:Dox den 22. april.

Nu er de sammen igen i København, hvor de er blevet en naturlig del af Tangstad-familien. Merete og Jarle inviterer ofte på aftensmad og fungerer som en slags forældre for brødrene, der bor for sig selv.

Fødselsdag med lys i lagkagen, bøn til Jesus og afghansk musik og dans går hånd i hånd i præsteparrets stue. De to brødre nyder den danske sommer med fest og badeture i havet.

Alting ser lyst ud, indtil Darmal får afslag på sin første asylansøgning. Ligesom fiskene i Popals akvarium har brødrene intet sted at tage hen.

I en hjerteskærende scene med deres advokat Anne fortæller Popal om sin traumatiske fortid, hvor faren døde af en bilbombe og moren af sorg.

Fortiden viser sig også at være nøglen i Darmals asylsag. Brødrene må derfor se deres ubehagelige barndom i øjnene, før de kan realisere fremtidsdrømmene i Danmark.

Det ville være oplagt at følge Darmals asylsag, men i stedet for at fortælle om hans kamp mod det danske asylsystem fokuserer Kathrine Ravn Kruse på Popals magtesløse forsøg på at få sin lillebror tilbage.

Instruktøren har en kandidat i Film- og medievidenskab fra Københavns Universitet. Siden studerede hun dokumentarfilm på School of Visual Arts i New York i 2011 og vandt i 2014 en Robert med sin korte dokumentar Mig og min far – hvem fanden gider klappe?

Kruse kan noget særligt, når det kommer til at skildre helt nære relationer på film. På den måde lægger Min bror, mit hjemikke så meget op til debat med politikerne, men med os selv og hinanden.

Det er især ved spisebordet, på sengekanten og med offentlig transport, at filmen som fluen på væggen følger brødrene.

Med lange indstillinger og nærbilleder fanger Kruse de mindste ansigtstræk, der røber personernes indre kamp.

Filmen tegner et intimt billede af deres tilsyneladende normale hverdag, hvor store bekymringer gemmer sig lige under overfladen.

Kruse skifter mellem det jordnære – som når de to brødre går tur med hunden og ikke ved, hvad de skal stille op, når den skider på fortovet – og det poetiske med slowmotion-sekvenser i naturen, hvor Popal snakker om sin mor til drømmende underlægningsmusik.

Det er set før, men klichéen vejes op af autentiske øjeblikke, hvor de store drenge har svært ved at holde tårerne tilbage, mens de spiser æbleskriver hos ”mor” og ”far”.

Samtalerne ved middagsbordet en mørk vinteraften går lige i hjertet. Broren, ægteparret og advokaten må presse forsigtigt på for at forberede den opgivende Darmals asylsag.

Filmen sætter brødrene i et sympatisk lys, men det er en helt særlig situation, som de står i. Den handler om indvandrere, men siger lige så meget om dét at være brødre.

Hvis ikke de var så heldige at være en del af den gode familie, ville historien have været en anden. Hos Merete og Jarle får de kaffe, kage, gode råd og mulighed for at øve sig på dansk.

Ventetiden varer to år, og frygten for at skulle tilbage til Afghanistan vokser i Darmal.

Afmagten er til at føle på, når Popal i bokser løs med sin boksetræner, og han på lydsiden fortæller om sine mange bekymringer.

Filmen bygger op til den endelige afgørelse i retssalen, men kameraet holder sig til Popal, som må vente tålmodigt udenfor. Det en smule antiklimatisk, at vi ikke ser, hvad der sker derinde, men må nøjes med at høre om det bagefter.

Brødrenes forsøg på at nå hinanden går imidlertid lige i hjertet og viser, hvor vigtig menneskelig kontakt er for os alle.