Mile 22

Tiden er ved at løbe ud.

Overwatch-holdet har næsten tilbagelagt de 22 mil. Men skurken Axel har blokeret vejen i sin bil. Ingen udfordring for specialagenterne, der har en drone i luften udstyret med missiler. Fem sekunder efter er Axel fortid.

De blodige og grusomme krigsscener i Saving Private Ryan blegner i sammenligning med volden i Mile 22.

Men hvor scenerne i Spielbergs krigsepos er svære at glemme, fordi ligene, ødelæggelserne og fortvivlelsen trænger ind under huden, er volden i Mile 22 hurtigt glemt.

I Mile 22 er der ingen menneskelighed, ingen nærhed, ingen empati. Det gør volden meningsløs og fortvivlende ligegyldig.

Li Noor (Iko Uwais) arbejder for en efterretningstjeneste i Sydøstasien. Han ligger inde med fortrolige oplysninger om skjulestedet for en stor mængde radioaktivt Cæsium-139, der er blevet stjålet fra amerikanerne.

Den amerikanske elite-enhed Overwatch med James Silva (Mark Wahlberg) i spidsen har fået til opgave beskytte Noor. 22 mil – 35 kilometer – skal de transportere ham. Fra den amerikanske ambassade til en mark, hvor han vil blive evakueret med et fly.

De 35 kilometer viser sig naturligvis at være en stor udfordring at tilbagelægge for Overwatch, der bliver jaget vildt af Axels efterretningstjeneste.

James Silva er et mentalt ustabilt geni. Det gør ham til den perfekte dræbermaskine. Der er ingen udslag på pulsmåleren. Hverken når han henretter, eller når skudsalver tordner forbi hans hoved. Sociale begivenheder betyder intet for ham. I stedet for at ønske kollegaen Alice tillykke med fødselsdagen fejer Silva kagen af bordet: ”Der er ikke tid til kage.”

Hans hjerne registrerer ting hurtigt, og derfor er han hele tiden på tæerne. Han er hyperaktiv. For at dæmpe sig selv finder han ro i at svirpe sig selv med en elastik om håndleddet.

Det eneste, der kan holde trit med James Silva, er filmens klippetempo. Hvert eneste øjeblik udsættes ens øjne for et epileptisk bombardement af blod og lig. Blinker man et kort sekund med øjnene, overser man let tre drab.

I det mindste er det en befrielse at misse lidt af alle de meningsløst brutale henrettelser.

Overwatch-agenten Alice Kerr (Lauren Cohan) er den eneste karakter, der indgyder forhåbning om lidt medmenneskelighed i filmen. Hun er fraskilt og savner sin lille datter, der bor hos faren.

Under transporten må agenterne fra Overwatch søge tilflugt i et lejlighedskompleks efter et bagholdsangreb. Midt i alle eksplosionerne møder Alice en lille asiatisk pige. Men den moderlige kærlighed, Alice ellers til daglig må undertrykke, får ikke lov at trumfe kaossets meningsløshed. Pigens værelse plastres til med håndgranater.

Alice efterlader sågar den lille pige, der med et tomt blik står alene og stirrer på en af de onde agenter, som lige har fået en kugle skudt for panden.

Man kan undre sig over, hvorfor filmen indleder med et budskab om, at krigsførelse har ændret sig. Der refereres til Ruslands indblanden i det amerikanske præsident valg i 2016, en god vinkel, som instruktøren desværre taber på gulvet i virvaret af sadistiske henrettelser.

Filmens eneste højdepunkt er en komisk højhastighedsdialog mellem Silva og skurken Alex. Wahlberg serverer på fornemste vis svinere, om end kvaliteten af det verbale overfald ikke nærmer sig The Departed.

Ironisk nok er det ikke-dødbringende intermezzo filmens eneste vellykkede øjeblik.

Filmens store problem er de identitetsløse karakterer. Det er umuligt at relatere sig til dem som mennesker. De er koldblodige dræbere, der ikke har andet i tilværelsen end hemmelighedsstemplede missioner.

Man står tilbage med en masse spørgsmål. Hvorfor har de opgivet deres liv til fordel for Overwatch? Hvorfor reflekterer de ikke over deres handlinger, der uden tvivl må have store politiske konsekvenser? Har de kvaler med de valg, de har taget?

Hvis vi bliver fri for en toer, kan vi dog godt undvære svarene.