Midnight Sun

Der bliver talt meget om stjerner i Midnight Sun.Hvor mange lysår de er væk, hvor meget de funkler, og hvor stærkt de lyser.

Der er gode intentioner bag filmen. Men uanset de fine hensigter bliver filmen desværre aldrig en funklende stjerne på den mørke nattehimmel.

Midnight Sun, en amerikansk genindspilning af en japansk film, kommer i kølvandet på to andre romantiske film for unge, hvor sygdom spiller en central rolle: En flænge i himlen og Alt eller intet.

Men det store problem for Midnight Sun er, at man aldrig tror på den som dramatisk fortælling. Som tilskuer føler man sig på intet tidspunkt rigtigt involveret – selv om der i udgangspunktet er rigeligt at lade sig påvirke af.

Der er ikke særligt meget i Midnight Sun, der føles ægte.

Lad os starte med hovedpersonen, Katie (Bella Thorne). Hun lider af den enormt sjældne hudsygdom XP, som er en livstruende følsomhed over for sollys, der rammer én ud af en million mennesker.

Katies sygdom betyder, at hun må bruge dagstimerne indendørs hos sin overskudsagtige far (Rob Riggle). Hun er nærmest Disney-smuk. Akkurat som Askepot er hun gemt væk fra offentligheden – ikke af en ond stedmor, men en af livets uretfærdigheder.

Fra sit UV-beskyttede vindue ser hun livet passere forbi i den lille amerikanske forstad. Højdepunktet af Katies dag er, når Charlie – der spilles af Arnold Schwarzeneggers søn, Patrick – kører forbi på sit skateboard.

De to møder endelig hinanden på den lokale togstation, hvor hun tager hen om aftenen for at spille guitar. Charlies figur har man set i mange teenagefilm fra Hollywood.

Han er flot, atletisk og udstyret med et colgate-smil. Men han er også sød og sensitiv. Og det er vel på en måde befriende. Men han er paradoksalt nok ikke én, man har lyst til at lære at kende.

Unge Schwarzenegger gør det velsagtens overbevisende som Charlie, men akkurat som sin far har han ikke mange ansigtsudtryk bortset fra det pæne smil og stoiske ansigt.

Efter de to turtelduers møde bliver historien sukkersød. På en storby-date i Seattle får Charlie hende til at spille på en menneskefyldt promenade. Forsigtigt går hun i gang – det er alt for tydeligt, at skuespilleren hverken synger eller spiller – og hurtigt strømmer folk til.

Den scene er langt fra det øjeblik i Blue Valentine,hvor Ryan Gosling spiller på ukulele for sin date. Dét tror vi på.

Katie har endnu ikke fortalt Charlie om sin tilstand, da hun vil bedømmes ud fra sin sygdom, og derfor ses de kun om aftenen. Det store spørgsmål er derfor, om Katie skal lade sig rive med af romancen, selv om hun formentlig kun har begrænset tid tilbage i livet.

Men efter en hård periode beslutter hun sig for at involvere Charlie i sin sygdom. ”Det er vigtigt at have nogen ved sin side” og ”vi er ikke den slags par, der giver op”, som det klichéfuldt bliver sagt.

Det er her, filmen glider væk fra sit gode udgangspunkt. Instruktør Scott Speer har udtalt, at han håber, at filmen vil få publikum til at reflektere over livet. Men det gør man slet ikke.

Instruktøren, der mest er kendt fra musikvideo-verdenen, lader nemlig til at være langt bedre til at lave montager til popsange end scener, hvor der rent faktisk er noget følelsesmæssigt på spil. Han har skabt en verden, der føles lige så uvirkelig som noget, man kan se på Disney Channel.

Selv pigen, der lider af XP, er smuk og dejlig. En hurtig Google-søgning viser, at virkeligheden for XP-ramte er en ganske anden.