MGP Missionen

Man skal lede længe efter en anmelder, der hader politisk korrekthed og mangfoldighedspladder mere end undertegnede.

Vi skal alle sammen være her, men særbehandling er dybest set en underkendelse af ligeværdig konkurrence. Og det skal derfor også straks siges, at MGP Missionens første cirka syv minutter bliver set modvilligt og med himlende øjne: En tredjegenerationsindvandrerpige af tyrkisk oprindelse ved navn Sawsan (charmerende Malika Sia Graff) må ikke medvirke i det særlige Melodi Grand Prix for børn, beslutter hendes modvillige far (Ali Kazim).

I mellemtiden beder en lille dreng, der hedder Karl, til Gud ovre ved Hvidesande ved Vesterhavet. Fordi han er jyde, af fiskerslægt og bange for at flytte til storbyen. Den Radikale scene er sat: Det er hip som hap, hvor man kommer fra, så længe man er en bonderøv. Det er nemlig lige så ”fremmed” at være muslimsk perker som kristen jyderøv, når man i sidste ende befinder sig på udebanen Nørrebro. Man retter sig i sædet. Serjøøøst?

Men efter få minutter rammer magien med identifikation for alle pengene. Vi har jo alle sammen prøvet at blive bremset af idiotiske autoriteter. Vi har alle været unge. Vi har alle drømt. Og inden længe sidder selv halvgamle mænd helt ude på kanten af sædet, imens den veritable thriller bare smadrer derudaf: Får Karl og Sawsan lov at synge med i MGP? Når de frem? Bliver de opdaget? Bliver de kærester? Finder farmoren ud af det hele? Hvem er manden fra fiskerøgeriet? Og allervigtigst: Finder de et fedt beat?

Manuskriptet er intet mindre end en drøm af en ungdomshistorie, der stammer fra Gitte Løkkegaards bog, og som nok blandt andet er blevet så vellykket, fordi selveste Hans Hansen har været til at skrive manuskriptet sammen med Martin Miehe-Renard og netop Løkkegaard. Bag typografsønnens almindelige arbejdernavn finder man ingen ringere end ophavsmanden til den sagnomspundne ungdomsroman og -film fra 1978, Vil du se min smukke navle?

Med humor, charme og dybt eksistentielle pointer omkring, hvordan man finder sin plads og sit ståsted i livet i forhold til sin herkomst og sine dumme forældre, losser folkene bag filmen bolden i mål med lige så sikker fod, som Jess Bahmra gjorde det i instruktøren Martin Miehe-Renards erklærede forbillede, Bedre end Beckham (2002). Drivet i plottet er forbilledligt, obstruktionerne driver én til stampen i gulvet, og tårerne står i øjnene, da det utænkelige til sidst sker …

Rollerne spilles overbevisende af de medvirkende – især er hovedrollerne charmerende besat, så man bliver fan på stedet og hepper med hele vejen. Men selv mindre roller, som Sawsans dumme fætter (Mian Hussein), hendes farmor eller den lokale grønthandler, udfyldes udmærket. Minoritetsmiljøerne skildres skarpt med små virkemidler – et diskret kors på en væg, kulørte tørklæder om smukke ansigter, en eksotisk vifte over en reol – og så er der musikken, som står helt i centrum. Bag den står Klumben og Raske Penge, og mere street bliver det vist ikke. Man nynner i hvert fald med på hittet Missionen på vej ud af salen.

Noget af det, der især går rent ind hos tilskueren, er de mange fine ting, der rykker ved klicheerne – og gør hele historien spiselig. Som da Karl og hans mor oprigtigt er ved at brække sig over de dårlige pølser fra en indvandrerbiks. Da Sawsan stiller op i tyrkisk dragt med både bukser og kjole midt i DR. Eller da den joviale jyde Kurt kommer hjem og inde fra stuen kalder på sin kone – og hun så viser sig at være fra Thailand. Nuancerne tvinges frem af publikums fordomme.

MGP Missionen blev kendt allerede i maj sidste år, da Det Danske Filminstitut skabte pinlig ravage omkring projektet ved ikke at støtte filmen med den noget uhørte begrundelse: ”Dertil kommer, at film med et cast med anden etnisk baggrund ikke har vist sig at være specielt salgbare i provinsen. For os i København er det meget naturligt og selvfølgeligt at beskrive et multietnisk/kulturelt miljø, men i provinsen er det desværre en anden sag.”

Det tåbelige afslag skyldtes manglende tro på filmens kommercielle potentiale, men der er god grund til at tro, at MGP Missionen kommer til at gøre instituttets beslutning til skamme. Dens greb om problemstillingen er i hvert fald overlegent. Den handler i virkeligheden mest om en jyde, der vandrer ind på Nørrebro. Filmen overskrider politisk plat på alle planer, skærer ind til sagens kerne og leverer et kærligt, men også kritisk portræt af det, der ødelægger det hele for børnene: deres forældre, forældrenes angst og alle deres åndede normer. Vejen ud af det hele er musikken. Og det fine omkvæd: ”Tænk, hvis nu alle så med hjerterne …”

MGP Missionen II skulle allerede være på trapperne. Men den her film bliver altså svært at komme efter.