MeToo: Sexisme bag skærmen

I dokumentarserien MeToo: Sexisme bag skærmen, som er produceret af Impact TV og vises på Discovery+, fortæller en række kvinder om den sexisme, de oplevede som ansatte på TV 2 i 90’erne og op gennem 00’erne.

Oprindelig skulle TV 2 selv have stået for at realisere dokumentaren, men det blev bremset af TV 2’s ledelse.

Serien består af tre afsnit og er enkelt orkestreret med visualiseringer og arkivmateriale, som underbygger kvindernes beretninger. Der er ikke tale om den store filmiske bedrift eller om nyskabende opfindsomhed, men det behøves heller ikke.

Kvinderne og deres fortællinger er nok, og som beskuer bliver man engageret, oprørt og foruroliget. De medvirkende fremstår tydelige, rolige og velformulerede.

Men man fornemmer også, at det ikke har været nemt for dem at stå frem. Dokumentaren bliver nærmest et studie i krænkelser, dårlig ledelse, magtmisbrug og en giftig kultur, hvor mandlige chefer – de såkaldte blåskjorter – i årevis har ført sig frem som grove og liderlige alfahanner uden at tage hensyn til deres kvindelige kollegaer.

Anna Thygesen beskriver med hæs alvor i stemmen, hvordan hun som nyansat får at vide af en chef, at hun aldrig bliver til noget fordi hun er ”for gammel og for rapkæftet”, men vigtigst af alt: ”Fordi han ikke vil kneppe hende.”

Og Janni Pedersen bliver lovet en fastansættelse af en blåskjorte, hvis hun altså går i seng med ham.

Kvinderne bliver målt og vejet alt efter, hvor seksuelt opstemmende mændene finder dem. Det hørte med til hverdagen for kvinderne at blive kaldt ”fuckable” af mændene, som uden skrupler seksualiserede og kommenterede på deres kollegaers udseende.

Som Cecilie Beck kortfattet konstaterer: ”Jeg har hørt, hvad der bliver sagt om dem, som ikke er ’fuckable’. Deriblandt er der ting, jeg aldrig nogensinde vil gengive, fordi det er så grimt … og jeg er ikke sart.”

Men der er ikke kun tale om grænseoverskridende bemærkninger. Kvinderne fortæller også om krænkende, fysiske tilnærmelser og seksuelle forhold mellem chefer og praktikanter.

Therese Philipsen er kun 23 år gammel, da hun bliver ansat på TV 2 som praktikant. Hun får et seksuelt forhold til to af cheferne på stationen, som er meget ældre end hende.

Begge forhold er præget af en skævvreden magtbalance. Philipsen beskriver flere ubehagelige episoder, hvor hun er blevet både ydmyget og krænket.

Hendes beretning er rørende og vigtig. Den vidner om den internaliserede skam og skyldfølelse, som ofre i krænkelsesager ofte bærer rundt på. Hun fortæller, hvordan hun dengang vender vreden mod sig selv frem for mod krænkerne.

Og så er der Jes Dorph-Petersen, som er den eneste af de pågældende mænd, der ikke anonymiseret – angiveligt fordi han selv er gået ud i medierne og har givet sin version.

Therese Philipsen beskriver, at hun i 2001 efter en sen aften på arbejdspladsen bliver inviteret på øl hjemme hos Jes Dorph. Men de skal slet ikke drikke øl. Dorph har andre planer, og i lejligheden presser han hende ned på en briks og holder sin hånd for hendes mund, mens en kollega først ser på og senere forsvinder.

Af TV 2’s egen advokatundersøgelse fremgår det, at Jes Dorph-Petersen ”herefter tiltvang sig til sex med hende”.

Louise Degn beskriver, hvordan hun i 2003 som 23-årig med nød og næppe lykkes at slippe ud af pendlerlejligheden og væk fra Dorph og hans kollega. De havde kysset og gramset på hende uden samtykke i et forsøg på at få hende med på en trekant.

Da historien om Jes Dorph-Petersen bryder ud i pressen, oplever Louise Degn, at journalisterne ikke tager højde for hendes beretning, når de interviewer Dorph. For eksempel kalder de kollegaen, som også var til stede, ”et vidne”.

”Det var ikke et vidne. Der var to granvoksne mænd, som ikke bare opfordrede, men gjorde fysiske tilnærmelser til sex,” fortæller Louise Degn.

Niels Jerl, der var tillidsmand på TV 2 fra 1999 til 2006, bliver også interviewet. Han kan godt forstå de unge kvinders afmagt. ”De allerfleste chefer var mænd, der var ti-femten år ældre, og tillidscheferne var 15-25 år ældre. Jeg ville ikke vide, hvem jeg skulle gå til, og jeg ville formodentlig være bange for at blive udskammet.”

Netop aftabuisering af overgreb og krænkelser er vigtig. Det er nemlig primært frygten for at miste sit job og følelsen af ikke at blive lyttet til, som har forhindret mange af kvinderne i at tale om hændelserne før nu.

Janni Pedersen udtrykker det så præcist, når hun siger, at hun egentlig ikke havde lyst til at stille op til interview, men at hun snakkede med sin datter på 23, som overbevidste hende – med ét slående argument: Det betyder noget for hendes generation, at den ældre generation siger fra over for sexisme.

Men kampen er ikke slut endnu. Anne Thygesen har netop afsløret, at det var den daværende nyhedschef Michael Dyrby, der stod bag den krænkende bemærkning.

Jes Dorph-Petersen benægter de fleste af anklagerne, mens Jens Gaardbo forholder sig underlig tavs. Jeg nægter at tro, at disse mænd har taget deres del af ansvaret.

Jes Dorphs hukommelsestab burde forurolige os alle. Manden kan ikke huske, at han har krænket kvinder. Og er Michael Dyrby overhovedet i stand til at varetage et job som chefredaktør på B.T., når hans kvindesyn er så afstumpet?

Dorph, Dyrby og alle de andre såkaldte blåskjorter har ydmyget, krænket og overskredet unge kvinders grænser på TV 2 med stor selvfølgelighed – som var det deres ret.

Nu siger kvinderne fra og udstiller dem i en fremragende dokumentar, som man kan ærgre sig over er forbeholdt Discovery+. Den bør vises på TV 2 i bedste sendetid!