Biografanmeldelse
21. aug. 2013
Meteora
Animation og dokumentar væves elegant sammen i en særpræget film, der i sine bedste dimensioner når åndelige højder. Foto | Spiros Stathoulopoulos

Meteora

Religiøst drama om lyst, begær og kærlighed bliver forløst i Tarkovskijs symbolladede ånd og i ikonisk, græsk-ortodoks animation.

Af Samina Jakobsen

Af Samina Jakobsen

Den græsk-colombianske instruktør med det ikke helt ædruelige navn Spiros Stathoulopoulos er en alsidig herre.

Hans debutfilm fra 2008, PVC-1, er et højspændt drama baseret på virkelige hændelser om en colombiansk kvinde, der ikke kan betale en løsesum til en terrorgruppe og derfor får spændt en bombe om halsen. Optaget i ét langt take!

Efterfølgeren går i den helt modsatte retning: I et lavt tempo og i en blanding af animation og realbilleder skildrer den klosterlivets askese i Meteora-bjergområdet i Grækenland. Og særligt følger vi lysten, begæret og forsøget på at holde begge ting nede hos Urania (Tamila Koulieva-Karantinaki) og Theodoros (Theo Alexander).

Urania er en russisk-ortodoks nonne. Theodoros er en græsk-ortodoks munk. De bor i hver sit kloster, på hver sin bjergtop. Mellem de to bjerge står et lille træ ensomt på en bakketop.

Hendes navn betyder ”guddommelig”, hans navn betyder ”gaven fra gud”. Deres hengivne tro sættes på en prøve, da de forelsker sig, og de må nu gøre op med sig selv, om kærligheden til gud er større end til mennesket, eller om det overhovedet er muligt at forene de to?

35-årige Stathoulopoulos bruger eksemplarisk det golde thessalienske landskab – med oliventræer, tågede bjergtoppe og klippeformationer i et karakteristisk gyldent skær – til at fortælle sin mytiske historie.

Meteora betyder ”oppe i luften” og er autentisk klostersamfund, der meget passende ligger allerøverst oppe på stejle klippeformationer. Den dag i dag bruger man stadig et primitivt hejsesystem med kurve for at komme op og ned fra bjergene.

Hejsesystemet bliver elegant brugt i filmen. En scene med Urania, der hejses op i et net, slår over i ikoniske animationer, hvor rebet – markeret som en simpel sort streg – er en af de eneste bevægelser i det jordfarvede, smukt illustrerede landskab.

Animationen tager udgangspunkt i en tusind år gammel ikonografisk stiltradition, hvor formålet ikke er at illustrere en konkret virkelighed, men at spejle en himmelsk virkelighed gennem todimensionel symbolik.

Men samtidig med denne kunstfærdige metode indsætter Stathoulopoulos nærmest dokumentariske elementer – som slagtningen af en ged filmet med håndholdt kamera. De rystede optagelser af gedeflokken, der gennes ned fra bjerget for at blive malket, står i skærende kontrast til det ellers rolige billede, der bliver skabt af hverdagen i byen.

Genre-mikset fungerer overraskende godt. Dagliglivets gang med de messende stemmer i klosteret har en rolig, nærmest hypnotiserende effekt. Animationen ophøjer historien til en universel fortælling om kærlighed og opofrelse. Og det dokumentariske bringer os tilbage til virkeligheden og får os til at tænke på de menneskelige konsekvenser af livet i askese.

På Sankt Jacobs dag forbereder Theodoros et måltid til sin elskede Urania, og de mødes under et træ for at spise. Dialogen i filmen er ekstremt sparsom, og det blot øger betydningen, når der endelig bliver sagt noget. Generelt er filmen overvældende symbolladet og bringer tankerne hen på Lars von Triers tv-film Medea eller Triers forbillede Tarkovskij i måden, naturen får en overnaturlig betydning og et nærmest mytisk skær.

Træet, vinden, tågen og flammen er alle ladet med betydning, selv lyset, som bliver et kommunikationsmiddel for de to elskende via spejle.

Meteora starter og slutter i ikonostasen, som er den billedvæg, der deler gejstligheden og menigheden i den ortodokse kirke. Og filmen afsøger netop på smuk vis valget mellem det menneskelige og guddommelige. Det er næppe en film for det brede publikum, men hvis man giver sig hen til det særprægede univers, gemmer der sig en oplevelse af nærmest åndelige dimensioner.

Trailer: Meteora


Land:
Grækenland / Tyskland

År:
2012

Instruktør:
Spiros Stathoulopoulos

Manuskript:
Asimakis Alfa Pagidas, Spiros Stathoulopoulos

Medvirkende:
Theo Alexander, Tamila Koulieva

Spilletid:
82 minutter

Aldersgrænse:
Tilladt for børn over 15 år

Premiere:
22. august 2013

Fra samme skribent

Biografanmeldelse
19. mar. 2019
Ramen Shop

Ramen Shop

Biografanmeldelse
07. jan. 2019
Før frosten

Før frosten

Serieanmeldelse
19. okt. 2018
Making a Murderer – sæson 2

Making a Murderer – sæson 2

Nyhed
11. dec. 2025
Jes Dorph og Jens Gaardboe angriber TV 2

Jes Dorph og Jens Gaardboe angriber TV 2

Nyhed
10. dec. 2025
TV 2 beklager, men står fast på fyring

TV 2 beklager, men står fast på fyring

Nyhed
09. dec. 2025
Apple Tree Productions lukker

Apple Tree Productions lukker

Miss Austen
Serieanmeldelse
11. dec. 2025

Miss Austen

Long Story Short
Serieanmeldelse
10. dec. 2025

Long Story Short

Mira
Biografanmeldelse
10. dec. 2025

Mira

Mand op
Biografanmeldelse
10. dec. 2025

Mand op

Mest læste

Jes Dorph og Jens Gaardboe angriber TV 2
Nyhed
11. dec. 2025

Jes Dorph og Jens Gaardboe angriber TV 2

Hans film var for grufuld for BBC
Nekrolog
08. dec. 2025

Hans film var for grufuld for BBC

Ekko
Magasin · oktober 2025

Ekko#99

På forsiden af det nye Ekko slår Sofie Gråbøl ud med en symbolsk knytnæve – 25 år efter Blinkende lygter. Hun har kun ros til overs for Anders Thomas Jensen, men ser med langt mindre begejstring på de krav, der blev stillet til unge kvindelige skuespillere i 1980’erne og 90’erne. ”Det var som en parasit, jeg havde. Uanset hvilken rolle jeg fik i de første mange år af karrieren, var der nøgenscener,” fortæller hun og beskriver en grænseoverskridende oplevelse fra Nattevagten