Mandskoret

”Får vi et billede med Ozzy?” spørger et af kormedlemmerne spøgefuldt, og et latterbrøl går gennem forsamlingen af midaldrende mænd. 

De er ved at øve til deres livs optræden, når koret skal agere opvarmningsband for heavy metal-bandet Black Sabbath, som med Ozzy Osbourne i spidsen giver koncert i Norge. 

Petter Sommer og Jo Vemund Svendsens dokumentar The Men’s Room følger det norske mandekor på nær hold i perioden op til koncerten, og det er et varmt og livsbekræftende bekendtskab. 

For det er ikke de tekniske sangpræstationer, som er i højsædet hos mændene. Koret er blot midlet til det sociale fællesskab, som er den egentlige drivkraft bag gruppen. 

Vi får et indblik i det sociale frirum, som mændene skaber gennem sang og sjov. Her er fyldt med humor og glæde, og man behøver ikke nødvendigvis sætte ord på de dybe følelser. Som en kone bemærker, så er manden altid mere glad, når han kommer hjem fra kortimerne. 

Gennem mændenes energi og glæde viser filmen, hvad det kan give et menneske at være en del af noget større. 

Som tilskuer nyder man at være i selskab med mændene, og man får hurtigt en fornemmelse af deres bånd og kammeratskab. Sangteksterne er humoristiske og kække, og selv om det kan være lidt trættende, at filmens første del byder på en korsang eller tre for meget, er det til at se gennem fingre med, når mændene leverer sangene med sådan en menneskelighed. 

Men det er også mænd, som er nået en alder, hvor sygdom kommer snigende og fylder mere i livet. 

De har ti år tidligere lovet hinanden, at de vil synge til hinandens begravelse. Det har været med et glimt i øjet, men ordene får pludselig en ny betydning, da korlederen Ivar, som ved første øjenkast virker frisk og rask, fortæller til kameraet, at han er diagnosticeret med kræft og formentlig kun har en måned tilbage at leve i. 

Nogenlunde den samme tidshorisont, som korets Black Sabbath-optræden. Her får filmen en alvor, som ikke kan undgå at give tilskueren en klump i halsen. 

Ivar er filmens absolutte hovedperson. Han er et samlingspunkt i koret, som han har ledet i ti år, og det vil være et stort tab den dag, han er væk. På den måde fungerer filmen også som et afskedsbrev til korlederen, hvilket er rørende. 

Og vi kommer helt tæt på de store følelser i ham, familien og kormedlemmerne den sidste tid. Særligt en koncert sent i filmen, hvor Ivar kæmper for at holde sammen på sig selv, holde pusten og dirigere koret, mens konen kigger bekymret på sin mand, går lige i hjertet. 

Det er stærkt indfanget og hårdt at se sygdommen gribe fat i ham. 

Filmens store øjeblik er dog, da Ivar på en af sine sidste dage får besøg af koret, der har betydet så meget for ham. De står i en bue omkring ham, og fra sygesengen dirigerer han dem en sidste gang. 

Det er så enkelt, smukt og sørgeligt.