Memory: The Origins of Alien

”Nogle historier sætter sig fast i vores kollektive bevidsthed.”

Sådan starter Alexandre O. Philippe sit omfattende, indsigtsfulde og gennemført underholdende portræt af Ridley Scotts dystopiske gysermesterværk Alien.

Eller rettere, det burde han have gjort.

Den allerførste scene er faktisk en bizart irrelevant lille gang gys, hvor et par ældre damer – iført kadaverhvid makeup, sylespidse tænder og sorte kontaktlinser – hvæser ad kameraet som oldgræske furier. Det er en lille opvisning af, hvor gemen Scotts banebrydende æstetik er blevet i gyserbranchen, men guderne må vide, hvad den laver her.

Da prologen er overstået, tager Philippe et langt mere konventionelt hovedspring ned i et af Hollywoods mest gruopvækkende febermareridt.

Her er nye og gamle interviews med filmens kreative hovedkræfter og optagelser fra indspilningen samt indklip med manuskriptsider, storyboards og koncepttegninger. Mange af historierne er dog velkendte for inkarnerede fans af seriens pirrende blanding af makaber gru, maskinel dystopi og dunkel erotik.

Første interviewperson er forfatteren Dan O’Bannon.

Han havde skrevet sci-fi-komedien Dark Star for John Carpenter og hjulpet Alejandro Jodorowsky med hans skæbnesvangre vanvidsfilmatisering af Dune (dokumentaren Jodorowsky’s Dune bør enhver sci-fi-fan unde sig selv at se) og havde besluttet sig for en ondsindet rumgyser som sit næste projekt.

O’Bannon var vokset op på en diæt af grumme sci-fi-film og gysertegneserier og led af en tarmsygdom, der åd ham op indefra. Om natten havde han febermareridt om hvepse, der lægger æg i andre insekter, og det lagde kimen til et af filmhistoriens ondeste body horror-chok.

Scenen er uafrystelig for enhver, der har set Alien. Ved middagsbordet krænger det nådesløse rummonster sig pludselig ud af brystkassen på et af ekspeditionens holdmedlemmer. ”En kaskade af ildrødt blod,” som der stod i tegneserieversionen.

Alexandre O. Philippe giver også plads til mange af de andre kreative hoveder, der stod fadder til rummareridtet.

Som den berømmede billedkunstner H.R. Giger, hvis smukke, grufulde malerier tidligt udstak retningen for filmprojektet. Og Ridley Scott, der brugte sin baggrund som musikvideoinstruktør til at iscenesætte en virkelighedsnær fremtidsvision med solide rødder i 70’ernes film om arbejderklassen.

Begge optræder via arkivmateriale – Giger er død, Scott har travlt – men man savner virkelig at høre fra Sigourney Weaver, der var seriens frontkvinde gennem fire film.

Philippe er dog ikke interesseret i Alien som serie. Hans fokus er alene en udgravning af fundamentet for den første film, og undervejs giver han selv inkarnerede fans fornyet respekt for filmens sofistikerede blanding af ond skræk og sensuel forførelse.

Manuskriptet til Alien var nær blevet købt af den legendariske gysermogul Roger Corman, der ville have kogt en inspireret metervare på historien og gået lystigt videre til næste film. I stedet blev filmen et nærmest endeløst fascinerende værk, der vækker genklang i de dybeste kroge af menneskelig frygt og begær.

Der er en grund til, at psykologer og filosoffer fik øjnene op for Alien længe før, Ridley Scott selv kørte serien ud på et lommefilosofisk overdrev med Prometheus og Alien: Covenant.

Filmen spænder vidt, fra ursuppen af spæde idéer over produktion og frem til premieren, og den tilgang er på en gang prisværdigt grundig og let ordinær.

Alexandre O. Philippes metier har været at dykke dybt ned i nørdede emner. I The People vs. George Lucas fulgte han vrede Star Wars-fans, der var utilfreds med instruktørens evindelige pillerier ved sine egne film. I 78/52 satte han en hel film af til med fanatisk besættelse at diskutere brusebadsscenen i Psycho.

Denne gang føles stilen mere som ekstramateriale end en selvstændig historie. Det er let overfladisk, men medrivende fortalt.