Biografanmeldelse
20. sep. 2024
Memories of a Burning Body

De ægte erindringer samles i en slags magisk realisme, der leger energisk med tid og rum i Antonella Sudasassis Memories of a Burning Body.

Foto | Manrique Cortes

Memories of a Burning Body

Tre spanske kvinders beretning om barndom, ungdom og overgangsalder i et konservativt samfund foldes betagende originalt ud på det store lærred.

Af Kim Sidsel Minuva

Kvindelighed er en abstrakt størrelse. 

Det tager sig forskelligt ud for hvert eneste menneske og kan være lige så omskifteligt og uhåndgribeligt som en kat, der smutter væk igennem den mindste sprække. 

Endnu sværere er det, når man vokser op i en tid, hvor tradition og konservative værdier hersker. For hvordan kan man opnå selvbestemmelse, når patriarkat og kristen skolegang dikterer, hvordan man skal leve sit liv? 

Det besvær og alle de nuancer udforsker Memories of a Burning Body, der vandt en publikumspris ved årets Berlinale. Det forstår man godt. 

Instruktør og manuskriptforfatter Antonella Sudasassi blander nemlig fiktion og dokumentar i et kammerspil, der udforsker flere kvinders livshistorier. 

Sudasassi har interviewet tre kvinder – Ana, Patricia og Mayela – som alle er omkring 70 år gamle. De fortæller om deres liv med fokus på, hvordan det har været for dem at vokse op som piger og kvinder i det konservative Spanien. 

I stedet for at ledsage fortællingerne med traditionelle gengivelser af deres liv spiller Sol Carballo en unavngivet sammensmeltning af kvinderne. Alle tre fortællinger kommer til udtryk igennem denne imaginære kvinde, som erindrer barndom, ungdom, overgangsalder og mere. 

Som om det ikke var nok, foregår alle historier og hvert livsstadie i samme hjem. Én enkelt lokation legemliggør alt fra hjemmets kerne – såsom soveværelset, hvor Carballos hovedperson onanerer – til et barndomsminde om et tivoli, hvor hun som ung pige (Juliana Filloy) får sit første kys i et pariserhjul. 

Man ved aldrig, hvilken scene, der kunne ligge lige rundt om hjørnet i det lille hjem. Det er et friskt og kreativt greb, der samler virkelige kvinders oplevelser i en form for magisk realisme. 

Filmoplevelsen er på en gang jordnært forankret i ægte erindringer og leger energisk med tid og rum. 

Som ung pige troede hun, at der var noget djævelsk ved de andre piger. De var begyndt at bløde fra skridtet. Så de må jo have gjort noget galt, slår hun fast, og hendes mor (Liliana Biamonte) kigger strengt på hende. 

Selv tror hovedpersonen, at hendes menstruation var blå, da dråberne landede i hendes blå underbukser. Hun troede, at hun skulle dø. 

På selvsamme badeværelse, hvor hun som barn desperat vaskede sine trusser, bliver hun som ældre mindet om et traume i brusebadet. Da hun var lille, låste et voksent kærestepar hende inde på toilettet, mens de havde sex foran hende. Så fik hun at vide, at hun skulle vaske mandens kønsdele. 

Nu hvor hun er ældre, bliver hun tydeligt påvirket. Hun skælver, får svært ved at trække vejret og messer de ord, som de voksne fortalte hende, da hun bad om hjælp: ”Du må have gjort noget for at anspore ham. Du er en slem pige.” 

Hun henter en hammer og river låsen af badeværelsesdøren. 

Sådanne scener er utroligt stærke og effektfulde og lige dele frigørende og nedslående. Ved at gøre tre kvinder til én og udforske deres fælles historie samtidig, berører Memories of a Burning Body emner, der har ændret sig over tid, men som også i høj grad stadigvæk er relevante at diskutere. 

Temaer som kvinders orgasme, ældre kvinders begær og kvinder, der onanerer, er tabubelagte emner, som film som Memories of a Burning Body kan hjælpe med at låse op for og starte diskussioner om. 

Der er ikke langt fra: ”Du er en slem pige” til diskussioner om, hvorvidt en voldtaget kvinde havde en kort nederdel eller nedringet top på. 

Det er mange og store emner at gabe over for en enkelt film, men i det sekund, man føler, at nu bliver den måske overmættet, slutter den. Det munder ud i et smukt afstemt, magisk drama, der med konstant kreativitet giver tilskueren noget at tygge på – sødt såvel som bittert.

Titel:
Memories of a Burning Body

Land:
Spanien, Costa Rica

År:
2024

Instruktør:
Antonella Sudasassi

Manuskript:
Antonella Sudasassi

Medvirkende:
Juliana Filloy Bogantes, Liliana Biamonte, Paulina Bernini Viquez

Spilletid:
90 minutter

Premiere:
26. september

Relevante artikler

Fra samme skribent

Biografanmeldelse
04. aug. 2025
Lesvia

Lesvia

Serieanmeldelse
20. maj 2025
Murderbot

Murderbot

Biografanmeldelse
08. dec. 2024
A Different Man

A Different Man

Serieanmeldelse
16. sep. 2024
The Penguin

The Penguin

Nekrolog
20. mar. 2026
Ikonisk actionhelt er død

Ikonisk actionhelt er død

Return to Silent Hill
Biografanmeldelse
02. apr. 2026

Return to Silent Hill

Doktor Glas
Biografanmeldelse
26. mar. 2026

Doktor Glas

Mest læste

Tim Burtons film
Top 10
10. mar. 2015

Top 10: Tim Burtons film