Biografanmeldelse
09. aug. 2018
The Meg
Jason Statham imod en kæmpehaj lyder underholdende, men The Meg er et sammensurium af dårlige beslutninger og et inkompetent manuskript. Foto | Warner Bros.

The Meg

Ingen sommer uden et hajdrama, men varmen må være steget skaberne af tandløs blockbuster til hovedet.

Af David Madsen

Anmeldere er et stilfærdigt folkefærd, men pressevisningen af The Meg udviklede sig til en hujen og buhen, man aldrig mindes at have oplevet før.

Ikke særligt professionelt, men til anmeldernes forsvar skal det siges, at filmen heller ikke er det. Den er ikke bare dårlig, men en katastrofe i liga med Battlefield Earth og Showgirls.

På papiret ligner The Meg ellers simpel og solid sommerunderholdning.

Dybhavsredderen Jonas (Jason Statham) sendes til en undersøisk forskningsbase i Stillehavet, hvor en forhistorisk, gigantisk haj – titlens megalodon – har bevæget sig op fra bunden af havet. Den er blevet sulten efter sejlere, turister og andre menneskelige godbidder.

Så der er dømt ”mand mod megalodon”. Det er ikke en kamp, men en massakre, som Jonas tungsindigt fortæller basens besætning.

Men i stedet for at komme i gang med kampen virker filmen af bizarre grunde mere interesseret af sin egen pseudovidenskab end af hajen.

Før vi overhovedet får vor glubske uven at se, skal vi først have forklaret, hvordan undervandsbasen fungerer. Og hvordan de mange forskellige ubåde fungerer. Og hvorfor forskerne tager til bunden af havet. Og hvordan hajen kan komme op. Og ja, sådan fortsætter filmen med at terpe løs.

Tempoet er gumpetungt. Før nogen kan hoppe i et undervandsbur, skal vi naturligvis også lige vide, hvilket materiale buret er lavet af, og hvilken gift der kan dræbe megalodonen.

Filmen tager gennemgående sig selv gravseriøst, og når den undtagelsesvis forsøger sig med humor, falder det konsekvent til jorden.

Diskussionen om, at det er racistisk at bemærke, at den afroamerikanske mand DJ ikke kan svømme, skal vist være morsom. Og milliardæren, der lægger penge til hele projektet, spørger ud af ingenting, hvorfor der ikke er wi-fi i undervandsbasen.

Mens den altid charmerende Jason Statham kommer nogenlunde rundt om sine akavede replikker, står det knap så godt til for filmens kinesiske skuespillere. For The Meg er endnu en co-produktion mellem amerikanerne og kineserne, men desværre snubler den asiatiske stjerne Li Bingbing gang på gang over sine sætninger.

Selv de få gode idéer, filmen er i nærheden af, ødelægger den.

Rainn Wilsons milliardær kunne være en kommentar til uforsvarlige venture-kapitalister som Elon Musk, der er mere interesseret i prestige end sine arbejderes forhold. Men nej, pludselig kaster han sig heltemodigt i vandet for at redde sine forskere.

Resultatet er en blockbuster, der føles som et skoleteaterstykke. Men også det er åbenbart gået hen over hovedet på filmskaberne, der struttende af selvtillid slutter filmen af med skiltet ”FIN”, som var det fransk arthouse.

Den eneste trøst er, at The Meg snart vil forsvinde ned i havets dyb og aldrig blive hørt fra igen.

Titel:
The Meg

Land:
Kina, USA

År:
2018

Instruktør:
John Turteltaub

Manuskript:
Dean Georgaris, Jon Hoeber, Erich Hoeber

Medvirkende:
Jason Statham, Li Bingbing, Rainn Wilson, Ruby Rose

Spilletid:
113 minutter

Aldersgrænse:
Tilladt for børn over 15 år

Premiere:
9. august

Fra samme skribent

Serieanmeldelse
07. aug. 2020
P-Valley

P-Valley

Serieanmeldelse
25. juli 2020
Cursed

Cursed

Serieanmeldelse
23. apr. 2020
The Midnight Gospel

The Midnight Gospel

Nyhed
11. dec. 2025
Jes Dorph og Jens Gaardboe angriber TV 2

Jes Dorph og Jens Gaardboe angriber TV 2

Nyhed
10. dec. 2025
TV 2 beklager, men står fast på fyring

TV 2 beklager, men står fast på fyring

Nyhed
09. dec. 2025
Apple Tree Productions lukker

Apple Tree Productions lukker

Miss Austen
Serieanmeldelse
11. dec. 2025

Miss Austen

Long Story Short
Serieanmeldelse
10. dec. 2025

Long Story Short

Mira
Biografanmeldelse
10. dec. 2025

Mira

Mand op
Biografanmeldelse
10. dec. 2025

Mand op

Mest læste

Jes Dorph og Jens Gaardboe angriber TV 2
Nyhed
11. dec. 2025

Jes Dorph og Jens Gaardboe angriber TV 2

Apple Tree Productions lukker
Nyhed
09. dec. 2025

Apple Tree Productions lukker

Hans film var for grufuld for BBC
Nekrolog
08. dec. 2025

Hans film var for grufuld for BBC

Ekko
Magasin · oktober 2025

Ekko#99

På forsiden af det nye Ekko slår Sofie Gråbøl ud med en symbolsk knytnæve – 25 år efter Blinkende lygter. Hun har kun ros til overs for Anders Thomas Jensen, men ser med langt mindre begejstring på de krav, der blev stillet til unge kvindelige skuespillere i 1980’erne og 90’erne. ”Det var som en parasit, jeg havde. Uanset hvilken rolle jeg fik i de første mange år af karrieren, var der nøgenscener,” fortæller hun og beskriver en grænseoverskridende oplevelse fra Nattevagten