Med koldt blod

Joe Berlinger er med god grund en af de vigtigste stemmer inden for true crime-genren.

Med dokumentarer som Brother’s Keeper og Paradise Lost: The Child Murders at Robin Hood Hills satte han i halvfemserne nye standarder for efterforskende, aktivistiske dokumentarer, der præsenterer anklagede, ofre og andre involverede i mordsager med samme seriøsitet.

Hans bedste film springer ikke til lette, underholdende konklusioner, men viser menneskene bag de ofte rigide retssystemer, ofrene og monstrene bag forbrydelserne.

Så meget desto mere er det passende, at hans nye true crime-miniserie dækker mordene på Clutter-familien i 1959. En begivenhed, som var grundlaget for Truman Capotes debatterede bog In Cold Blood (1966), der var startskuddet på true crime-genren og med til at starte amerikanernes glubske betagelse af landets mange seriemordere.

For Capote blev historien om de morbide mord på far, mor, dreng og pige en kold november-nat nemlig til en fascination af de to afdankede kriminelle, som udførte handlingen.

Måske netop derfor har Joe Berlinger valgt at lave en form for anti-true crime-miniserie, som flytter fokus væk fra de kriminelle og retssystemet og i stedet slår ned på de ofte oversete ofre.

Gennem arkivoptagelser og grundige interviews med de afdødes slægtninge, en gammel kæreste, familievenner og lokale efterforskere får vi fortalt, at familien Clutter var gode, retskafne medlemmer af metodistkirken.

Det er en pointe, der gang på gang bliver slået fast. Nærmest som om det er det eneste, Joe Berlinger og hans to samarbejdspartnere, Allison Berg og Kahane Cooperman, er kommet frem til.

En slægtning til familien udtaler, at hun håber, at hendes myrdede familie engang vil ses som andet end papfigurer. Men Berlingers film får dem desværre til at minde om reklamefigurer i en husholdningsreklame fra 1950’erne.

For i stedet for at fokusere på disse mennesker gennemgår dokumentaren slavisk mordet punkt for punkt op til og inkluderende mordernes endelige dødsdom. Med kommer også Capotes efterforskning og den efterfølgende filmatisering af hans bog.

Selv med en samlet spilletid på godt og vel tre timer har Med koldt blod ganske enkelt ikke nok tid til at give mere end et overfladisk indblik i familien Clutter.

Vi hører, at faren, Herbert, var et forbillede i familiens lokalsamfund i Holcolmb, Kansas. Moren Bonnie var en smuk, reserveret kvinde – slet ikke svagelig, som Capote ellers karakteriserer hende. Pigen Nancy var frejdig og drengeglad, og drengen Keyton var initiativrig.

Måske er der ikke meget mere ved den velansete kernefamilie, der er værd at fortælle. Men historien har vist, at der bag selv de mest uinteressante liv gemmer sig spændende, smukke og triste øjeblikke, og det er frustrerende, at der ikke er blevet gravet dybere efter dem.

Enkelte interviews viser, at Med koldt blod kunne have været mere end en tør gennemgang af begivenhederne, der giver lige så meget indblik som en gennemlæsning af Wikipedia-siden for Truman Capotes bog.

Det gælder især Diana, Nancys kusine, som læser op fra sine nedskrevne erindringer fra de skæbnesvangre dage efter mordene.

”De var bedre mennesker end mig, men alligevel er de døde, og jeg er i live,” læser hun med bævren i stemmen. Det er hjerteskærende og sætter fokus på det meningsløse mennesketab frem for den kulørte fortælling om to vrede unge mordere, som tog de forkerte valg i livet.

I dokumentarens rodede konklusion nævner Herbert og Bonnies barnebarn, at hun mest håber, at den sensationalistiske historie omkring mordene vil gå i glemmebogen. Hvis denne kedelige dokumentar bliver historiens eftermæle, vil hun uden tvivl få sit ønske opfyldt.