May December

Todd Haynes og Julianne Moore elsker at demaskere idyllen bag ligusterhækkene i de amerikanske forstæder.

I Safe pådrager en hjemmegående husmor sig en mystisk sygdom, som om hun bliver forgiftet af sin magelige, men konservative tilværelse.
I Far From Heaven dækker 50’ernes lykke over homofobi og racisme, hvilket Julianne Moores husmor får at føle, da hendes mand viser sig at være homoseksuel, og hun selv falder for familiens sorte gartner.

Problemerne simrer også under overfladen i May December, selv om Gracie og Joe har været sammen i 23 år, bor i et prangende hus og har to dygtige børn på vej til at forlade reden.

Hun er omkring de 60, mens han er midt i 30’erne. Deres forhold var en landsdækkende sladderhistorie i 90’erne, da hun blev sendt gravid i fængsel for at have haft sex med en mindreårig. Da hun blev løsladt, blev de gift og fik et barn mere.

Præmissen er nøje baseret på den virkelige historie om læreren Mary Kay Letourneau, der i 90’erne forførte sin tolvårige elev, som hun giftede sig med – for endelig at blive skilt efter mange års ægteskab.

Todd Haynes brød igennem som en del af slut-80’ernes New Queer Cinema-bølge. Han har altid været på tabubrydernes side, når de konfronterer samfundets kvælende konformitet.

Her lader han publikum drage deres egne konklusioner, men antyder uroen bag facaden med skrækvioliner og et dramatisk nærbillede, da Gracie åbner fryseren og rystet konstaterer: ”Jeg tror ikke, vi har nok hotdogs.”

Anledningen til grillfesten er skuespilleren Elizabeth Berry, der skal spille Gracie i en film og vil følge familien nogle dage som forberedelse. Elizabeth aflirer floskler om, at de skal føle sig set og hørt, men hendes fascination af sexskandalen repræsenterer også en ret slibrig voyeurisme.

”Hvad får en 36-årig kvinde til at indlede en affære med én, der går i syvende klasse?” spørger Gracies eksmand Tom og ryster på hovedet.

Efterhånden som Elizabeth taler med familie og naboer, Gracies forsvarsadvokat og fremmedgjorte børn fra hendes første ægteskab, opridses et ulige forhold, hvor selvfornægtelsen breder sig.

Julianne Moore er fattet og pertentlig grænsende til det neurotiske i rollen som den arbejdsomme Gracie. Hun reagerer med et skuldertræk over at modtage en pakke med hundelort, men bryder hulkende sammen i Joes arme, da en af hendes faste kunder aflyser en kagebestilling.

Joe agerer som familiefar, men virker mere som en forvokset dreng, når han sender flirtende sms’er i smug – Charles Melton er bedst kendt for sin teenagerrolle i serien Riverdale.

Elizabeth rusker op i deres ordnede, nøje forhandlede tilværelse. Gracie minder Joe om, at han forførte hende, mens Joe sætter de monarksommerfugle, han opdrætter som hobby, fri.

Efterhånden lyder parrets kærlighedserklæringer mere desperate end dybfølte. Er de virkelig lykkelige? Man kunne spørge det samme om Woody Allen, der sidste år kunne fejre sølvbryllup med sin ekskærestes adoptivdatter.

Todd Haynes folder historien ud med rige farver og orkestermusik, melodramatisk schwung og dryp af camp. Undervejs stiller May December skarpt på et endnu mere interessant spørgsmål: Hvad rager det os?

Elizabeths research til rollen går fra at være omhyggelig til suspekt. Filmen er inspireret af Bergmans Persona, mens hun overskrider grænser for at slå en sprække ind til Gracies selvforståelse.

Natalie Portman nærmer sig sin Oscar-vindende præstation som ballerina i opløsning i Black Swan, men hendes Elizabeth er kølig og kontrolleret. Vil hun forstå, hvorfor Gracie gjorde det, eller forestille sig, hvordan det føltes?

May December er en ubekvem fornøjelse. Det må blive en af årets bedste film.