Biografanmeldelse
28. aug. 2024
MaXXXine

Tabby (Halsey) og Maxine (Mia Roth) arbejder som pornoskuespillere, men Maxine beslutter sig for at skifte spor til mainstreamfilm. 

Foto | Justin M. Lubin

MaXXXine

Mia Goth fortsætter med at imponere som pornostjernen Maxine i tredje film, der er en kritisk kommentar til censurliderlig, amerikansk puritanisme.

Af Nicolas Barbano

Blandt tidens betydeligste horrorfilminstruktører hører Ti West, der har fået stor, positiv opmærksomhed med de 70’er-nostalgiske gysere The House of the Devil og The Innkeepers

Efter en lovende debut reduceres mange af horrorgenrens potentielle auteurs hurtigt til director for hire på upersonlige fortsættelser. Men trods et par bidrag til spinoff-serierne Scream og The Exorcist har Ti West hidtil undgået at ende som endnu en Hollywood hack

Senest imponerer han med sin såkaldte X-trilogi, som næppe slutter med opus tre. Det er et nostalgisk tilbageblik på pornoens barndom, badet i blodsprøjtende drab og centreret om en imponerende hovedrollepræstation af engelske Mia Gypsy Mello da Silva Goth, der meget fornuftigt blot kalder sig Mia Goth. 

Goth debuterede med et grænseoverskridende orgasmebrag som Charlotte Gainsbourgs femtenårige sexlærling P i Lars von Triers arthouse-pornografiske mesterværk Nymph()maniac. I X-trilogien spiller hun to roller: landboen Pearl og byboen Maxine Minx. 

I seriens første film X spreder Maxine ben som model i en pornooptagelse på en afsides bondegård anno 1979. Gården ejes af et aldrende ægtepar inklusive Pearl, som fascineres af Maxine. Således spiller Goth filmen igennem over for sig selv som henholdsvis forførende rendemaske og indtørret olding. 

Toeren Pearl er en prequel henlagt til Texas år 1918, hvor vi møder titelpersonen som ung, liderlig landbo med showbiz-ambitioner og en spirende psykose. 

Mia Goths præstation i filmen, især en manisk dialogscene med Emma Jenkins-Purro, blev belønnet med adskillige priser som bedste skuespiller og burde også have udløst en Oscar-nominering. Kun genren kan have spændt ben for sidstnævnte anerkendelse. 

Treeren MaXXXine, hvor de tre X’er henviser til pornokategorien XXX (synlig, ufingeret seksuel penetration), er seriens mindst opfindsomme, men stadigvæk en solidt lavet horrorfilm og en absolut nydelse. 

Handlingen foregår i Los Angeles år 1985, hvor Maxine Minx stadig er i live og forsøger at skifte spor fra porno til mainstream. 

I den virkelige verden lykkedes dette for pornostjernen Marilyn Chambers, som kendes fra hovedrollen i David Cronenbergs Rabid (1977) – lavet mellem hendes to XXX-mesterværker Behind the Green Door (1972) og Insatiable (1980), som vi begge ser klip fra i MaXXXine

Også Maxine synes at have heldet med sig, men glitterbyen plages af både en satankult og en seriemorder. Sidstnævnte går under navnet The Night Stalker, en henvisning til tv-filmen af samme navn, der blev til 70’er-tv-serien Kolchak: The Night Stalker, som igen var inspirationskilden til The X Files

Blandt filmens andre nævneværdige fan favors er brug af huset fra Psycho, altså selve den tomme kulissebygning i Universal Studios, og et ultrablodigt, karosseriknusende drab, der vil få enhver aldrende cineast til at mindes Goldfinger fra 1964. 

I en siderolle som ubehagelig privatdetektiv medvirker Kevin Bacon, men igen er det Mia Goth, der bærer filmen. Hun har ikke så meget at arbejde med som i de to første film, men imponerer især i åbningsscenen, hvor hun er til casting og skal vise en instruktør, at hun kan andet og mere end at sprede ben. Og det gør hun. 

Filmens finale samler plottråde op fra den første film og fungerer som kritisk kommentar til censurliderlig, amerikansk puritanisme. 

I den virkelige verden blev Marilyn Chambers efter Rabid enten tvunget tilbage i pornoen eller valgte det selv. Efter X-seriens opus III sidder man tilbage spændt på, om en fjerde film i serien vil brygge videre på Maxines skæbne i filmbyen. 

I en perfekt verden ville Lars von Trier lade sig inspirere af samarbejdet mellem Ti West og Mia Goth og hyre sidstnævnte til en Nymph()maniac II & III.

Titel:
MaXXXine

Land:
USA

År:
2024

Instruktør:
Ti West

Manuskript:
Ti West

Medvirkende:
Mia Goth, Kevin Bacon, Halsey, Emma Jenkins-Purro

Spilletid:
103 minutter

Premiere:
29. august

Fra samme skribent

Biografanmeldelse
16. dec. 2025
Avatar: Fire and Ash

Avatar: Fire and Ash

Nyhed
16. dec. 2025
Trump sagsøger BBC for dokumentar

Trump sagsøger BBC for dokumentar

Nyhed
15. dec. 2025
Disney indgår stor AI-aftale

Disney indgår stor AI-aftale

Nyhed
15. dec. 2025
Dansk film leverer flotte tal for 2025

Dansk film leverer flotte tal for 2025

Avatar: Fire and Ash
Biografanmeldelse
16. dec. 2025

Avatar: Fire and Ash

Skolens tabte børn
Serieanmeldelse
16. dec. 2025

Skolens tabte børn

King
Serieanmeldelse
16. dec. 2025

King

Den gode stemning
Serieanmeldelse
14. dec. 2025

Den gode stemning

Miss Austen
Serieanmeldelse
11. dec. 2025

Miss Austen

Mest læste

Solid biografi om Ove Sprogøe
Nyhed
10. dec. 2010

Solid biografi om Ove Sprogøe

Dansk film leverer flotte tal for 2025
Nyhed
15. dec. 2025

Dansk film leverer flotte tal for 2025

Ekko
Magasin · oktober 2025

Ekko#99

På forsiden af det nye Ekko slår Sofie Gråbøl ud med en symbolsk knytnæve – 25 år efter Blinkende lygter. Hun har kun ros til overs for Anders Thomas Jensen, men ser med langt mindre begejstring på de krav, der blev stillet til unge kvindelige skuespillere i 1980’erne og 90’erne. ”Det var som en parasit, jeg havde. Uanset hvilken rolle jeg fik i de første mange år af karrieren, var der nøgenscener,” fortæller hun og beskriver en grænseoverskridende oplevelse fra Nattevagten