The Mauritanian

I Danmark varer en anholdelse maksimalt et døgn, før man kommer i grundlovsforhør. Men i USA’s Guantanamo-lejr på Cuba kan der sagtens gå et årti.

Lejren blev etableret i forbindelse med præsident Bush’ såkaldte krig mod terror og var på grund af sin geografiske placering i en juridisk gråzone ideel til at huse udenlandske krigsfanger.

En af dem var vestafrikanske Mohamedou Ould Slahi, der var indespærret i fjorten år under mistanke for at have været med til at planlægge 9/11.

Den medfølgende forhørstortur bliver skildret i erindringsbogen Dagbogen fra Guantánamo.Og torturen bliver i The Mauritanian filmatiseret af skotske Kevin Macdonald med en sådan frygtløshed, at det er svært at forestille sig en amerikaner gøre det lige så sandfærdigt.

Allerede ved hovedpersonens ankomst til lejren sætter kvalmen ind.

Håndholdte billeder viser, hvordan fangen uden egentlig tiltale bliver transporteret til Cuba med bind for øjnene, høreværn og fodlænker. Fængselsvagterne skriger på et for ham fremmed sprog – engelsk – mens de behandler ham som den hund, de synes, han er.

Instruktøren vandt i 1999 en Oscar for dokumentaren One Day in September, og Macdonald forstår stadig at orkestrere fiktionen særdeles troværdigt, når han med grumsede og subjektive billeder i det gamle tv-format skaber intensitet.

Samtidig gør hovedrolleindehaver Tahar Rahim det uhyggeligt godt som fangen, der i løbet af filmen udsættes for lidt af hvert. I forsøget på at få tilståelser og andre navne bliver han udsat for alle tænkelige torturmetoder gennem de fjorten år.

Slahi bliver water-boardet, slået og voldtaget af amerikanerne. I begyndelsen af filmen er han glad for at være kommet til USA, hvor der efter sigende er et retfærdigt retssystem, men han opdager, at militæret er lige så ondt som i hans afrikanske hjemland Mauritania.

Det har været svært at lave film om reaktionen på 9/11. De har primært været som familiedramaet Ekstremt højt og utrolig tæt på, der er undfanget i følelsernes vold.

Netop følelser ansporer i The Mauritanian militæranklageren Stuart Couch (Benedict Cumberbatch), der har mistet en nær ven i terrorangrebet. Stuart Couch sværger højt og helligt til sin chef, at han vil sikre sig, at Slahi bliver kendt skyldig med dødsstraf til følge som et symbol på USA’s hævn over al-Qaeda.

Samtidig er to forsvarsadvokater i gang med at forberede et forsvar for manden, som de selv tror er skyldig. Han har nemlig tilstået alt under den grusomme tortur.

Jodie Foster leverer en udmærket præstation som den ene advokat, men retssalsdramaet kommer aldrig rigtig i gang. Den sideløbende fortælling om hovedpersonens forhalede retssag er desværre mindre interessant.

De scener fylder lovligt meget og strækker den over to timer lange film unødvendigt ud. Nogle gange bliver det endda klodset, som når kameraet pludselig bryder med sin rå stil for at give Benedict Cumberbatch plads til at vise sit skuespiltalent i en ikke videre saftig monolog.

Helt anderledes er det, når Tahar Rahim som Slahi midt i kaosset danner et venskab med en anden fange, han aldrig får at se. En dag er vennen der ikke mere, og Slahi finder ud af, at han har begået selvmord.

Han blev endnu en af Guantanamo-lejrens ofre, der døde i kynisk ubemærkethed. Filmen er en hårdtslående og bevægende, men frem for alt nødvendig påmindelse om, at ondskab findes i mange afskygninger.