Maskiner

På en tekstilfabrik i den indiske delstat Gujarat ruller transparent, farverigt stof i højt tempo ad en tromle, og en hærget arbejders ansigt bliver synligt bagved. Han kan knap holde øjnene åbne, for med gift i lungerne arbejder sådan en proletar tolv timer ad gangen.

Den hverdag vælger dokumentaren Maskiner at æstetisere, og den debuterende instruktør Rahul Jain har skabt en exceptionelt billedskøn film om velkendt uretfærdighed.

Stort set alle i Vesten bærer tøj fabrikeret under kummerlige forhold i Asien. Vi ved godt, vi er med til at fastholde kapitalismens bærme i elendighed gennem vores indkøb, men kun få gør noget ved det.

Maskiner trænger gennem apatien ved at præsentere den almenkendte fortælling så filmisk inciterende, at man som tilskuer både drages og forfærdes.

Lydsiden består af tekstilindustriens monotone rytmer. Det knitrer og knager konstant på fabrikken, mens maskinernes dumpe lyde dikterer menneskenes arbejdstempo.

Spraglet tøj, underbelyste rum og udslidte ansigter udgør den klaustrofobiske labyrint, kameraet smyger sig rundt i. Blå tønder fuld af kemikalier ligger smidt hulter til bulter. De gør ethvert rum mindre.

Rahul Jain er født i det endnu kasteopdelte Indien, og en harme ulmer konstant under de magnetiske billeder. Fotograf Rodrigo Trejo Villanueva kommer fra Mexico, og blandingen af indgående kendskab og udefrakommende nysgerrighed mødes i en forrygende kombination af fascination og indignation.

Filmen indledes uden ord. Vi ser indiske mænd og alt for unge knægte knokle, indtil de ligner zombier.

Maskiner stiliserer konsekvent den hårde hverdag, men efter et stykke tid får arbejderne lov at komme til orde, og vi får ikke mulighed for at glemme, at dette er virkelige menneskers arbejdsforhold.

En mand accepterer den groteske udnyttelse af arbejdskraft med henvisning til religion: ”Gud gav os hænder, så vi bliver nødt til at arbejde.”

En anden fortæller, hvordan han står op i 36 timer i et overfyldt tog for at komme til fabrikken. Her arbejder han så tolv timer om dagen i en periode, før han kan bringe lidt håndører tilbage til familien. Sisyfos har et væsentligt mere nænsomt arbejdsliv.

Systematisk rovdrift rammer altid hårdere, når den får et menneskeligt ansigt. Og det bliver især trist, da Maskiner når til børnearbejderne.

En knægt beretter, hvordan fabrikkens indgangsparti giver ham mavepine og en umiddelbar lyst til at løbe langt bort. Får man ikke selv ondt i maven her, så bare vent til kameraet lister sig hen til en endnu yngre knøs ved et samlebånd.

Iført et voksent menneskes gule handsker er han hele tiden på nippet til at falde i søvn. Men han må kæmpe for at holde sig vågen, for ellers risikerer han, at fingrene fanges af samlebåndets skånselsløse tandhjul.

Rahul Jain har nævnt den brasilianske fotograf Sebastião Salgado som en vigtig inspirationskilde, og det er bestemt til at få øje på slægtskabet. Salgado stiliserer ligeledes hærgede menneskers knokleri, hvilket Wim Wenders viste fornemt frem i dokumentaren The Salt of the Earth.

I Salgados fotografier fra guldminen Serra Pelada ligner menneskene myrer i en grandios tue. Arbejderne i Maskiner reduceres ligeledes til myrer af de ledere, som aldrig har mødt dem.

I et forsøg på at legitimere den eklatante udnyttelse har en af cheferne opbygget utallige fordomme om sine ansatte. Han mener simpelthen, at de bliver dovne af at få mere i løn. For hvis det konstant rumler i maven, så har man jo noget at kæmpe for.

Det er langt fra sandsynligt, at de 70 minutter, som Maskiner varer, vil ændre noget afgørende ved Vestens forhold til tøjindkøb og indiske arbejdere. Men dokumentaren tilbyder et æstetisk overrumplende indblik i en dagligdag, vi helst vil se bort fra.

Maskiner er på en gang smuk og trist.