Mary og troldkvindens blomst

Foruden sit utæmmelige, røde hår er Mary en ganske almindelig pige. I en stille landsby forsøger hun at få sommerens sidste uge til at gå, inden hun skal starte på en ny skole. Klodset og lidt for ihærdig skaber hun problemer overalt. Hun er lige ved at vælte bedstemorens glas på gulvet og kvaser gartnerens blomst, da hun forsøger at hjælpe til med havearbejdet. 

Men en dag finder Mary en magisk, blå blomst i skoven nær landsbyen. Den fortryller hendes kost, og snart flyver hun mod en trolddomsskole oppe i de højere himmellag. 

Animationen er umådeligt flot. 

Det giver et sug i maven, når Mary bevæger sig op mod mælketandshvide skyer på sin flyvende kost, og et festfyrværkeri af glimtende farver sprøjter ud fra kosten. I trolddomsskolens forhave vokser forstanderinden på majestætisk vis op ad et bølgebrusende springvand. 

Mary og troldkvindens blomst er baseret på Mary Stewarts børnebog The Little Broomstick fra 1971. Det er længe før Harry Potter tog sine første skridt på Hogwarts, men i denne post-Potter-tid har fortællingens kosteride-timer, fag i magikemi og kurser i forvandling trods animationens store detaljerigdom ikke helt samme magi. 

Hiromasa Yonebayashi har på mange måder stået i lære hos kongen af anime, Miyazaki – først som animator på Studio Ghibli og senere som instruktør på Arriettys hemmelige verden (med manuskript af mesteren) og den Oscar-nominerede Marnie – min hemmelige veninde. 

Mary og troldkvindens blomst er den første spillefilm produceret af det nye Studio Ponoc, der overtog mange Ghibli-folk, da det legendariske studie droslede ned for produktionen, og som nu forsøger at løfte arven fra et af animationsfilmens mest elskede studier. 

Det lykkes delvist. 

Helt i Miyazakis ånd dyrkes respekten for naturen. Vi ser mageløse tegninger af en grøn, frodig skov, hvis træer har snoede, mosdækkede stammer. Naturen er en urkraft, der ikke kan tæmmes, og fortællingens skurke begår hybris, når de volder dens væsener skade i videnskabens og egen vindings tegn. 

Det er en tematik, der ikke ligger langt fra vores egen virkelighed. Naturdyrkelsen bliver kun mere relevant, som kloden bliver varmere, og det er en tematik, der er med til at løfte filmen og give den bid – til trods for den på overfladen meget velkendte handling og struktur. 

Også menneskets brug af dyr til videnskabelig forskning får en løftet pegefinger med på vejen. Magtesløse aber, næsehorn og dådyr udnyttes til pinefulde forsøgseksperimenter. Dyremisfostre med blomster og vinger dukker op i hobetal, mens den gale professor forsøger at finde formlen på succes. 

Mary er en livlig hovedperson med hjertevarme, mod på livet og en smittende sødme, der får én til at smile af hendes evige ivrighed. ”Hun kaster sig altid hovedløst ud i ting,” siger hushjælpen fru Bang. 

Til fornøjelse for Ghibli-fans bringer Hiromasa Yonebayashi flere ingredienser fra Studio Ghibli med videre. Inspirationen fra Miyazaki skinner også igennem, når den hjælpsomme og godhjertede pige Mary drøner rundt på sin flyvende kost sammen med sin kat, akkurat som heksen fra Kiki – den lille heks. 

Den diminutive videnskabsmand er en sprudlende, komisk skurk, når han med sine korte ben og små briller har store planer. Over for ham er den skrappe forstanderinde, hvis spidse næse, trekantede, røde briller og lilla hår giver hende et stramt look. Sammen udgør de to en farverig skurkeduo. 

Desværre er de danske stemmer ikke helt deres karakterer værdige. De mangler glød og indlevelse – og virker en smule mekaniske. 

Selv om Mary og Troldkvindens blomst opdyrker nyt terræn, er man glad for endnu en anime-perle i den japanske samling.

Den sympatiske morale om, at al modgang kan overvindes med loyalitet og kærlighed, kan man nok tåle at høre igen. Og så har fortællingen en samfundskritisk brod, der rammer perfekt ned i en tid, hvor selv de mindste har brug for at lære om miljøet.