Maries historie

Filmen er stille som i klosterets gange. Og dog lydhør som et langt violinspil med den mest betagende signaturmelodi.

Fotografen Virginie Saint-Martin tager os tilbage til landlige omgivelser i Frankrig i slutningen af det 19. århundrede. De blå klæder, den brune bark og den nøgne hud står skarpt i billedet, når nonnerne henter den døvblindfødte pige ned fra træet, hun er flygtet op i. Hun er fjorten år og mere dyr end menneske, mener klostermutter og sender pigen tilbage til forældrene. For de tager sig kun af døve piger.

Men den tuberkuloseramte nonne Marguerite (Isabelle Carre) føler sig bundet til den unge pige, og med et bånd mellem deres arme tvinger hun pigen til klostret og påtager sig som sin sidste livsopgave at civilisere teenageren, der aldrig har set eller hørt en lyd.

Hvordan vil hun gøre det?

Ved at lære Marie at føle ordene.

Lad hende først føle på en kniv. Lav derefter en knivs bevægelse med pigens arme. Ordet for kniven bliver lig med den skærende bevægelse. På den måde lærer pigen ikke bare at forstå genstande, men også at kommunikere. Marguerites ambitioner er større end det konkrete sprog, hun vil også have Marie til at lære at tænke i abstraktioner.

Det første halve år går det knap så godt. Pigen skriger, hyler og løber, når hun skal spise med kniv og gaffel i fællessalen, mens nonnerne prædiker. Hendes intelligens ser ikke ud til at udvikle sig, men langsomt føler hun sig tryg ved Marguerite. Og ved tryghed kommer lærdom.

Samspillet mellem de to piger driver filmen fremad. Det ville have været let at gøre klostermutter til den onde, som ville skille dem ad, men konflikter er nedtonet i Jean-Pierre Améris’ drama til fordel for kærlighed og læren om livets barske realiteter. Smukt er det, når Marie møder sine forældre igen. Sørgerligt, når Marguerite lærer Marie om døden. Om at Marguerite snart skal dø.

Langsomt forstår både karaktererne og tilskuerne, at de er bundet til hinanden. Marie lever med Marguerites ord i et fængsel, og det samme gør Marguerite med sin sygdom. Forskellen er, at den ene har livet foran sig og langsomt slipper ud, mens den anden suges ind.

Filmen lever i sit eget dvælende tempo og forfører én fuldstændigt. Man griner, når hun får en tur i sin trillebør, holder sig halvt for øjnene, når hun smadrer et glas, glædes når hun langsomt lærer knivens væsen.

Den unge debutant Ariana Rivoire er selv døv, og måske derfor spiller hun særdeles overbevisende. Over for hende står den erfarne franske skuespillerinde Isabelle Carré, som spiller med den naive uskyldighed, der gør, at vi tror på historien, som er bygget på en sand fortælling.

Marie Heurtin er det franske svar på den amerikanske blinddøve Helen Keller, som blev berømt forfatter og politisk aktivist. Hun blev i 1962 portrætteret i Arthur Penns The Miracle Worker.

Knap så storslået er Maries Historie. Den er blid, følsom, stille, omend den også virker mere utrolig end mange af de hverdagshistorier, vi kender fra eksempelvis Danmark, hvor mange, der er er døve og blinde fra barndommen, aldrig udvikler sig til et stadie, hvor de lærer alfabetet eller det politiske landskab at kende.

Filmen er et stykke livsbekræftende poesi og en hyldest til menneskehedens fremskridt og lærdom. Jeg tror desværre, at den er for langsom og kunstnerisk fortalt til nogensinde at nå opmærksomheden, den fortjener. Her er heller ingen suspense eller god-mod-ond, men en poetisk svanesang, et medmenneskeligt drama, som er simpelt, men aldrig banalt, som nok er frankofilt, men aldrig så frankofilt, at det bliver højpandet.

Maries historie er ikke den store, men den rene skønhed.