Marianne & Leonard: Words of Love

I 1960’ernes begyndelse tager norske Marianne Ihlen til den paradisiske ø Hydra i det græske øhav sammen med sin søn Axel og stumperne af et giftigt ægteskab.

Hydra er et tilflugtssted for alverdens kunstnere og deres hengivne muser, så Marianne passer perfekt ind. Den intense sol gør den unge kvinde blondere end nogensinde, og hendes nordiske skønhed er uden sammenligning.

Men det ved hun ikke selv.

Ikke før en jødisk adonis i form af den aspirerende forfatter Leonard Cohen fortæller hende det, og de får et inderligt, men frit kærlighedsforhold i middelhavets varme arme.

Men som mange kunstnere er Leonard ofte deprimeret. En pine for ham og hans omverden, men samtidig tilsyneladende en forudsætning for den melankolske kunst, han brænder efter at dele med verden.

Myterne vælter ud af sækken, og 71-årige Nick Broomfield – der også står bag musikerportrætterne Courtney & Kurt og Whitney: Can I Be Me – er ikke bange for at bade sig i dem.

Via interviews og arkivoptagelser får vi saftige historier om alt fra en affære med Janis Joplin til bunkepul-agtige tilstande under koncerter. Men det adskiller sig ikke synderligt fra de historier, som verserer om andre musikere, der på det tidspunkt væltede rundt i stoffer og sex.

Derfor er det også ærgerligt, at Marianne & Leonard: Words of Love forholder sig ukritisk til musikermytologien. Så længe Leonard Cohen er en ægte kunstner, er hans adfærd acceptabel, lyder tankegangen.

Da han i kølvandet på den succesløse roman Dejlige tabere starter sin musikkarriere, tager hans begejstring for narkotika til, og den overgås kun af han utrættelige kvindeforbrug.

Han svigter den lille familie, men skriver til gengæld et par fremragende sange til sin muse i form af So Long, Marianne og Bird on the Wire. Og så er alt ifølge Nick Broomfield åbenbart godt, for det er svært at være sammen med en kunstner.

Marianne er alene med sin psykisk syge søn på den græske paradis-ø, og hun plages af selvmordstanker, efterhånden som jalousien vokser. Hun ender med at tage hjem til den borgerlige tilværelse som sekretær i Oslo.

Kunstnerisk rammer Cohen også et lavpunkt via samarbejdet med den gale poplegende Phil Spector, hvilket munder ud i mainstream-albummet Death of a Ladys’ Man. Men nogle år senere får han trukket sig selv op af popsumpen med hittet Hallelujah.

Cohen får dog ingen royalties på sangen, da hans manager og mangeårige ven snyder ham fra rettighederne. Han tager i munkekloster i seks år, inden han gør stort comeback i 00’erne.

Det er synd for Cohens sange, at de heller ikke denne gang får lov at stå for sig selv. Dog er der midt i flosklerne plads til en scene, der næsten retfærdiggør hele spektaklet.

I 2016 ligger den 81-årige Marianne på sit dødsleje og modtager et brev fra den også dødssyge Leonard Cohen.

”Kære Marianne. Jeg er kun lidt bag dig, tæt nok til at holde din hånd. Denne gamle krop har givet op, ligesom din har gjort, og udsættelsesmeddelelsen kan være på vej når som helst nu. Jeg har aldrig glemt din kærlighed og din skønhed. Men det ved du. Jeg behøver ikke sige mere. Hav en sikker rejse, gamle ven. Vi ses længere nede ad vejen. Kærlighed og taknemmelighed.”

Få måneder efter Mariannes død går Leonard selv bort. Det er smukt og viser, hvor svære Cohens sange trods alt er at holde adskilt fra de muser, de har deres oprindelse i.