Mapplethorpe: Look at the Pictures

Da den AIDS-syge og stærkt svækkede fotograf Robert Mapplethorpe i december 1988 slog dørene op for sin drømmeudstilling, The Perfect Moment, på Institute of Contemporary Art i Philadelphia, skabte han i ellevte time en kunstnerisk kulmination, der samtidig skulle blive et slutpunkt for hans aktive karriere.

Tre måneder efter var han død. Og han nåede dermed ikke at opleve den furore, som den turnerende udstilling skulle komme til at vække hen ad vejen.

En furore, der inkluderede en hadefuld, offentlig debat, dæmonisering, demonstrationer, politianmeldelser og sagsanlæg.

Så giftig var affæren, at dens tentakler fandt vej dybt ind i USA’s politiske system, hvor konservative, religiøse kræfter i de år havde travlt med at piske en stemning op imod alt, hvad der faldt uden for de såkaldte kristne familieværdier.

Det er netop reaktionerne fra en af denne fløjs forbenede moralister, den republikanske senator Jesse Helms, som de to filmmagere Fenton Bailey og Randy Barbato har valgt at indlede deres stort anlagte portrætfilm om Robert Mapplethorpe med – formodentlig ud fra den betragtning, at hvis folk ikke husker kunstneren eller værket, så husker de i hvert fald skandalen.

Og filmen om ham fortjener mindst en håndfuld stjerner for den ihærdighed, der er lagt i arbejdet med at opstøve vidner og dokumentationsmateriale.

Der er snart sagt ikke den studiekammerat, gallerist, model, ven eller elsker, som de to filmmagere ikke har fundet frem til, ligesom både hovedpersonens liv og den scene, han var en del af, bringes til live med noget nær en guldgrube af både kendte og ukendte billeder og filmstrimler.

Omvendt virker det som en åbenlys mangel, at selve hjertebladet i historien om Mapplethorpes formative år står påfaldende blegt, idet veninden Patti Smith af en eller anden grund har takket nej til at bidrage med andet end nogle få statements på lydsporet. Og så er det, som om filmmagerne i deres forhippethed på at få alle detaljer med har været på nippet til at glemme det ellers elegant dobbelttydige credo, de har valgt som filmens titel: Look at the Pictures. 

Titlen er lige i øjet.

Robert Mapplethorpe har formodentlig skabt flere ikoniske billeder end nogen anden fotograf. Det er billeder, der vil ses. Og samtidig udgør motiverne den perfekte ammunition for de modstandere, som kunne ønske sig Mapplethorpes værk og alt, hvad det repræsenterer, udraderet fra jordens overflade. 

Alligevel kan man savne en større dybde i analysen af selve værket. En fokusering, der kunne give et bud på de unikke kvaliteter i Mapplethorpes arbejde, som rækker ud over motivernes chokeffekt. Og som kunne bringe os et spadestik dybere ned i den kunstneriske substans.

Som det er, går det meste af spilletiden på små to timer med biografisk stof, anekdoter og miljøskildringer. Det blandes med nogle ganske underholdende sekvenser, hvor kuratorer med stofhandsker og blussende kinder dykker ned i arkivernes kildevæld af homo-erotisk overskridelsesæstetik.

For dette biografiske lag i filmen må gives topkarakter.

Hver en sten synes vitterlig at være vendt. Og blandt de nye facetter, der føjes til den ellers relativt velkendte livsfrise, er det direkte rørende at møde hovedpersonens lillebror, Edward Mapplethorpe, som livet igennem har stået i skyggen af sin berømte storebror. Robert Mapplethorpe pressede sågar broren til at skifte navn, da denne annoncerede sin egen debut som fotograf.

Der var kun plads til én Mapplethorpe på det parnas. Og Robert fik den berømmelse, som hans ekstreme ambitionsniveau havde drevet ham mod siden ankomsten til Manhattans kunstverden i 1969.

Med udstillingen The Perfect Moment nåede han lige akkurat at se sig selv som en supernova på kunstfotografiets firmament. Men samtidig var han altså en stjerne, der imploderede i kulminationsøjeblikket og efterlod et fascinerende og mangefacetteret værk, som vi andre stadig ikke er færdige med at gå på opdagelse i.