Maniac

Forestil dig, at Charlie Kaufmann, Michel Gondry, Spike Jonze og Wes Anderson fik et kærlighedsbarn. Og det barn så var en filmnørd, der – meget lig Espen Leervag i det norske serieforlæg Maniac – udlever alle sine yndlingsfilm i et biokemisk eksperiment styret af en følelsesmæssigt ustabil computer.

Forvirret?

You betcha! Men sjovt nok giver det hele mening i Cary Fukunaga og Patrick Somervilles melankolsk-romantiske, sorthumoristiske komedie.

Maniac starter med en sekvens af planeter, der kolliderer, livets begyndelse og en amøbe – a la The Tree of Life. Intet mindre. Og med en hypotese om, at alle sjæle er på en søgen efter at forbinde sig.

Det lyder højtravende, men er snarere morsomt. For fortællerstemmen tilhører Justin Theroux’ videnskabsmand Dr. James Mantleray, der på én og samme tid er usikker og usvigeligt selvsikker.

En karakter, der helt i screwball-komediens ånd er blevet kastreret af en handlekraftig kvinde (hans selvhjælpsguru af en mor, kosteligt gestaltet af Sally Field), og derfor har samlet sit fladtrådte ego op fra gulvet og stivet det af med en autoritativ, hvid kittel.

Da Dr. Mantleray efter tre ego-boostende introduktioner endelig entrerer serien, står det lysende klart, at Justin Theroux er et komisk slapstick-geni.

Men tilbage til forbindelsen.

Mennesket kan fokusere så meget på den ene, helt særlige forbindelse, eller forbindelser i det hele taget, at det betegnes som sygt.

Som eksempelvis Owen Milgrim (spillet med sårbar finesse af Jonah Hill), en paranoid-skizofren rigmandssøn, der har problemer med at skelne fantasi fra virkelighed. Eller Annie (en fremragende Emma Stone i en mangesidig rolle), som kæmper med at komme fri af et traume fra sin fortid.

Owen og Annie melder sig begge som forsøgspersoner i den japanske koncern Neberdine Pharmaceutical and Biotech. Tre piller på tre dage kan via mikrobølger og en supercomputer kurere psykisk sygdom og overflødiggøre psykologhjælp.

”Sorry, Sigmund!” siger Dr. Mantleray kækt i en 80’er-æstetisk introduktionsvideo til testen.

Herfra bliver det for alvor syret, da Owen og Annies underbevidsthed begynder at interagere i forskellige filmgenrer, mens forsvarsmekanismer nedbrydes, og tragiske traumer kommer op til overfladen og stikker én i hjertet. Resten af plottet bør opleves ved selvsyn.

80’er-æstetikken gennemsyrer Maniac, der har en Blade Runner-vibe over sig med neonreklamer i silende regn, firskåren mode og et væld af computerskærme. Teknologien har fokus på de forbindelser, som vi i dag både sukker efter og ikke orker.

Sjovest i servicen Proxy-Friend, hvor man kan hyre en person til at være stand-in for den ven, som man har mistet kontakten til eller ikke har tid til at se.

Sørgeligst i Owens knusende forsøg på at fastholde en normalitet og derfor undgå kontakt, fordi den bliver for voldsom. ”Det er lettere, hvis du ikke er virkelig,” siger Owen til Annie, da han begynder at tvivle på, om hun er virkelig eller en del af hans fantasi.

Cary Fukunaga og Patrick Somervilles eskapistiske komedie om de forbandede, menneskelige følelser, der forkludrer det hele, er barok i ordets oprindelige forstand: en uperfekt perle.

Maniac er ikke slebet og poleret til perfektion. De ti afsnit varierer irriterende i alt fra 23 til 43 minutter, slutningen føles forhastet, og mange små detaljer er så interessante, at man ønsker dem udfoldet (eksempelvis Annies far, der bor i en såkaldt A-Void-kapsel i sin baghave, som kun ses i to fantastiske scener).

Men at man ønsker sig mere af det hele, er vel strengt taget ikke at betragte som et minus.

Et af barokkens hovedværker, Don Quixote, spiller en væsentlig rolle i serien, der også har samme struktur som romanen. Fantasien begynder at tage overhånd, og grænserne udviskes.

På et tidspunkt jagter Owen og Annie i deres hallucinationer et hemmeligholdt kapitel af romanen, som efter sigende skulle være så vanvittigt, at folk gik i koma og blev fastholdt i fantasien.

Sådan har jeg det med Maniac. Jeg har ikke lyst til at forlade den.