Biografanmeldelse
31. okt. 2018
The Man Who Stole Banksy
Selv om Banksy-værket fra Vestbreddens omstridte mur kritiserer Israel, blev palæstinensere sure over æslet. Værket blev derfor pillet ned og solgt til Danmark. Foto | Jacopo Farina

The Man Who Stole Banksy

Ambitiøs dokumentar om et Banksy-værk fra Bethlehem rejser vigtige spørgsmål, men fortaber sig i talende jakkesæt og palæstinensiske rappere.

Af Anders Højberg Kamp

Det er overalt i nyhederne i 2007.

Kunstnere valfarter til Jerusalem, efter at den verdensberømte street art-kunstner Banksy, hvis identitet ingen kender, har malet muren med symbolladet graffiti. Han vil gøre verden opmærksom på den kæmpe mur, som Israels regering begyndte at bygge i 2002 og adskiller den palæstinensiske Vestbred fra resten af Israel.

På gadeplan i Bethlehem møder vi blandt andre anti-krigskunstneren Peter Kennard og den moderne popart-kunstner Ron English, der i sin tid malede på Berlinmuren. Her er også en taxichauffør.

Taxichaufføren ligner stereotypen på en bodybuilder nede fra den lokale jernhule med store, sorte solbriller. Han tager os med i sin taxi. Han arbejder også som livvagt. Engang vejede han 65 kilo. Nu 245 kilo. Selv kalder han sig for ”Bæstet Walid”.

”Fuck you, Banksy,” siger han og viser os fingeren fra sin taxi.

Og hvad laver denne komiske karakter, der som din lokale kioskmand siger ”min ven” med et flabet smil, i dokumentaren?

På grund af et billede på den fire ton tunge murvæg. Det forestiller en soldat, der kontrollerer et æsels id-papir. Palæstinenserne så æslet som et hån, og så fik Walid en idé: At sælge værket til højeste byder.

I samarbejde med en lokal forretningsmand får han skåret murværket ud og sendt det på et skib hele vejen til Danmark, hvor kunstsamleren Peter Hvidberg har sagt ja til at give en formue for ”en Banksy”.

For så at sætte det til salg igen.

Historien om et stykke stjålet street art fænger. Parallellen til Berlinmuren er oplagt, og derfor er det en genistreg, at det er Iggy Pops djævelske stemme, som fortæller dette moderne eventyr. Punkrockeren boede i årene fra 1976 til 1978 i Vestberlin med David Bowie, hvor de sammen skrev nogle af rockhistoriens mest ikoniske værker.

Desværre får Iggy Pop for lidt taletid. Walid er en sjov karakter, ligesom Iggy Pop er en glimrende fortæller. Men de forsvinder i den enorme mængde af interviews.

Fra kedelige jakkesæt, der forklarer mudrede juridiske regler om street art, over Banksy-beundrere til palæstinensiske rappere, heriblandt en af filmens eneste medvirkende kvinder fra Palæstina.

Meget af informationen kunne Iggy Pop have fortalt os, og kilderne skulle være forblevet baggrund. Men måske det enorme antal af mennesker skal symbolisere, at Banksy er en massekunstner, der taler til folk i hele verden?

Bag filmen står den debuterende dokumentarist Marco Proserpio, som tydeligvis har manglet en skrap redaktør eller klipper. Instruktøren vil simpelthen fortælle alt for meget.

Om krisen i Israel og gadernes fattigdom. Om den vestlige, kapitalistiske indflydelse på Palæstina. Om street art, der ender på dyre auktioner blandt de rige og i sidste ende måske i mørke kældre langt væk fra folket.

Men her stopper det ikke.

For kan lokalbefolkningen overhovedet se kunsten i det, eller betragter de det som vandalisme? Og skaber street art ikke bare en slags besættelsesturisme, hvor det ville være bedre, hvis Banksy blot donerede penge?

Endelig er der hovedhistorien om den charmerende taxichauffør Wahid. Får han overhovedet sine penge for at transportere værket ud af Israel?

Kameraet rejser fra øst til vest akkompagneret af insisterende musik, så man mister pusten. Ambitionerne fejler så sandelig ikke noget.

Titel:
The Man Who Stole Banksy

Land:
Italien

År:
2018

Instruktør:
Marco Proserpio

Manuskript:
Marco Proserpio, Christian Omodeo, Filippo Perfido

Medvirkende:
Walid Zawahrah, Iggy Pop, Peter Hvidberg

Spilletid:
93 minutter

Aldersgrænse:
Tilladt for alle, men frarådes børn under 7 år

Premiere:
1. november

Fra samme skribent

Biografanmeldelse
27. apr. 2026
Velkommen på månen

Velkommen på månen

Biografanmeldelse
18. feb. 2026
Christiania

Christiania

Biografanmeldelse
18. dec. 2025
Gaucho Gaucho

Gaucho Gaucho

Biografanmeldelse
27. nov. 2025
Nürnberg

Nürnberg

Essay
01. juni 2026
”Jeg skrev Weekendavisen ud af mit hjerte”

”Jeg skrev Weekendavisen ud af mit hjerte”

Hvorfor stoppede Bo Green Jensen pludselig på Weekendavisen efter fire årtier? ”Til sidst var der bitter krig hele tiden,” fortalte han sørgmodigt til Ekko i november 2023 – en beretning, vi nu bringer med de nærmestes velsignelse.

Nyhed
31. maj 2026
DR er skyld i Deluca-konkurs

Producent: DR er skyld i Deluca-konkurs

Nekrolog
29. maj 2026
Bo Green Jensen er død

Bo Green Jensen er død

007 First Light
Spilanmeldelse
01. juni 2026

007 First Light

Gone
Serieanmeldelse
01. juni 2026

Gone

Ben’Imana
festivalanmeldelse
30. maj 2026

Ben’Imana

Mest læste

”Jeg skrev Weekendavisen ud af mit hjerte”
Essay
01. juni 2026

”Jeg skrev Weekendavisen ud af mit hjerte”

Bo Green Jensen er død
Nekrolog
29. maj 2026

Bo Green Jensen er død

DR er skyld i Deluca-konkurs
Nyhed
31. maj 2026

Producent: DR er skyld i Deluca-konkurs

”Krasnik fremlægger det lige glat nok”
Nyhed
11. juli 2024

”Krasnik fremlægger det lige glat nok”

Ekko
Magasin · april 2026

Ekko #100

Intro