Mamma Mia! Here We Go Again

Så skal vi til den igen.

Nok engang fortsætter en biografsucces fra Hollywoods forjættede land med en ”længe ventet opfølger”.

Eksempler til skræk og advarsel inkluderer Grease 2, Dirty Dancing: Havana Nights og nu også Mamma Mia! Here We Go Again.

For ti år siden mødte vi Meryl Streeps syngende og dansende Donna, der i Mamma Mia! lever et forholdsvis sorgfrit liv som hotelejer på øen Kalokairi. Men hverken hun eller hendes voksne datter Sophie ved, hvem af morens tre gamle flammer, der er datterens rigtige far.

I fortsættelsen følger vi Sophie, der et år efter morens død vil ære hendes minde. Samtidig ser vi gennem flashbacks til 1979, hvordan en ung, lidenskabelig Donna oprindeligt fandt vej til det eksotiske, ægæiske øhav.

Alligevel nøjes filmen med at genfortælle den samme familiekrønike som sin forgænger i stedet for at grave et par spadestik dybere i Donnas vilde ungdom.

Hvilken filmskaber ville ikke blive ellevild ved tanken om at arbejde med hele tre Oscarvindere (Meryl Streep, Colin Firth og Cher), en tidligere James Bond (Pierce Brosnan) og Lars von Trier-skuespilleren Stellan Skarsgård i samme film?

Men end ikke deres samlede force er nok til at blæse nogen omkuld. For at sige det pænt har de alle leveret bedre præstationer før.

Til stor ståhej og forundring lander en ukendt helikopter på pittoreske Kalokairi. Ud træder en aldrende Cher, der iført sin karrieres måske mest kunstigt udseende paryk spiller bedstemor Ruby.

Den 72-årige sanger stjæler derefter scenen med en nyfortolkning af Abbas kæmpehit Fernando og ikke uventet filmens stærkeste sangpræstation.

Bagved pynter fyrværkeri den allerede maleriske, græske nattehimmel, mens havet forneden funkler i genskæret.

Men før vi når så vidt skrider halvanden time langsomt frem. Og den bekræfter kun, hvad man kunne frygte: Der er næsten ingen Abba-numre tilbage efter den første film!

Instruktør Ol Parker presser derfor citronen med de få resterende sange i den svenske popgruppes ellers omfattende bagkatalog og spæder til med gengangere. Heriblandt optræder det ikoniske titelnummer Mamma Mia, Super Trouper og I Have A Dream i begge film.

En mere kærkommen genganger er altid skønne Amanda Seyfried, der spiller datteren Sophie. Men denne gang har hun undergået et diskret makeover i form af en slankekur og gråtonet sminke. Det efterlader hende med et svækket udtryk, der skal få hende til at ligne en, som har lidt et stort tab.

Men det realistiske islæt, som er sjældent i musical-genren, mister sin effekt af skuespillerens ellers polerede udseende med nøje friseret hår og funklende, blå øjne.

Mamma Mia! Here We Go Again er desuden et utilsigtet testamente til Hollywoods forrykte forfængelighed. Det ser vi bedst i filmens ærbødige tilbedelse af Meryl Streep.

Det er uvist, om skuespilleren selv var besindig nok til at lade sig skrive ud af manuskriptet og derved mindske sin indblanding i et muligt filmisk mareridt.

Imidlertid har det ikke forhindret hende i at diktere, hvem der skulle spille Donna som ung. Valget faldt på Lily James (Downton Abbey). Måske ikke den mest talentfulde, men blandt filmindustriens smukkeste og mest charmerende, unge skuespillere i dag.

Og for yderligere at skjule den feterede Oscarvinders fravær optræder hun in absentia i store fotos, hvor hun ufrivilligt sjovt griner i baggrunden, mens vi ser stakkels Sophie krænge sjælen ud og græde modige tårer.

Tilbedelsen når komiske højder og er oplagt til et drukspil. Drik hver gang du ser Meryl! Og bund glasset, når divaen i egen høje person medvirker i en symbolsk gæsteoptræden, før hun og resten af ensemblet stemmer i til Super Trouper.

Fortsættelsen af Mamma Mia! føles som en triviel deja-vu-oplevelse, der hverken tilføjer historien et nyt lag eller byder på et tilstrækkeligt Abba-repertoire til at udfylde et soundtrack.