Making a Murderer – sæson 2

Fra starten af den nye sæson af true crime-hittet Making a Murderer står det klart, at serieskaberne Moira Demos og Laura Ricciardi i en vis grad har lyttet til deres kritikere.

For selv om Netflix-serien i første omgang blev så populær, at selv Det Hvide Hus så sig nødsaget til at udsende en pressemeddelelse om Steven Avery, der i 2007 blev dømt for et mord, han højst sandsynligt ikke har begået, så kom der også et tilbageslag.

Hvor var den myrdede Teresa Halbach i fortællingen? Og kan man overhovedet tillade sig et så ensidigt fokus på den dømte gerningsmands uskyld uden at have den afdødes families godkendelse?

Demos og Ricciardi har stadig ikke fået Halbachs familie i tale. Men de har valgt at medtage gamle videoklip af en smilende Teresa Halbach, så hendes eneste funktion ikke er at være en kriminalteknisk gåde.

Agtværdigt, men set fra et fortællemæssigt synspunkt er der næsten for mange vinkler i de første fire (af ti) afsnit, som pressen på forhånd har fået stillet til rådighed.

Den forsigtige teenager med indlæringsvanskeligheder, Brendan Dassey, der blev udsat for politiets grove afhøringstaktik på en så utilstedelig måde, at han endte med at tilstå medskyld i både mord og voldtægt, er nu en ung mand.

Afhøringen er stadig et stridspunkt, og efter ti år i fængsel forsøger et par ihærdige forsvarsadvokater at få livstidsdommen ændret. Særligt rørende er Brendans mor Barbara, der med omhu rengør sønnens værelse, så det står klar til den dag, han kommer ud af fængslet.

Steven Avery kæmper også for at få sin dom omstødt. Forældrene er blevet tydeligt ældre, og Steven er bekymret for deres helbred. Ellers går livet sin vante gang i trailerparken på Averys store autoophuggergrund, hvor telefonsamtalerne med sønnike i fængsel stadig lyder som noget taget ud af Fargo: ”Oh yeah?” ”–Yeah!”

Men Demos og Ricciardi fokuserer også på følgerne af den enorme mediestorm, som de selv har forårsaget.

Brendan og Steven får tilsendt breve i hobevis, og den underprivilegerede familie oplever endelig støttens trøst. Men gribbene tiltrækkes også. Mest hjerteskærende, da den naive Steven opdager, at hans nye store kærlighed egentlig bare vil have sine femten minutters berømmelse i talkshowet Dr. Phil.

Den mest interessante grib og/eller samaritan er den nye forsvarsadvokat Kathleen Zellner.

Væk er de to idealistiske forsvarsadvokater, Dean Strang og Jerry Buting, der løftede første sæson til en overordnet diskussion om det amerikanske retsvæsen med deres moralfilosofiske overvejelser.

Ind træder en kvinde, der ligner Morticia fra The Addams Family, og som ikke er bleg for at benytte sig af samme kneb som anklagemyndigheden.

Hun er dygtig, det er der ingen tvivl om. Men man får også en dårlig smag i munden, når hun begynder at opstille hjemmegjorte blodspor-eksperimenter til ære for kameraet. Hvis der er én ting, vi har lært af true crime-dokumentaren The Staircase, er det, at sådanne analyser kan bruges til lige præcis ingenting.

Særligt problematisk bliver det, da Zellner vender snuden mod den grusgrav, hvor der blev fundet bækkenknogler, og navngiver ejeren af grusgraven som potentiel gerningsmand. Men det er også her, det bliver interessant.

For vi vil så gerne lege detektiver hjemme i sofaen og opklare forbrydelsen.

De tidligere forsvarsadvokater kunne under retssagen i 2007 ikke komme nærmere ind på gerningsmanden, men blot henlede opmærksomheden på de mystiske slettede opkald på Halbachs telefonsvarer og de spor, der pegede på, at liget ikke var blevet brændt på Averys grund.

Zellner derimod benytter sig af en anklagets ”Denny”-rettigheder, hvor det netop er muligt at pege på andre, som havde et motiv. Og noget tyder på, at sæsonen vil forfølge disse spor.

Man sidder tilbage splittet mellem behovet for en gerningsmand og en nagende bekymring for, at Making a Murderer er ved at udvikle sig til en ny Paradise Lost-trilogi. For selv om trilogien prisværdig fik omstødt de tre Memphis-drenges dom, udpegede man også gentagne gange mulige gerningsmænd med store følger for de implicerede.

Så hvem er det egentlig, der ”skaber en morder”?