Magic Mike’s Last Dance

Det er mere sex end dans, når Mike Lane (Channing Tatum) vrider og gnubber sin perfekte adonis-fysik på den rige Max (Salma Hayek Pinault).

”Du bevæger dig som vand,” siger hun på spansk i et ømt øjeblik. For selv om Mike egentlig lagde g-strengen på hylden i Magic Mike XXL, kan han alligevel ikke sige nej til seks tusinde dollars fra den attraktive kvinde.

Det hjælper selvfølgelig også, at hans møbelforretning er gået rabundus, og han nu lever af småjobs, herunder bartender ved fashionable fester i Miami.

Det er her, han møder Max.

Hun er separeret fra sin mediemogul-mand, og da en af hendes venner genkender Mike, og beretter om hans legendariske evner udi erotisk dans, får Max lyst til selv at opleve dem.

Specifikt drejer det sig om den meget intime form kendt som chair dance. Her sidder modtageren på en stol, mens stripperen æggende og sensuelt bevæger sig på og omkring personen.

Ingen gør det bedre end Mike.

Hans blå øjne låser sig fast på Max, og det er dét, som gør ham til noget særligt. Channing Tatum er fabelagtig i filmens første dansesekvens, hvor han cementerer sin position som Hollywoods bedste danser.

Kuglelejerne i hofterne og måden, hvorpå han flydende og elegant bevæger sig fra gulv, møbler og Max, er intet mindre end smukt.

Der er intet at sige til, at de ender i seng sammen, og hun beslutter at tage ham med til London.

Her skal han være instruktør på forestillingen Isabel Ascending på teateret Rattigan, en hæderkronet kulturel institution, der er æret eje for hendes eksmands familie.

Men nu er hun chef, og hun vil have Mike til at gentænke det ærkebritiske stykke. Der skal strippere på scenen og mange af dem.

Resten af Magic Mike’s Last Dance er en lang optakt til den uundgåelige forestilling. Der skal findes nogle dansere – ikke strippere, som Max pointerer – til showet, og det skal omskrives, så det får et mere feministisk blik.

For hvorfor skal hovedpersonen i stykket vælge mellem kynisk rigdom og den ægte kærlighed, som ikke ejer en mønt? Hvorfor knalder hun ikke bare med hvem, hun end har lyst til?

Det bliver forestillingens interessante tema, men filmen er langt mere konventionel og kedelig.

Romancen mellem Mike og Max forløser aldrig rigtigt sit potentiale og forløber præcis, som Hollywood-formlen foreskriver.

Dansescenerne har – på nær to – mistet den frækhed og kuriositet, der lå i de perfekte, nøgne mandekroppe. Mændene kan skam danse, men pirrende er det ikke.

Dér, hvor manuskriptforfatter Reid Carolin sejrede med de to forrige film, og især XXL, er i skildringen af stripperfællesskabet. Men bortset fra Mike er der ingen af danserne, som siger noget eller gør noget af betydning. De er anonyme håndværkere uden personlighed.

En fortællerstemme, hvor Max’ adoptivdatter Zadie kommenterer på begivenhederne, bibringer heller ikke noget af interesse.

Det er tørt, stift og meget britisk. Amerikanske Steven Soderbergh – der instruerede den første film i serien og fotograferede den anden – er tilbage som instruktør, og når man tænker på hans bedrifter (Sex, løgn og video, Traffic og Ocean’s-serien), er det en overraskende halvslatten affære.

Channing Tatum og Salma Hayek Pinaults karisma er dog intakt. Selv om deres karakterers kemi ikke sidder i skabet, har de to skuespillere nok scenetilstedeværelse til, at interessen bliver holdt fanget.

Til gengæld kan de kreative kræfter bag komedieserien It’s Always Sunny in Philadelphia godt sidde og kigge undrende på lærredet.

Den afsluttende dansescene i Magic Mike’s Last Dance er mere eller mindre en kopi af en scene, som bliver fremført i den amerikanske serie.

Den samme kvindelige danser i scenen, ballerinaen Kylie Shea, agerer endda dansepartner til Tatum i den regnvåde sekvens. Det er flot, men også noget, vi har set før og bedre. Ligesom den her film.