Mad Max: Fury Road

70-årige George Miller har ikke lavet en betydelig film siden Mad Max i tordenkuplen, der i 1985 afsluttede hans legendariske Mad Max-trilogi.

Heksene fra Eastwick, Happy feet og Babe: den kække gris kommer til byen er ærligt talt ikke helt, hvad man kunne have forventet af manden, der satte barren for den postapokalyptiske sci-fi-actionfilm i 1980’erne.

Det er derfor med nogen frygt, at man ser instruktøren kaste sig over Mad Max-universet 30 år senere.

Men frygten er heldigvis ubegrundet.

Mad Max: Fury Road er en mesterlig actionfilm: stramt fortalt, fascinerende i sin mytologi og visuelt overdådig. Den er stor som det mest imponerende Hollywood-actiondrøn, men ligner samtidig en arthouse-film til 150 millioner dollars.

Filmens digitale fotografering – af veteranen John Seale – er uhyggeligt smuk. Og se den endelig i 2D. 3D tilføjer ikke noget til oplevelsen.

Mad Max: Fury Road har ingen handlingsmæssig sammenhæng med den oprindelige trilogi, men tager udgangspunkt i det visuelle univers, Miller skabte i Mad Max 2: en postapokalyptisk ørkenverden befolket af stammer af motoriserede krigere, der kæmper om sparsomme ressourcer af vand og benzin.

Max spilles af Tom Hardy, der ikke prøver at ligne Mel Gibson. Med lædertøjet, Ford Falcon V8 og det oversavede haglgevær ser han ud som Mad Max, men han føles også som en ny karakter.

Hardys Max er mere psykisk ustabil og fysisk stærkere end Mel Gibsons figur. En hypnotisk, muskuløs og minimalistisk præstation af en af genrens bedste skuespillere.

I filmens åbningssekvens bliver Max taget til fange af stammelederen Immortan Joe (spillet med pondus af Hugh Keays-Byrne, der spiller skurken Toecutter i seriens første film).

Da Imperator Furiosa (Charlize Theron) stikker af med Immortan Joes purunge hustruer i en pansret lastvogn, sætter han alt ind på at fange dem igen. Max havner i flygtningenes konvoj og beslutter sig for at hjælpe dem.

Og Mad Max: Fury Road er stort set én lang biljagt gennem ørkenen.

Det kan lyde monotont. Men fortællingens westernagtige enkelthed giver Miller plads til at dyrke universets mærkværdige karakterer, biler og spektakulære ødelæggelser. Det er en actionfilm, som både fungerer i de store brag og i de små detaljer: en slidt læderstøvle på speederen, utallige små reminiscenser af en smadret civilisation.

Mad Max-serien har altid dyrket bilen som mordvåben, og det er et bærende motiv i Mad Max: Fury Road. Bilerne her er livsfarlige dræbermaskiner, der flår folk i stykker. Filmens såkaldte war boys – strålesyge, selvmorderiske krigere – messer ”V8, V8, V8” og sniffer krommaling, når de skal i kamp.

Billetten til Valhal er at dø i et flammehav i sin bil.

George Miller er oprindeligt lægeuddannet og fik inspirationen til Mad Max (1979) via sit job på skadestuen i Sydney. Hans fatalistiske tilgang til biler er tydelig helt fra den første film.

I Mad Max-universet besejrer maskinen altid mennesket. Og der er stadig ingen, som matcher Miller, når det drejer sig om at filme motoriseret destruktion. En styrke ved filmen er dens fokus på fysiske effekter frem for CGI. Man fornemmer, at det er kød og metal – ikke pixels – der knuses på lærredet.

I en tid, hvor selv den mest elementære actionfilm skal vare mindst to en halv time, føles Mad Max: Fury Road med sin spilletid på 120 minutter knivskarp. Men samtidig har man hele tiden en fornemmelse af anarki og utøjlet vildskab. Balancen er hårfin og gennemført.

Hvor rigtig mange af tidens franchise-film – Marvel med flere – føles som en endeløs salgspræsentation af et indforstået og vidt forgrenet univers, kan Mad Max: Fury Road opleves uden noget forudgående kendskab til serien.

Filmen er i sig selv fascinerende. Den er en reboot med stål i snuden. Årets hidtil bedste og mest overvældende genrefilm.