Ma ma

Nogle instruktører vil give alt for at virke følsomme. Følsomme og kække, helst. Alt. Det er ellers ikke den bedste blanding.

Ingen har hidtil i så ringe grad klaret jonglørkunsten som spanske Julio Medem, der i 2001 havde et kommercielt hit med Sex & Lucia. Nu skræller han de sidste lag af sin værdighed med et melodrama, som vil blive husket i måbende, nærmest ærbødig rædsel.

Hvis den altså ikke lusker durk hen i glemmebogen.

Magda er lige blevet forladt af sin mand, så hun er alenemor. Hun får konstateret kræft i det ene bryst, som hun får fjernet af sin gynækolog, Julián, der bare er helt vildt sød, og som crooner halvfrække popsange i hendes øre. Samtidig møder hun Arturo, en fodboldtalentspejder fra Real Madrid, hvis familie involveres i en trafikulykke. Datteren dør, moren ryger i koma.

Julio Medem har også skrevet manuskriptet, og han kan ikke få aflivet den komatøse kone hurtigt nok, så vi kan få en romance mellem Magda og Arturo. Gynækolog-Julián venter i soffitten, men hov: Har han og Arturo faktisk engang mødtes i en swingerklub?

Magda er ikke blot den mest glamourøse terminalpatient siden Garbo, hendes psykologi er også et totalt rod. Grundlæggende vil filmen bare have, at hun skal være kæk og uimodståelig. Gerne sådan lidt mondænt anderledes på Frances Ha-måden.

Da Magda tager med Arturo på hospitalet, ser de hans maltrakterede kone på en båre, og Magda – og filmen – fokuserer straks på konens intakte, yppige bryst, som er nøjagtig det bryst, Magda fik fjernet, med lige netop den brystvorte, Magda var så ked af, at hun ikke fik lov til at beholde som souvenir.

Det er så enestående upassende et billede. Lidt ligesom da fodboldtalentspejderen forestiller sig, at Magdas cancer er en fodbold, som han så sparker over på modstandernes banehalvdel: ”Så kan de ta’ den!”

Filmen byder på kunsthistoriens uden sammenligning mest bizarre graviditet og det måske mest morbide billede, jeg nogensinde har set i en film af en mor og hendes nyfødte barn.

Det er selvfølgelig – hvis man skal forsøge at være positiv – helt okay at gå i direkte clinch med melodramaet, det allermest skamløst overbroderede melodrama endda. Men Julio Medem, der viste takter som alvorsdyb spansk auteur i 90’erne, virker som et udspillet kort, og skamløsheden i Ma ma er af ren kommerciel karakter.

Den ligeledes spanske Pedro Almodóvar har gang på gang demonstreret melodramaets levedygtighed, og amerikanske Todd Haynes sætter melodramatisk, men subtil trumf på i damedramaet Carol. Ma ma har cheesiness som bærende princip, det kiksede, det uærligt følelsessvulmende.

Medem prøver at klippe sig ud af de værste fortrædeligheder. Nutid, fortid – og fremtid? – mikses ud fra en logik, der fortaber sig i tågerne. Det er et greb, der er foretaget af ren og skær desperation i klipperummet for at besjæle historien med noget indre dynamik og give den lidt tiltrængt, letfordøjelig gådefuldhed.

Men kan Penélope Cruz ikke redde Ma ma hjem? Bare sådan nogenlunde?

Det er de færreste skuespillere, der er bedre end deres materiale, og ingen kan skabe ræson i Medems univers. Mit gæt er, at Cruz får onde drømme om Ma ma, men hun har pænt tøj på, og hendes hår stråler som i en reklame.

Da hun så mister håret – faktisk falder det ikke af, hun barberer selv sin isse, det andet havde været lidt taberagtigt – bliver hun nærmest ikonisk smuk. Ham, der spiller hendes gynækolog, Asier Etxeandia, bør modtage en Razzie-pris for årets dårligste mandlige præstation.