Lysets nostalgi

Med vægtige politisk-historiske værker som det tredelte The Battle of Chile (1975-79) og Salvador Allende (2004) har den i Frankrig bosatte dokumentarist Patricio Guzmán for længst placeret sig som Chiles store kronikør.

I sit seneste udspil, Lysets nostalgi, vender den nu 70-årige mester endnu en gang tilbage til sit hovedmotiv: det chilenske folks problematiske forhold til fortiden.

Men hvor han tidligere er gået direkte i kødet på sine emner, har han denne gang, måske i et anfald af dét, Per Kirkeby kalder ”alderens arrogance”, bevilget sig selv friheden til at fortælle sin historie med en blanding af personligt engagement og poetisk lethed.

Resultatet er blevet et både smukt og spøjst filmessay, der i elegante strøg maler personlige erindringer og refleksioner ind i den kollektive historie, samtidig med at Chiles smertepunkter ligger og ulmer som en mørk understrøm lige under den forførende overflade.

Rammen om fortællingen er Atacama-ørkenen i den nordlige del af landet.Som den tørreste ørken på Jorden er Atacama det sted, hvor luften er mest klar og derfor bedst egnet til observationer af himmelrummet.

I filmen fortæller Guzmán om sin interesse for astronomi – en passion, han tilsyneladende deler med mange chilenere – og får på forunderlig vis dette tema til at hænge sammen med beretningen om en lille gruppe ældre kvinder, som i dag, mere end tyve år efter Pinochetstyrets fald, stadig er i gang med at finkæmme ørkenens sand for rester af slægtninge, der forsvandt under militærdiktaturet.

Sammenkædningen kan forekomme søgt, men grebet fungerer i kraft af selve kompositionens styrke, der gør filmen til en kunstnerisk gestus, som via sin form udsiger det uudsigelige og forvandler det til et stykke audiovisuel musik.

Det er på en gang elegisk og optimistisk, anklagende og helende.