Lykkens visdom – Dalai Lamas rejse mod fred

Noget af det dybe ved buddhismen er treenigheden af psykologi, filosofi og spiritualitets evne til at sammensmelte modsætninger. 

”Du” og ”jeg” er i buddhismen – og i asiatisk sprog og filosofi i det hele taget – ikke modsætninger. Du fremmer dig selv ved at hjælpe dine medmennesker. Og det har voldsomme konsekvenser – for menneskesyn, synet på verden og fremtiden.

Mener skaberne af denne film.

Af samme grund undrer man sig såre, når man ser den i øvrigt ret hyggelige film Lykkens visdom – Dalai Lamas rejse mod fred. Den sætter sig nemlig meget præcist imellem to stole, og den formår ikke rigtigt at få noget som helst til at smelte sammen til et hele. Og dét er skuffende, hvis man er fan af Dalai Lama og finder buddhismen tankevækkende.

Det ville ellers være så let og oplagt at lave en endegyldig biografisk dokumentar om det efterhånden 634 år gamle åndelige overhoved Dalai Lama. Han lever i dag i sin fjortende inkarnation i skikkelse af den lille Yoda-agtige, tibetanske mand med det forrygende navn Jetsun Jamphel Ngawang Lobsang Yeshe Tenzin Gyatso, normalt forkortet Tenzin Gyatso.

Han er nu 89 år gammel, og alene derfor er det på tide med en definitiv præsentation.

En definitiv præsentation af den tibetanske buddhisme kunne også være interessant. Man ville elske at se en udførlig, dyb og seriøs gennemgang af tankerne. Hvad man ikke ønsker, men faktisk desværre får i denne film, er begge dele, sådan lidt halvt. 

Det er ret frustrerende.

Billedsiden byder på tibetanske bjerge, smukke ansigter og en hel del materiale fra arkiverne. Men med over én million dræbte tibetanere siden kinesernes respektløse besættelse af nabolandet, ser man forbavsende lidt til volden og kampene og torturen og det kulturelle folkedrab. Det hele nævnes bare i floskelagtige overskrifter.

Mest betagende er filmen, når man ser Dalai Lama sidde i en ret morsomt udseende, overdimensioneret øreklaplæsestol, som han åbenbart mediterer i derhjemme. 

Nærbillederne af hans mumlende åndelige praksis, de små øjenbryn, den spidse mund, er på en uventet måde voldsomt interessante at se på og følge. Men straks skal der klippes over til politisk korrekt leflen for den veluddannede middelklasse.

Buddhismen, som især venstrefløjen og venstreorienterede kunstnere i den vestlige verden har taget til sig som dydssignalering, fokuserer på en kerne i mennesket.

Det er vanskeligt at komme uden om den virkelighed, der udsiges filosofisk og psykologisk. At alle mennesker vil være glade og have fred. Eller som Dalai Lama siger et sted: ”Alle mennesker er ens.” Uanset hudfarve, nationalitet, handicap og intelligens er alle mennesker ens.

Men så kommer det: Bortset lige fra, at kvinder burde have mere magt i verden, ja, faktisk burde de overtage den politisk. For med kvinder ved roret ville verden blive et bedre sted.

Det er, i enhver forstand af ordet, fuldkommen rablende selvmodsigende, og det vidner om en religiøs leder, der muligvis efterhånden har turet lidt for meget rundt på amerikanske campusser.

Men billederne af alle de ”ens mennesker” matcher fordommen. De fleste er nemlig unge, de fleste ligner amerikanske studenter i forskellige farver, mange har regnbuer malet på kinderne og aktivistblåt og -lyserødt hår. To unge kvinder ligger og holder kælent i hånd i græsset. 

Men hvor er arbejderne henne? Hvor er de travle kontorfolk? Hvor er de stenrige? Hvor er de sindssyge på Bangladesh’ elendige hospitaler? Nej, så hellere en smuk, blond kvinde og en småsexet sort mand eller en transkønnet.

Det her lugter mere af feel good end af well made. Og det er ikke overraskende, at det er den glatte Hollywood-stjerne Richard Gere, som har produceret den usammenhængende og ret vakkelvorne tobens-produktion.

Filmen rummer reelt en del filosofiske perler, der kommer fra Dalai Lamas mund. Men man skal selv grave dem ud af den mudrede fortælling om, hvordan hele verden ville være et bedre sted, hvis der bare var fred.

Det sidste er selvfølgelig helt rigtigt. Og skrigende banalt.