Loveless

Det er det lydløse skrig, der forfølger én. Fortvivlelsen i hans øjne. Og den afgrundsdybe ensomhed.

Et ægtepar står midt i en skilsmisse. Zhenya (Maryana Spivak) er leder af en frisørsalon, optaget af sit look, sin smartphone og sin nye kæreste. Boris (Aleksey Rozin) er sælger, optaget af sit job og sin nye, gravide kæreste. De er for længst kommet videre og skal bare lige have solgt lejligheden. Hvis de nogensinde har elsket hinanden, er kærligheden nu blevet afløst af et inderligt had.

Så de skændes.

Om lejligheden. Om hvem, der skal have hvad, inklusive deres tolvårige søn. Ham er der ingen, der vil have. Zhenya synes, at hun har gjort nok, Boris prøver at snige sig udenom ved at argumentere for, at et barn skal være hos sin mor. Zhenya går midt i skænderiet på toilettet, og i én enkelt, sublim panorering af fotograf Mikhail Krichman følger vi Zhenyas gang tilbage til stuen, hvor hun lukker døren efter sig.

Og dér står han.

Fra sit skjul bag døren har sønnen Alyosha (Matvey Novikov) hørt det hele. Han er opløst i gråd, men holder en hånd for munden, så der ikke kommer en lyd ud. Barnets gråd har normalt til hensigt at vække forældres opmærksomhed, men her er ingen omsorg at række ud efter. Kun skammen og fortvivlelsen over at være uønsket.

Næste dag spiser han sin morgenmad, løber ned ad trappen med sin skoletaske på ryggen – og forsvinder.

53-årige Andrey Zvyagintsev har siden sin 2003-debut The Return, der vandt Guldløven på Venedig-festivalen, fokuseret på familien som institution. Med det moderne Rusland som bagtæppe dissekerer han familierelationer og undersøger, hvad brudte bånd og splittelser har af konsekvenser.

I Leviathan (2014) kommer det korrupte statsapparat også under lup, og i Loveless fremstår det russiske samfund isnende koldt og kynisk. Den nye neoliberale økonomi har flyttet fokus fra fællesskabet til individets egoistiske behov, og et barn kan diskuteres på linje med en lejlighed. Medierne sender propaganda om krigen i Ukraine og prædiker katastrofer, depressioner og dommedagsprofetier.

Zvyagintsev maler et billede af et depraveret samfund, og Mikhail Krichman forstærker det på smukkeste vis i kuldefremkaldende blåtoner.

Der går to dage, før Zhenya og Boris opdager at Alyosha er væk. De er begge væk fra hjemmet, og instruktøren tager sig ubehageligt god tid til at udstille, hvor selvoptagede forældrene er.

Zhenya og kæresten spiser på en lækker restaurant, Boris kigger lystfuldt på sin kæreste, inden han knalder hende, ligesom Zhenya og kæresten også svælger i sex, rødvin og dybe samtaler. De er begge opslugt i en hedonistisk rus, og det eneste, man har lyst til som tilskuer, er at give dem et par på hovedet. For hvor er Alyosha?

Genistregen er, at Alyosha i den dvælende åbningssekvens etableres som hovedperson. Vi venter på ham, da skolen ringer ud, og følger ham hjem gennem skoven. Alyosha finder et afspærringsbånd fra politiet, leger med det og lader det stige til vejrs som det forsvundne barns ballon i Fritz Lang-klassikeren M.

Vi glemmer ikke dette foruroligende billede og vil gerne tilbage til ham. Men vi får ikke lov. Selv instruktøren har forladt ham.

Langt om længe bliver en eftersøgning igangsat, og alvoren begynder at gå op for Zhenya og Boris. Men det er svært at vide, hvor man skal lede, når man aldrig har interesseret sig for sit barn. Har han nogle venner? Hvad laver han i sin fritid?

Vi ved det heller ikke og begynder at lede efter spor. Zvyagintsev orkestrerer Loveless som en langsommelig thriller. Lange indstillinger og et minutiøst bevægende kamera giver os god tid til at ransage hvert eneste, bjergtagende billede. Samtidig er manuskriptet så fænomenalt skruet sammen, at man både leder i tid og rum.

Som når faren og en frivillig hjælper besøger skolen for at tale med Alyoshas kammerat. De snakker, siger tak for hjælpen og går. Men sekvensen fortsætter. Vi ser læreren viske tavlen ren. Hun tager sin taske og går, men vi er stadig i klasselokalet. Kameraet bevæger sig langsomt mod vinduet, mens dyster musik tager til i styrke, og et sneklædt skovlandskab, der minder os om den forsvundne dreng, kommer til syne. Det føles som om en issyl gennemtrænger ens hjerte.

Leviathan vandt Cannes-festivalens manuskriptpris, Loveless løb med juryens pris. Der er næppe nogen tvivl om, at Zvyagintsev er en fremtidig Guldpalme-vinder.