Love Lies Bleeding

I en trøstesløs og solsveden flække i New Mexico anno 1989 har Lou lort op til albuen på toilettet i det motionscenter, hvor hun er bestyrer.

På en parkeringsplads ikke så langt derfra knepper Jackie sig til et job på forsædet af en skramlet bil, før hun slynger sin taske over skulderen og finder sig en motorvejsbro at sove under.

Dagen efter starter hun med at tappe øl på en støvet og snusket skydebane i udkanten af byen.

Jackie er pumpet og hård som en negl. Hun møder Lou i motionscentret og imponerer hende ved at stikke en lige højre til et muskelbundt, der vil have hende med i byen. I stedet går hun med Lou hjem, tager steroider og har hed sex.

Gode genrefilm foregår i deres helt eget univers.

Love Lies Bleeding er fra de første billeder benhård, blodrød og brutal, en neo-noir fortalt i et toneleje mellem Coen-brødrenes debut Blood Simple og Nicolas Winding Refns cool hypervold i Drive. 

Skotske Rose Glass brød igennem med den paranoide, psykologiske gyser Saint Maude. Den handler om en traumatiseret sygeplejerske, der bliver stadig mere indelukket og Jesus-forskruet, mens publikum venter på, at det vil slå klik for hende. 

I begge film er luften tyk af vold og sex, og især i Love Lies Bleeding får vi rigeligt af begge dele.

Kristen Stewart, der spiller Lou og selv er lesbisk, har hyldet filmens sexscener for at være mere vovede og virkelige end normalt i Hollywood. 

De overlader bestemt ikke meget til fantasien. Lou og Jackie er begge bistre med hård hud på sjælen, og det er især i sengen, at de tør sænke paraderne.

Jackie træner til en bodybuilderkonkurrence i Las Vegas, som hun håber kan føre hende – og Lou? – hele vejen til et nyt liv i Californien.

Men Lou sidder fast i sin støvede barndomsby, hvor søsteren (Jena Malone) bliver tæsket af sin mand JJ (Dave Franco), og gangsterfar styrer byens underverden med hård hånd.

Han spilles af Ed Harris med langt hår og skallet isse, furer i ansigtet og stål i stemmen. En white trash-mafioso, der løser sine problemer ved at skyde dem i panden og efterlade liget i en slugt i ørkenen.

Men da JJ sender søsteren på hospitalet med et ødelagt ansigt i dobbelt størrelse, er det faren, der maner til besindelse. Mens Jackie, stadig mere afstumpet og impulsstyret, faktisk gør noget ved sagen.

Volden i Love Lies Bleeding er nærmest kvalmende effektiv og udløste hyl på Sundance-festivalen, hvor filmen havde verdenspremiere i lørdags. Og da først Jackie og Lou går i den retning, har de svært ved at ændre kurs.

I begge sine film til dato dyrker Rose Glass en neurotisk realisme frit efter Roman Polanskis Repulsion, som i hendes seneste film især kommer til udtryk for Jackie, efter hun begynder at tage steroider.

”For at få lidt ekstra kant,” lokker Lou, der via motionscentret har helt styr på den slags.

Katy O’Brian leverer en totalt dedikeret og fysisk krævende præstation som Jackie. Især da hun endelig når til Las Vegas med et hårdt livs store drøm inden for rækkevidde – og et forstyrret sind, der får virkeligheden til at gå op i limningen.

Love Lies Bleeding foregår som nævnt ikke i den virkelige verden, men i et gennemstiliseret genreunivers. Her er kræset for 80’er-æstetikken med svenskergarn, grimme permanenter, pastelhjem og tidens toner på et af årets stærkeste soundtracks.

Clint Mansell leverer rå synths og pumpende bas til underlægningsmusikken, og de eklektiske musikvalg hælder til 80’ernes electronica og hårde rock. Musikken sætter stemningen effektivt og får filmens voldseskalation og virkelighedsflugt til at gå op i en højere enhed. 

Jeg har allerede talt med flere, der stod af i filmens stadigt mere vanvittige sidste akt, og det skal siges, at Rose Glass og medforfatter Weronika Tofilska går et gear højere op, end alle vil have lyst til.

Men Love Lies Bleeding er samtidig en film, der er totalt i sync med sine to egenrådige, hårdtslående hovedpersoner. Kan man hægte sig på den vogn, har man en eminent genrefilm i vente.