The Lost City of Z

Den amerikanske instruktør James Grays sjette spillefilm, The Lost City of Z, er en storfilm båret af en altomfavnende ambition og vel nok hans mest vellykkede til dato.

Filmen handler om offervilje, menneskets konstante behov for at udforske det uudforskede og besættelse som drift. Den insisterer på sin storhed som et stykke klassisk Hollywood-filmkunst.

The Lost City of Z er baseret på den autentiske historie om den britiske opdagelsesrejsende Percy Fawcett, der i starten af 1900-tallet drog til Amazonas for at udforske en af de sidste hvide pletter på verdenskortet, mens Første Verdenskrig og imperialismen buldrede afsted.

Således placerer James Grays film sig midt i en åndshistorisk brydningstid. Videnskabens sejr over mystikken fører ikke til optimisme, men melankoli og dekadence.

Charlie Hunnam spiller major Percy Fawcett med stor autoritet og sikkerhed. I 1906 sender briterne Fawcett til Sydamerika for at kortlægge junglen. Det bliver den første af tre store ekspeditioner, som Fawcett gennemfører de næste tyve år. På sine rejser til Amazonas assisteres han loyalt af Henry Costin (Robert Pattinson) og Arthur Manley (Edward Ashley) og opnår stor anerkendelse i England for sine opdagelser.

Imens føder Fawcetts kone Nina (Sienna Miller) tre børn, som vokser op med en omrejsende og fraværende far. På trods af familien bliver han nemlig mere og mere besat af at finde en skjult og storslået forhistorisk by. Fawcett kalder den Z, mens andre slår teorien hen som et fatamorgana a la El Dorado.

Filmen gaber over en lang årrække og viser en mand, der ikke kan finde fodfæste hjemme, men altid drages mod junglen. Det er også de dele af The Lost City of Z, som foregår i Amazonas dampende regnskov, der fungerer bedst.

Når Fawcett og hans hold sejler op ad Rio Verde-floden, er det svært ikke at tænke på Joseph Conrads Mørkets hjerte og Coppolas Dommedag nu, som filmen åbenlyst er i familie med.

The Lost City of Z skriver sig nemlig direkte ind i traditionen af film, der udforsker mødet mellem naturen og civilisationen. Fawcett og co. ser opera midt i junglen som en Hollywood-udgave af Herzogs Fitzcarraldo og møder den oprindelige indianerbefolkning som i Slangens favntag.

Fotograf Darius Khondjis billeder af den grønne, nærmest klaustrofobisk omklamrende regnskov er betagende, mens farverne hjemme i Englands civiliserede omgivelser er mørke og neddæmpede.

Foruden Charlie Hunnam leverer Robert Pattinson en moden og kontrolleret præstation som Fawcetts stoiske følgesvend Costin. Med et forvokset fuldskæg og et radmagert ansigt ligner han mere en vildmand end det teenage-ikon, han blev med Twillight.

The Lost of City Z springer rask fra det ene år til det andet. Det kunne nemt blive en hæmsko, men filmen fastholder faktisk en god rytme, selv om handlingen kommer vidt omkring. De tre ekspeditioner til Sydamerika er en slags dramaturgisk rygsøjle, men Fawcett når også til Første Verdenskrigs skyttegrave.

Undervejs kan det næsten føles, som om filmen pligtskyldigt skal følge Fawcett og død og pine må rundt i alle hjørner af hans liv, som de er beskrevet i David Granns litterære forlæg. Men fordi det episk lange og seje træk er filmens dna, er en af kvaliteterne, at man er med hele vejen igennem junglen.

Siden 2000 har James Gray været med i hovedkonkurrence i Cannes hele fire gange med film, der alle har hans hofskuespiller Joaquin Phoenix i hovedrollen og foregår i USA. Men det klæder Gray for en gangs skyld at forlade sine vaner og rykke til junglen i Amazonas.

The Lost of City Z er i hvert fald en kærkommen påmindelse om, at den klassiske storfilm ikke er død.