Looking sæson 2

Der er en scene i starten af den nye sæson af Looking, som er ganske sigende for alle de fornemmelser, følelser og smil, man tumler med undervejs.

Seriens hovedperson Patrick ligger og småsludrer i en seng på et billigt motel med sin chef, som han har indledt et hemmeligt forhold til. Chefen nævner en barndomsanekdote om Take That, og Patrick konstaterer, at det band har han aldrig hørt om.

På mange måder er dette enormt elegant turneret, fordi det vel kun er ganske få over 25 år, som ikke aner, hvem Take That er, men Patrick er rent aldersmæssigt er kommet for sent til Back For Good-radaren.

På samme måde lader det ikke til, at Looking – der er skabt af Michael Lannan – har set et eneste sekund af en mainstream-homo-film. For selvom samtlige hovedpersoner i serien er bøsser, er ingen af dem karikerede. De er såmænd bare tre unge gutter, der forsøger at finde sig selv og hinanden i San Franciscos udskejende miljøer.

Første sæson af Looking, der havde premiere sidste år, udmærkede sig som en af 2014’s helt store positive overraskelser. Dramaserieformatet blev trukket ned i sitcom-længde, og på den måde tog serien sine karakterer enormt seriøst i et uhøjtideligt format.

Samtidig var serien fremme i skoene, hvad angår de diskussioner, der for tiden florerer på blogs over alt i verden: Skal fremtidens dramaserier blive ved med at have masser af plads i afsnit på op til 70 minutter, eller skal man hellere sigte imod at halvere længden og dermed komprimere publikums oplevelse?

Historien i første sæson var også mere jordbunden, end man normalt ser i sådanne miljøfilm. Patrick (Jonathan Groff) ville så gerne have en kæreste, men da han endelig mødte den søde frisør Richie, var forelskelsen ikke helt fin nok, fordi Richie – i modsætning til Patrick og vennerne – ikke havde kreative ambitioner. På samme måde gik den maskuline tjener Dom (Murray Bartlett) rundt og drømte om at åbne en restaurant, og da han en dag rendte ind i en sugardaddy, tog det så fart på pop-up-plan.

Imidlertid fokuserede serien på restauranten som målet og ikke på sugardaddyen som midlet, hvilket jo ellers ville ligge lige for i en klassisk Hollywood-fortælling. Endelig udspillede der sig også et næsten ægteskabeligt drama over hele første sæson, hvor den tredje ven, Augustin (Frankie J. Alvarez), til slut brød med kæresten i et spil af næsten Bergman’ske traditioner.

Netop disse traditioner er på mange måder blevet forfinet i seriens anden sæson, hvor de tre venner i åbningsafsnittet er taget ud til sugardaddys sommerhus i en skov, der uden tvivl er den svenske natur eller en grufuld gyser værdig. De lyse og knitrende billeder fra første sæson er skiftet ud med dystre blik og pludselige kamerabevægelser, og på denne måde lægger serien op til langt mere tungsindige udsigter for anden sæson.

Problemstillingerne pibler da også frem. Gutternes manglende handlekraft blander sig med deres afskallede drømme, bristede håb og smadrede kærlighedsaffærer, mens frygten for HIV-smitte (eller ”a House In Virginia”, som det hedder i miljøet) og falske forelskelser flyver ind og ud imellem hinanden.

Det samme gør stoffer, formidabelt filmede fester, miljøudleverende jokes, ny kærlighed og mere modenhed heldigvis også.

Så selvom seriens blik er blevet mere mørkt, er den stadig godt selskab og samtidig en stor filmisk oplevelse, der også replikmæssigt er blevet mere ambitiøs end første sæson om gutterne, som har fundet sig mere til rette i rollerne. Ja, faktisk kan Looking snildt vise sig at blive en af 2015’s allerbedste serier.