Looking for Exits

Ellen Brennan er ved at trække i sportstøjet. Det får hende til at ligne et flyvende egern i sparkedragt – toppet med en cykelhjelm.

Men der er intet barnagtigt over næste sekvens.

Hun stiller sig med tæerne ud over en klippe i Alperne. Der er flere kilometer ned. Pludselig kaster Brennan sig ned mod alpelandskabets takkede stengulve med 240 kilometer i timen.

Looking for Exits er en flegmatisk, eftertænksom dokumentar om ekstremsport. Afbrudt af bjergtagende billeder af en kvinde i frit fald. Pulsen går op og ned i den Cph:Dox-aktuelle film.

Instruktør Kristoffer Hegnsvad er fra Ekkos helt egen andedam. Han har tidligere været assisterende redaktør på magasinet, og nu svinger han pennen hos Politiken, hvor han også er redaktør af Film & Tv-tillægget. Når han altså ikke instruerer dokumentarer.

I 2013 lavede Hegnsvad den 30 minutter lange Laamb, der også handler om særegen sport. Her følger vi senegalesiske brydere, mens den kontemplative sportsdokumentars ærespræsident, Jørgen Leth, fortæller hen over billederne.

Denne gang følger vi amerikanske Ellen Brennan, der er verden hurtigste kvinde, når hun kaster sig ud over klipperne. Sporten hedder wingsuit basejumping, og den er vanskelig at praktisere i USA.

I filmens sjoveste anekdote erindrer Brennan, at nogle landmænd ikke tillader udspring, fordi de er bange for, at deres køer så vil kopiere menneskene. Så hun er nu flyttet til Chamonix Mont-Blanc i Frankrig, hvor man ikke frygter suicidale kvæg.

Brennan lever som en eremit, der har helliget sig de pittoreske, voldsomme bjerglandskaber og sin sport. Hun har vendt samfundets betimelighedskrav ryggen og gør nu det, hun har lyst til. Og så må hun om aftenen tage til takke med ruskomsnusk, som da hun og en kollega en aften deler rødvin og lighter-ristede skumfiduser.

Hegnsvad anvender simple, effektive kneb for at skabe overrumplende billeder. Alperne er bare et af verdens smukkeste bagtæpper. Det er ganske enkelt storslået, når fotograf Peter Alsted viser, hvordan tinderne perforerer de skyer, der er så farlige for en basejumper. Det er næsten ikke til at forstå, at de her underskønne dyner af gennemskinnelig vat kan være dødbringende.

Døden er en følgesvend i Looking for Exits. Ved at montere et kamera på hjelmen følger vi Brennans voldsomme dyk mod bjergdalene. Én forkert bevægelse, og det ender fatalt.

Filmen er inddelt i ni kapitler, der præsenteres med en overskrift og en højdeangivelse. Det giver en god fornemmelse af at være med på en afstressende vandretur, når Brennan leder efter afsatser at springe fra. Hun kalder dem ”exits”.

Men så 25 minutter inde tager et uroligt, krampeagtigt pianostykke over, mens Brennan som et lille menneske trasker forbi de enorme kæmper, som er bjergene. Lige så skøn naturen er, lige så farlig kan den være.

Hvor Laamb undersøgte brydningens forbindelse til mytiske overgangsritualer gennem brutale tvekampe, så handler Looking for Exits om kampene med én selv.

På et tidspunkt må en slukøret Brennan opgive at springe gennem et tæt lag af skyer. Vi forstår hende, det ser dødsensfarligt ud! Men hun bruger interessant lang tid på at retfærdiggøre sin beslutning om ikke at hoppe over for kameraet.

Dokumentaren er interessant, når den undersøger paradokset om den livsglade Ellen Brennan, der dagligt risikerer livet.

Filmen har undertitlen Conversations with a Wingsuit Artist. De her samtaler forsøger løst at komme omkring, hvordan det føles at flyve. Brennan fortæller om at drømme om at svæve som barn. Og om at sige farvel til gode venner, fordi de tager for store risici i springene.

Nogle gange bliver Looking for Exits i interview-situationerne for snakkende. Pressematerialet omtaler Brennan som en moderne udgave af filosoffen Henry David Thoreau, og hun citerer selv digteren Walt Whitman.

Men det mest fascinerende ved dokumentaren er dog ikke Ellen Brennans ord. Det er hendes voldsomme ridt fra bjergenes top mod dalenes helle.