Longlegs

Lad os bare få sammenligningen med Zodiac, The Silence of the Lambs, Se7en og Psycho ryddet ad vejen med det samme.

Longlegs har elementer af dem alle sammen, bare endnu grummere.

Den overraskende indiefilm, der er produceret af skuespilleren Nicolas Cage, hugger med arme og ben fra filmhistoriens største opklaringsmysterier. I en sådan grad, at det sammensatte Frankenstein-monster af en thriller ender med at være en horrorperle i sin egen ret.

For at stoppe en seriemorders onde gerninger må FBI-agenten Lee Harker (Maika Monroe) følge en række bloddryppende, sataniske gåder, som underskrives ”Longlegs”.

Den skruppelløse, blege morder har siden midten af 70’erne huseret blandt kernefamilier. I de ellers trygge hjem begår han forfærdelige drab, tilsyneladende uden selv at være til stede.

Det eneste tegn, han efterlader i bedste Jack the Ripper-stil, er nogle kryptiske breve, hvis kode den dygtige Lee snart knækker.

Med snigende kamerakørsel og fokuseret lyd med en blid hvisken af information står det klart, at hun kan se spor og høre ting, som hendes FBI-kollegaer ikke kan.

Maika Monroe slog igennem som scream queen i sexsygdomsgyseren It Follows. I Longlegs er hendes rolige portræt en fornøjelse at kigge over skulderen. Her er den ellers sprudlende skuespiller benhård, indadvendt og underholdende akavet.

Selv om den unge efterforsker er ualmindeligt god til sit arbejde, er det foruroligende tydeligt, at det ikke er hende, der har det længste ben i jagten.

Det er længe usikkert, om det er Djævelen eller bare en ”almindelig” mand, som er på spil. Og det en genistreg at lade filmen udspille sig kort tid efter Charles Manson, som i slutningen af 60’erne gennem ordre kunne administrere drab på afstand.

Det gør skellet mellem overnaturlig ondskab og virkelighed svær at afkode. Og længe føles det, som om filmen prøver at neddysse publikums sataniske mistanke som irrationel frygt.

Det er ganske raffineret, og Longlegs vil uundgåeligt sætte instruktør og manuskriptforfatter Oz Perkins på radaren hos horrorfans verdens over. Perkins har tidligere stået bag overnaturlige gysere og den fantasifulde nytolkning Gretel & Hansel.

Med Longlegs har den 50-årige instruktør endelig fået lov at strække sine kreative ben.

Indie-filmen har haft sparsomme midler til rådighed, og der bliver leget med symbolik, blinde vinkler og referencer til den store guldmedalje for at opveje det begrænsede budget.

Når et møl kryber op fra en kælder, hvor den androgyne, tynde Longlegs udklækker sine skumle planer, kan man nærmest høre The Silence of the Lambs bræge svagt i baggrunden.

Og da man præsenteres for Lees mærkelige mor, der bor på toppen af en bakke og spilles fremragende fraværende af Alicia Witt (Twin Peaks: The Return), er det som taget ud af Psycho.

Charmerende, for det er Oz Perkins’ far, Anthony, der spiller den ikoniske Norman Bates i Hitchcocks klassiker.

En lignende omskiftelig skurk finder man i Nicolas Cage som Longlegs. Cages sans for komisk timing er perfekt til horrorgenren, hvilket han har bevist flere gange.

Morderens spøjse udseende, mærkelige, syngende toneleje og en indretningsstil, der hører en falleret rockmusiker fra 70’erne til, giver indtryk af, at der er mere at lære om karakteren, end hvad 100 minutter kan rumme.

Der er kort sagt mere mellem himmel og jord. Motiverne for mordene er mange – pagt med Djævelen, misundelse på andres familieliv eller udødelig kærlighed – og svaret blafrer i vinden.

Det gode gys sniger sig altid hele vejen med dig hjem.